GRU ELLER KUNST

Udstoppede dyr er efterhånden blevet mere og mere moderne, og jeg synes at kunne se dem i mange unge menneskers lejligheder, på loppemarkeder og i modeblade. Udstoppede dyr har jeg aldrig haft et rigtigt forhold til, ud over folkeskoleudflugterne til det Naturhistoriske Museeum i Aarhus. Her fik jeg til tider blandede følelser over for de døde dyr. Ikke på grund af tanken om at de var døde, men på grund af de utiltrækkende træk, de kunne have.

På den ene side synes jeg, at de udstoppede dyr er smukke, og andre gange er de uhyggelige og ubehagelige at se på. Men hvor kommer de mange dyr fra, som man ser oftere og oftere omkring sig, uden for museerne?

I fredags besøgte jeg O. K. Larsen i Randers. Han er konservator. Jeg besøgte Larsen på en hel almindelig fredag, for at se og dokumentere hans erhverv. Jeg blev dybt fascineret af hans arbejde og den verden han lever i i sin arbejdstid. På den ene side arbejder han med døde dyr. Døde dyr der ikke får lov til at gå i fordærvelse i naturen, men dyr som bliver samlet op og foreviget i almindelige menneskers lejligheder ved en konserveringsproces. Dyrenes kød og blod bliver skåret ud, og kun skindet bliver tilbage. Jeg fandt det dybt fascinerende at se disse dyr blive forvandlet til skulpturer. Kunst. Objekter som almindelige mennesker har glæde af, giver videre til deres børnebørn og faktisk bruger mange penge på at få foreviget.

Jeg vil gerne sige tusind tak til O. K. Larsen, som lod mig komme helt tæt på hans arbejde i næsten 12 timer. Jeg er blevet dybt fascineret af verdenen, dyrene og erhvervet. Jeg har prøvet at illustrere mit nye forhold, som jeg har til dette fag, gennem mine billeder. Jeg udtrykker mig bedst gennem billeder.

 Konservator O. K. Larsen | All photos by Anna Jarmolowicz.

Konservator O. K. Larsen | All photos by Anna Jarmolowicz.

Anna Jarmolowicz (f. 1988) er fotograf og har bidraget til idoart.dk siden 2012.