GENFUNDEN PULS

Onsdag. Uge 39.

Jeg er med færgen til Aarhus. Det er nærmest den første dag i september, hvor himlen er grå og det regner. Byen nærmer sig. Det regner ind på de store vinduer, så landskabet fremstår tåget. Store kraner og hejseværk. Det grå. Det blå. Det hvide. Altid, når jeg får et lift til færgen, roser chaufføren pausen på båden. Det er ens for alle.

Vejene i Aarhus er delvist våde. Når solen er fremme i øjeblikke, står den skarpt i de små skrøbelige vandpytter. Nogle af gaderne kender jeg. Jeg har historie i den her by. Jeg har aldrig boet her, men drømt om det i mine tidlige tyvere, før jeg alligevel flyttede til København, fordi det var mere rigtigt. De næste tre dage skal jeg være i Aarhus på en anden måde end før. Jeg er så heldig at være med på Masterclass i kreativ kunst- og litteraturkritik ved Artwriting her i efteråret.

Titlen ’kritiker’ er ikke beskyttet, og mediefladen er bredere end nogensinde, så nærmest hvem som helst kan ytre sig om andres kunst.

Jeg har lovet at fortælle om mine oplevelser på I DO ART i et par indlæg. Kursusdagene vil centrere sig om en kunst- og litteraturkritik, som er i krise (Måske? Ja, der er lagt op til diskussion). Pensum handler om, at samfundet har ændret sig, og at betingelserne for kritikken har ændret sig. Titlen ’kritiker’ er ikke beskyttet, og mediefladen er bredere end nogensinde, så nærmest hvem som helst kan ytre sig om andres kunst. Det kommer til at handle om ord, der går tabt, fordi der er for mange om buddet.

Vi får en mail fra kursets underviser med materiale, vi skal læse. Det er lang tid siden, at jeg har læst pensum på den måde. Forskning og akademiske tekster er noget, jeg forlod relativt hurtigt efter universitet og fik et job. Siden da har jeg nærmest udelukkende læst fagbøger om sammenhængen mellem det at skrive og psyken, krop og bevægelse. Kreativitetens psykologi af Thea Mikkelsen, – en filosofisk fodrejse af Fréderic Gros og Skrivning og sprog i terapi af Peggy Penn, bare for at nævne nogle få.

Jeg søgte optagelse på kurset, fordi jeg gerne vil have fokus på litteratur og det at skrive tilbage i min hverdag. Det er ret let at blive optaget af livet og alt muligt andet, når man er mig, og der har været perioder, siden jeg kom hjem fra Athen, hvor jeg ikke har formået at skrive sammenhængende. Det gør noget ved dig. Det gør noget ved din selvopfattelse. Det har gjort, at jeg i længere tid har følt, at jeg var ved at mistet flow og en litteraturnerve og -puls, om man vil. Alene ved at være med på kursuset mærker jeg, at interessen bobler, og at nerven på alle måder stadigvæk er der, både i fingerspidserne og i hjertet.

Nogle vil hævde, at man gør det, fordi man er selvoptaget. Andre vil hævde, at det er fordi, de bedste tekster er dem, hvor også forfatterens erfaringsverden er på spil.

Der har været meget fokus på min generation i kritikkens verden. Autofiktionen får for eksempel ind imellem en ordentligt en på sinkadusen, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvorfor der trippes over netop den genre så heftigt. Man skriver om det, der er af betydning for det reale liv, man lever. Nogle vil hævde, at man gør det, fordi man er selvoptaget. Andre vil hævde, at det er fordi, de bedste tekster er dem, hvor også forfatterens erfaringsverden er på spil (plus minus fiktion).

Jeg bruger selv min erfaringsramme, når jeg skriver. Det tror jeg, alle forfattere gør i et eller andet omfang. Jeg har skrevet det før, men det at skrive er lig det at se og observere.

Som noget nyt oplever jeg mig selv i eftermiddagskaosset. Cykelflokke der breder sig til hele vejbaner, fordi der ikke er plads eller tålmodighed.

Hvis man bor i en by længe nok, bliver man optaget i den på en indforstået måde. Når man gør noget nyt, udvider man det man ser og oplever og får muligheden for at erfare det igen fra andre vinkler. Fordi jeg har det job, jeg har, og jeg derudover skriver skønlitteratur, kommer jeg sjældent ud i såkaldt myldretid. Her i efteråret ligger min yogaklasse på et andet tidspunkt og ude på Amager. Som noget nyt oplever jeg mig selv i eftermiddagskaosset. Cykelflokke der breder sig til hele vejbaner, fordi der ikke er plads eller tålmodighed. Jeg husker præcist, hvordan jeg havde det, da jeg lige var flyttet til København og der verserede rygter blandt os jyder om at tonen i trafikken var ben-hård – og mine første erfaringer med at det var sandt.

En mor cykler op på siden af sit barn. De skal over vejen til venstre. Jeg holder ind bag dem. De to næste cyklister dinger med deres ringeklokker og ræser forbi helt ude på kantstenen i demonstration. For helvede siger moderen. Hun trækker sin unge over vejen i skulderen, mens hun akavet går med sin egen cykel mellem benene. På vej over kantstenen kaster hun et blik tilbage på mig: "Det er sgu da utroligt" siger hun og henviser til de andre. Jeg smiler. De skal lige lære det, siger jeg og nikker til hendes søn.

På vej hjem fra yoga er en anden sag. Trafikken er mere eller mindre væk. Solnedgangen er så tilpas lav, at man kun kan se den orange kugle mellem højhusene på modsatte side af Islands Brygge og ind igennem de store vinduer. Jeg har svært ved at sætte ord på mine forventninger til kurset i Aarhus de næste par dage. Jeg ved bare at jeg glæder mig. Glæder mig til at være der og dele og grave en heftig litteraturpuls helt frem igen.

Annette Brogaard er forfatter og har bl.a. udgivet bøgerne "Så tager vi til Prag" og "Løse gear". Annette har bidraget til idoart.dk siden 2013.