GALSKABENS SINDSRO

Elevatoren er klaustrofobisk og utrolig shaky, men jeg kører gerne op til 22. etage for at (gen)besøge Hong Kongs Para Site, én af Asiens ældste, uafhængige kunstinstitutioner. Denne gang tager jeg turen op for at se thailandske Apichatpong Weerasethakuls soloudstilling, der åbnede d. 17. september.

I Europa er Weerasethakul en gammel kending. Hans flerskærmsinstallation “Primitive 2009” kan pt. opleves i Tate Moderns nye Switchhouse, hvor værket strækkes over flere rum, så de besøgende kan bevæge sig rundt i den nye tilbygning og forsøge at følge med i Weerasethakuls kronologiudfordrende narrativ. En anden af kunstnerens film: “Cemetery of Splendour” blev i 2015 præsenteret i Cannes, og samme år har det danske publikum kunnet opleve Weerasethakuls værker i forbindelse med CPH:DOX, der screenede kortfilmen “Wordly Desires”.

Apichatpong Weerasethakuls europæiske debut fandt dog sted, før han nåede at turnere rundt i Asien, og udstillingen “The Serenity of Madness” (Galskabens Sindsro) er hans første soloshow i Hong Kong. Udstillingsstedets pænt formulerede, ja, nærmest stilrene, pressemeddelelse lovede en række hidtil sjældent viste, eksperimenterende kortfilm og videoinstallationer, der skulle præsenteres i selskab med kunstnerens skitser, tegninger og andre former for privat arkivmateriale. Så lovende som dette end måtte lyde, kørte jeg dog op til 22. sal i Wing Wah Industrial Building med blandende følelser.

Jeg havde utroligt store forventninger til Apichatpongs værker. Jeg håbede på, at jeg på Para Site kunne (gen)opleve den (utroligt rare, hvis I spørger mig) magiske forvirring, som kunstneren formår at skabe omkring sine narrativer. Med Weerasethakuls videoer er man ikke et sekund i tvivl om, at filmen har en handling, men samtidig er værkerne stærkt stemningsfokuserede. Netop denne udefinerbare, nogle gange nærmest okkulte atmosfære, som kunstneren formår at opbygge, har altid tiltalt mig utrolig meget. For mig opstår kunsten i Weerasethakuls værker, når hans narrativ leder én af sporet; når man ikke længere kan støtte sig op ad handlingen, kronologien eller dialogen, men bare… omfavnes af værket.

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

Idét at Para Site lovede at præsentere kunstværkerne side om side med kunstnerens researchmateriale, frygtede jeg at træde ind på udstillingsstedet og blive mødt af en dokumenterende udstilling med fokus på kunstnerens kilder og bagvedliggende arbejdsprocesser… Disse havde selvfølgelig også været fascinerende at studere, men med Apichatpong vil jeg forføres, ikke undervises. Og forført… Dét blev jeg. Fortabt for den sags skyld også, men på den helt rigtige måde!

“The Serenity of Madness” er stillet op som et labyrint. Den besøgende kan "floate" mellem de forskellige rum, og jeg må indrømme, at jeg et par gange endte med at gå tilbage til samme rum ad en helt anden vej, uden rigtigt at kunne fortælle, hvordan det var sket. Denne stedstopografiske forvirring gjorde mig dog absolut ingenting. Den betød blot, at jeg kunne gense nogle af de 23 udstillede værker, eller fik lov at opleve et nyt kapitel af et værk, som jeg tidligere kun så et mindre udsnit af.

Noget af det første, man lægger mærke til ved udstillingen, er diversiteten i medie og format. Flere af Weerasethakuls værker, såsom “One Water” eller “Subwoofer” præsenteres på skærme af mindre format, hvor værkerne nærmest kun kan opleves af én person ad gangen. Ved småformatsprojektioner tvinges man til at stå helt tæt på skærmen for overhovedet at kunne følge med. Denne tætte (og egentligt meget ufrivillige) “interaktion” med værket resulterer i, at man med sin fysik lige netop formår at skygge for videoen. Nogle gange føles det faktisk som om, at Weerasethakul har lavet et lille hul i væggen, og gennem det kan man så få lov at kigge ind i et andet univers. Man bliver dog nødt til at komme helt tæt på hullet for at kunne se noget, og det er heller ikke meningen, at oplevelsen skal deles med andre. Weerasethakul præsenterer et hemmeligt syn, der kun kan opleves “one-on-one”, og det er faktisk lige før, at man begynder at undre sig over, om andre besøgende præsenteres for samme syn, eller om man bare konfronteres med sine egne hallucinationer, hvilket heller ikke er et fremmed greb fra kunstnerens side.

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

Her tænker jeg særligt på “Cemetery of Splendour” - filmen der præsenteredes i Cannes i maj sidste år. Handlingen foregår i et militærsygehus, hvor hovedpersonen Jenjira er frivillig hjælper. På magisk vis finder Jenjira ud af, at hospitalet ligger et sted, hvor der i oldtiden har været et gravsted for konger, hvis ånder nu kommer ud og får de sårede soldater til at kæmpe deres kampe i deres drømme. Weerasethakul spiller pus med både beskueren uden for skærmen og hovedpersonerne i filmen, da Jenjira til sidst ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fantasi.

En lignende følelse når mig, når jeg vandrer rundt i Apichatpongs “gale” labyrint på Para Site, og særligt når jeg stilles over for værker som “TEEM (The Vapor of Melancholy)”, hvor Weerasethakuls kæreste skildres liggende i sengen, semi-drømmende i færd med at inhalere en tyk, gnistende røg. “The Serenity of Madness” er ikke en udstilling, hvor man klart kan sige, hvilke værker der fortæller virkelige historier, og hvilke værker der præsenterer beskueren for et falsk narrativ. Men måske er det heller ikke meningen, at man skal kunne tegne så klar en skillelinje? Måske stilede Weerasethakul netop efter at give sine besøgende samme følelse, som han skabte hos Jenjira i “Cemetery of Splendour”? Og måske er værkernes mystiske aura blot et greb til at formidle et kodet budskab til beskueren?

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

“Apichatpong Weerasethakul: The Serenity of Madness”, Para Site, Hong Kong (2016) | Foto: Para-site.org

Hvor poetiske og stemningsfyldte, som Weerasethakuls film end er, formår de også at problematisere den sociopolitiske situation i nutidens Thailand. Weerasethakul skildrer livet af de marginaliserede; kunstnerens interesse (og kameralinse) ligger, hvor “samfundet” slutter. Videoværkerne præsenterer beskueren for eksklusionsproblematikker, og Weerasethakuls italesættelse af den udsatte socialklasses dagligdagsvanskeligheder er en subtil, dog utvetydig, kritik af den thailandske nationalistelitisme og (dermed) landets myndigheder.

Denne dualitet i Weerasethakuls værker, der på samme tid er bærere af et politisk budskab og er utroligt stemningsladede, giver mig en følelse af at blive præsenteret for at befinde mig på et “ikke-sted”. Som beskuer er man klar over, at det narrative forløb spiller en væsentlig rolle i Weerasethakuls værker, men idet at det er så svært at definere/afgrænse, er det nemmere bare at lade sig forføre af stemningen.

Derfor, når man forlader et rum, hvor én af Apichatpong Weerasethakuls film afspilles, føler man, at man har været vidne til noget, som man overhovedet ikke ville kunne være i stand til at referere. Stemningen husker man tydeligt, måske endda brøkdele af dialogen… Men hvad der EGENTLIGT skete forbliver i det udefinerbare, mystiske rum, der dannes mellem én selv og værket.

The culture, the languages, the forests, the animals, the treasures hidden in the vast tunnels inside the mountains. We are then forced to move to the Age of Enlightenment when Nothing is meaningful. But the spirits remain, the spirits of the artifacts.
— Apichatpong Weerasethakul

Maria Grzywacz holder en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet og har tidligere været involveret hos bl.a. Galleri Nicolai Wallner, Chart Art Fair og Faurschou Foundation i både København og Beijing. Siden 2016 har Maria haft base i Asien, hvor hun har arbejdet med kunst, men også har sit eget start-up WOMB, der sammenfletter kreativitet og bæredygtighed. Maria er desuden freelance skribent for både private samt blogs og hjemmesider, og hun har bidraget til idoart.dk siden 2016.