ET VIGTIGT MØDE MELLEM KUNST OG VIDENSKAB

Laura Beloff & Jonas Jørgensen | “The Condition” | All photos © I DO ART Agency.

Kan vi tale med planter? Kan grantræer gro i det ydre rum? Og kan vi udvinde brændstof fra vores egne kroppe? Udstillingen Hybrid Matters på Nikolaj Kunsthal er lige dele kunst og videnskab, og den er fyldt med håbefulde og humoristiske tankeeksperimenter, der undersøger sameksistensen mellem menneske, natur og teknologi.

Siden 2014 har Nikolaj Kunsthal været en del af forskningsprojektet Hybrid Matters, som er en undersøgelse af hybride økosystemer og hvordan at vores verden påvirkes af den menneskelige tilstedeværelse. Projektet er initieret af Bioartsociety (FI) sammen med IT-University of Copenhagen (DK), Malmö University (SE), Kunsthall Grenland (NO), Nikolaj Kunsthal (DK) og Forum Box (FI), og er dermed et tæt samarbejde mellem kunst og videnskab. Projektet afsluttes i 2016 med et symposium samt udstillinger på de deltagende kunsthaller, og i sidste uge åbnede Hybrid Matters så på Nikolaj Kunsthal. Få dage efter åbningen besøgte vi udstillingen og fik en rundvisning af kunsthallens leder Andreas Brøgger.

Vi ankommer til Nikolaj Plads på en mandag formiddag. Kunsthallen har lukket, så vi skal ind ad en bagindgang og igennem den gamle kirkes største udstillingsrum, hvis gulv netop nu er brudt op, som del af en renoveringsproces. Andreas tager imod os i kunsthallens andet galleri, på første sal, hvor udstillingen Hybrid Matters udfolder sig frem til d. 31. juli, 2016. Andreas fortæller os om projektets motivation, der sprang ud af en nysgerrighed i at undersøge den menneskelige tilstedeværelses påvirkning på jorden. Allerede i 1960′erne opstod begrebet den antropocæne tidsalder, som en beskrivelse af den æra vi lever i nu, hvor menneskelig aktivitet kan spores i planetens geologiske lag og i tydelige forandringer i globale økosystemer. Hybrid Matters peger på den hybride sammensmeltning mellem det syntetiske og det biologiske, det digitale og det analoge.

Hanna Husberg | “In the Vast Ocean of Air” | All photos © I DO ART Agency.

Allerede på vej op ad trappen mødes man af udstillingens første værk. I den sidste del af trappeopgangen og på balkonen smelter et sitrende pink lysskær fra fem neonskilte sammen med en videoprojektion, der viser billeder fra det arktiske øhav Svalbard. I værket In the Vast Ocean of Air beskæftiger kunstner Hanna Husberg (FI/SE) sig med øgruppen, hvor spor fra menneskelig aktivitet blandt andet giver sig til kende i gigantiske skyer med ophobninger af radioaktive partikler og forladte miner. Neonskiltene forestiller ikoner for luftregulering (opvarmning, nedkøling, fugtighed, cirkulation og rensning) og spiller, både med farvelag og sit naive formsprog, virkeligt fint sammen med filmens pragmatiske og faktuelle sprog.

Hanna Husberg | “In the Vast Ocean of Air” (video) | All photos © I DO ART Agency.

Vi bevæger os ind i det kirkelige gallerirum og står overfor et af udstillingens mange samarbejder. Laura Beloff (FI) er ansat på IT Universitetet i København, men har tidligere været tilknyttet forskellige kunstakademier, og sammen med den ingeniør-, fysik- og kunstuddannede Jonas Jørgensen (DK) har hun skabt værket The Condition. 12 grantræer er opsat i en såkaldt clinostat, som er udviklet af den tyske videnskabsmand Julius von Sachs i slutningen af 1800-tallet for at simulere udenjordiske tyngdekraftsforhold. I clinostaten bliver grantræerne, som alle stammer fra det samme genetiske materiale, roteret efter en tilsyneladende tilfældig rytme, men Andreas forklarer, at bevægelserne bestemmes af live data sendt direkte til kunsthallen fra vejrsatellitter i det ydre rum.

To faktorer går igen i det næste værk, vi kommer til; grantræsarten Abies Nordmanniana og Laura Beloff. I værket 02.225 arbejder Beloff sammen med Christian Brems (DK) om et mere humoristisk og illustrerende tankeeksperiment med basis i helt ny forskning indenfor bioakustik. Nye undersøgelser påviser, at planterødder kommunikerer med hinanden ved hjælp af kliklyde, der ligger udenfor det menneskeligt hørbare frekvensområde. For at undersøge om planterødderne også kan høre, har man eksperimenteret med at afspille lyden af rindende vand i nærheden af planter og observeret, at rødderne er groet i retning af lyden. Med udgangspunkt i denne nye viden forestiller Beloff og Brems sig en samtale mellem en computer, der siger som plaskende vand, og en nordmannsgran der svarer igen med kliklyde.

Laura Beloff & Christian Brems | “02.225″ | All photos © I DO ART Agency.

Den digitale og virtuelle oversættelse fortsættes i tre værker af Rosemary Lee og Jens Lee Jørgensen (US/DK). I Cloud Harvest udforsker kunstnerduoen forholdet mellem cloud-teknologiens uhåndgribelige allestedsnærvær og hardwarens fysiske materialitet ved at opdele en mobiltelefon i dens grundlæggende komponenter; plastik, silicium, kobber, nikkel, guld og andre mineraler.

Mining the Arbitrary har været præsenteret i forskellige former, både på Haus der Welt Kulturen i Berlin i 2014 og på Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2015, og opsættes her i en særligt tilpasset udgave. Forskellige sensorer er placeret midt i udstillingsrummet og måler ultrasonisk lyd, infrarød stråling, magnetfelter, metangasudslip fra gamle materialer fundet i underetagens ombygning, samt rystelser i bygningen. Vi observerer udsving på de små digitale displays, som er tilknyttet hver sensor, men hændelserne er usynlige og umærkbare. Lee og Lee Jørgensen sætter fokus på den stigende mængde af dataindsamlinger og stiller samtidig spørgsmål ved disse endeløse målingers funktion og egentlige kvalitet.

Rosemary Lee & Jens Lee Jørgensen | “Mining the Arbitrary” | All photos © I DO ART Agency.

Duoens tredje værk hedder Artifacts. På et lokalt wifi-signal ligger en samling af digitale artefakter, der imiterer geologiske objekter fanget imellem det fysiske og digitale. Strækninger og rotationer giver de digitale sten en form for tredimensionel fremtoning, samtidig med at forskellige glitch-effekter aflslører huller i den digitale overflade og tilføjer en form for virtuel materialitet. For at få adgang til værket skal man logge på et lukket netværk, som man kun kan tilkoble sig i udstillingen, og det giver værket en fin stedsspecifik karakter, der ellers er sjælden for webbaseret kunst.

Rosemary Lee | “Artifacts” | All photos © I DO ART Agency.

I en af udstillingens sorte bokse præsenterer Lawrence Malstaf (BE/NO) sit værk Folding, som blander nye teknologier som 3D-scanning og 3D-print, med et traditionelt formsprog, som vi kender fra origami. Malstaf har lavet forskellige 3D-scanninger, oversat dem til et selvudviklet system af trekantede polygoner, printet dem som flade ark og foldet dem til tredimensionelle former. Skulpturerne hænger på væggen og trækker sig sammen, når vi bevæger os tæt på dem.

Lawrence Malstaf | “Folding” | All photos © I DO ART Agency.

“Som ethvert andet stykke software er den virtuelle organisme afhængig af menneskelig opmærksomhed i form af opdateringer, der sikrer dens overlevelse i et foranderligt digitalt miljø. Når algoritmen ikke længere understøttes af et operativsystem vil den uddø, blive til datakompost, indtil den en dag måske opdages og udgraves af andre algoritmer, der med deres kunstige intelligens forsøger at forstå fortiden.” Sådan skriver Carl Emil Carlsen (DK) om sit værk Colony02, som er en korallignende vækst, der vækkes til live, når man peger en løsthængende tablet op på kirkevæggen. Den digitale vækst har lidt samme skrøbelighed over sig som en truet dyreart, da den nemt kan uddø, hvis styresystemet ikke opdateres, eller tabletten løber tør for strøm.

Carl Emil Carlsen | “Colony02″ | All photos © I DO ART Agency.

Andreas fortæller, at de fra kunsthallens side har erfaret, at det nogle gange kræver mere end forventet at passe en udstilling fyldt med “levende” teknologi. F.eks. er der desværre et værk, der på denne mandag ikke vil virke efter hensigten. I stedet fortæller Andreas os om Fly Printer – Extended, som er lavet af Laura Beloff og Malena Klaus (FI/D), og er et samspil mellem tre intelligenser; den menneskelige, den naturlige og den teknologiske. I en rundet glasklokke flyver en masse bananfluer rundt. De fodres med printerblæk, og deres ekskrementer kan aflæses som sorte prikker på bunden af glasklokken. En computer forsøger konstant af genkende fluernes “vilkårlige” mønster som et billede, hvilket resulterer i mere eller mindre bizarre gæt. Desværre er der problemer med computerprogrammet (derfor er der heller ingen billeder af værket i artiklen her), men Andreas fortæller, at der f.eks. var et tidspunkt, hvor den var 12 % sikker på, at fluerne tegnede en tønde.

Vi fortsætter videre, og Andreas forklarer, at vi nu træder ind i udstillingens sidste afdeling, som beskæftiger sig med mere konkrete løsningsforslag til nogle af de miljømæssige problemstillinger, som vi står overfor. I bedste Marco Evaristti-stil har Hege Tapio (NO) udvundet fedt fra sin egen krop i forsøget på at finde et alternativ til de fossile brændstoffer, som vi snart løber tør for. Human Fuel er opsat som en messestand, der skal sælge fremtidens energiressource, og på podiet står tre fedtprøver, der alle kan bruges som brændstof; fra et lam, en kylling og fra Tapio selv. Men menneskefedtet skulle efter sigende være det mest effektive.

Hege Tapio | “Human Fuel” | All photos © I DO ART Agency.

Bagerst i udstillingsrummet præsenterer Kristina Lindström og Åsa Ståhl (SE), som begge er tilknyttet Malmö Universitet, Plastic Imaginaries. Lindström og Ståhl tror på mikroinnovation, altså at nytænkning og problemløsning ikke behøver at komme fra de store instanser, og deres bidrag til udstillingen illustrerer netop dette. På et bord står en række glas og krukker, og i nogle af dem ligger der flamingo, som langsomt fortæres af en god håndfuld melorme, der omsætter det ellers meget svært nedbrydelige plastik til organisk materiale, som så bruges som gødning til de planter, der står på bordet og hænger fra loftet.

Kristina Lindström og Åsa Ståhl | “Plastic Imaginaries” | All photos © I DO ART Agency.

Det sidste værk er skabt af Hanna Husberg, som også stod bag udstillingens første værk. I The World Indoors fortsætter hun sin kombination af fysiske objekter og en smuk og pragmatisk videoside, men denne gang fokuserer hun på indeklimaet frem for de globale klimaproblemer. Omkring videoskærmen har Husberg opsat den ideelle kombination og mængde af tre tropiske plantearter (guldpalme, svigermors skarpe tunge og guldranke), der angiveligt skal til for at rense luften og sikre den optimale luftfugtighed for to personer. Det er et virkeligt smukt installeret værk, som også sender tråde til verdensrummet ved at anslå vigtigheden af planternes tilstedeværelse i f.eks. lukkede økosystemer såsom på rumstationer.

Hanna Husberg | “The World Indoors” | All photos © I DO ART Agency.

Hybrid Matters er en virkelig interessant udstilling, som både byder på ny viden og nye perspektiver. Den peger på helt nye vinkler af en ellers lidt træt diskussion og formår at gøre det på en positiv og nysgerrig måde, der ikke er åbenlyst politisk. I Hybrid Matters er der ingen tvivl om, at samarbejdet mellem kunst og forskning har været givende på flere niveauer. Kunsten kan både fungere som formidling af ellers svært tilgængelige data og forskningsresultater, men der findes også eksempler, hvor kunsten foreslår direkte løsningsforslag på vigtige problemstillinger. Da vi igen forlader Nikolaj Kunsthal er vi fyldte med ny viden, men måske vigtigere endnu er det en sjælden følelse af håb, der dominerer udstillingsoplevelsen.