ET SLICE AF MIDTJYLLAND

Der ligger en lille by i Midtjylland, ved halvøen Salling, nær Karup Å og med udsigt til en lille del af Limfjorden. En by der rummer 20.453 mennesker og med et navn, som kommer af det oldnordiske skifa, der betyder noget i retning af forsvarsværk. Byen blev grundlagt i år 1231 og har et areal på 690,7 km2. Kommer man til byen af jernbanestrækningen ligger den mellem Viborg og Struer. Byens postnummer er 7800, og det er her, at jeg brugte de første 20 år af mit liv.

Det var midt i krisetider, med skyhøje benzinpriser og bilfrie søndage. Det var en dag midt i marts, en højhellig søndag og tidlig morgen, at jeg kom til verden, efter at min mor havde haft veer i over 10 timer. Jeg var deres førstefødte, og vi boede i et lille rækkehus på samme vej som mine bedsteforældre. Senere flyttede vi i et klassisk parcelhus. Et hus, jeg voksede i, græd i, grinte i og hvor jeg gravede alle minder ned i baghaven. Et hus som jeg boede i i 20 år, og som jeg kender alle kroge og sprækker i.

Huset som lå i byen, hvis bakkede landskab gemte på mange timers leg. Hvor jeg i ly for mørket sneg mig ud og malede grafitti i de hvide tunneller, og hvor jeg som teenager kunne ligge på legepladsen ved mit hus en halv nat og kigge på stjerner. Byen som jeg aldrig for vild i, som kedede mig og som jeg senere flygtede fra. Byen som gjorde, at jeg lærte, at der udenfor er en verden til forskel, at hvor jeg var nu var for småt. Byen som lærte mig at hungre efter større eventyr og mere plads.

Det var en by, som lærte mig at bruge min fantasi, at give mig selv og min kreativitet fylde, at lege og udforske. En by, hvis plads jeg måtte nøjes med, og hvis plads var fri. Jeg brugte frirummet, jeg lærte at nøjes, med det jeg havde, og at bruge naturen, fjorden og det lille samfund, som elementer i mine lege. Jeg byggede huler i skoven, og jeg legede ridder og red gennem landskabet til mit slot ved fjorden. Fjorden, der slugte min flaskepost og gav mig rav til gengæld. Som lærte mig at slå smut og kun at gå ud til knæene, men mest fordi der aldrig blev dybere. Fjorden hvis milde strømme jeg lærte ikke at være bange for, men at have respekt for, og skoven som lærte mig, at selvom den virker stor og skræmmende, så ville den altid passe på mig. Det var en by, som lærte mig at slås mod mine indre dæmoner og som lærte mig, at der intet var at frygte, så længe jeg havde min fantasi i behold.

Byen gemmer på mine minder. Den gemmer på mine historier og dele af mig og mit liv. Som dengang jeg tog til fjorden med børnehaven og skulle overleve en dag i naturen ved hjælp af dens ressourcer. Hvor jeg sad på fjordbredden, og hvor jeg fik våde underbukser, fordi jeg satte mig i vandkanten for at samle sten op fra havbunden, og hvor jeg spiste brændenældesuppe, som kradsede noget så forfærdelig på tungen.

Jeg brugte meget tid på at forsvinde. På lege, som foregik inde i mit hoved, men som skoven muliggjorde for mig, og som den gjorde virkelige. Skoven hvor jeg kælkede, væltede og forstuvede mine fingre. Hvor jeg gik på rov efter kastanjer og lavede små kastanjefamilier. Hvor jeg fandt knækkede grene og kvister og legede krig. Hvor jeg fandt blomster, som jeg pressede til parfumer og fangede græshopper, som jeg frøs ned. Skoven hvor jeg tog med min folkeskole på udflugt, hvor vi legede indianere, væltede i efterårsblade og sammen med vores Natur og Teknik-lærer Tove gravede dyreindvolde ned i dybe huler, for senere at se hvordan de gik i forrådnelse og blev til jord. Lidt ligesom da præsten til min mormors begravelse sagde: “Af jord er du kommet, og til jord skal du blive.” I den by, som hun boede i, og som min mor voksede op i, og som hun stadig bor i.

Det var i skoven, at jeg løb mange kilometer, og hvor jeg nogle gange ikke kunne se skoven for bare træer. De træer, som jeg aldrig blev træt af at kigge på. Det var i skoven, at jeg hvert år inden min fødselsdag hentede vintergækker og anemoner. I skoven, som lå mellem mit hjem og vandet. Den jeg skulle gennem for at lade bølgerne sluge mit teenagehjerte, som ofte føltes knust, og hvor jeg forgæves fandt hvile og mod på at overkomme mine utallige teenagekriser. Fjorden, med sin badebro, der kastede sin lange brædder ud i vandet og gav mig følelsen af at kunne krydse halvdelen af det våde landskab, ved at gå helt ud på spidsen af den. Og bølgerne, som slog deres sædvanlige slag mod fjordkysten, og som efterlod følelsen af samhørighed.

Det var i den by, at jeg fik mit første kys på en bænk i kolonihaverne. Den by, hvor jeg har grædt mest, grint mest, og hvor jeg altid vil høre hjemme. Trods det at jeg flytter fra sted til sted og prøver at finde nye rødder, og måske slår en rod der er så stærk, at den vil holde ved. Trods det ved jeg godt, at et barndommens hjem ingen alder har og at det altid vil være mit ‘rigtige’ hjem.

Min kære by, med sine Sallingpiger og et oldgammelt teater på 125 år, og med intet mindre end Danmarks største udendørs kunstudstilling. Hele 11 rundkørsler står opført, og de har alle en historie og et stort kunstnerisk håndværk bag sig. Jeg vil hylde byen. Jeg vil hylde den nu, fordi jeg alt for ofte har brokket mig over den og skældt den ud. Været bitter og set skævt til mine forældre for at lade mig vokse op i en by, som denne. I al dens forbandede enkelthed og dens lille størrelse, har jeg valgt at Haiku den lille by. At vokse op i en provinsby er en udfordring i sig selv. At prøve, og i det hele taget at skrive ikke bare et, men elleve Haikudigte har i sig selv været en legende udfordring for mig. Og det er en af de vigtigste gaver, som byen har givet mig. Udfordringen er blevet til elleve små tekster, over de elleve rundkørsler som kæder byen sammen. Byen har låst sig om mit hjerte, og jeg ved, at den aldrig lader mig køre af dens spor. Skive har taget et slice af mit hjerte, og jeg et slice af den.

Camilla Bundgaard Larsen (f. 1993) studerer Designteknologi med speciale i Visual Fashion Communication ved TEKO.  Camilla har bidraget til idoart.dk siden 2015.