ET SKRIDT NÆRMERE KINA

Som jeg har skrevet om tidligere her på siden, er jeg meget fascineret af Asien. Jeg har skrevet til flere asiatiske kunstnere, hvis arbejde jeg beundrer, men uden at få svar. Jeg har nok bare været uheldig, men alligevel får det mig til at tænke på barrieren mellem Østen og Vesten. Hvor stor er den egentlig? Hvor seriøst skal man tage den? Og er vi og vores kulturer virkelig så forskellige? Og sidst men ikke mindst: hvordan kommer vi tættere på hinanden? Til trods for mit eget manglende held med at få hul igennem til kunstnerne i Asien, er der alligevel sket noget rigtig godt: Asien er nemlig kommet til mig. Nærmere betegnet Kina. Og jeg er nu igang med at blive meget, meget klogere.

ARoS har netop åbnet udstillingen A New Dynasty – Created in China, hvor 24 kinesiske kunstnere præsenterer det ypperste indenfor kinesisk samtidskunst, på en stort anlagt udstilling, der breder sig over to etager. Udstillingen har fem kuratorer; Pernille Taagaard Dinesen, Erlend G. Høyersten, Wang Dong, Feng Boyi og Bjørn Inge Follevaag. Det er det første, jeg godt kan lide ved udstillingen; den er nærværende og personlig, og er bygget op omkring et tæt samarbejde mellem de to lande. Det er ikke bare Danmark, der vil vise kinesisk kunst, men også Kina, der vil ud i verden. Omkring halvdelen af de deltagende kunstnere var taget den lange vej til Aarhus for at sætte deres værker op og deltage ved åbningen, og mange af værkerne er ligeledes lavet specielt til denne udstilling. Udstillingen betyder meget for Danmark, og mindst lige så meget for Kina. Altså, det vil sige den del af befolkningen, der vil et andet Kina, end det man ser i dag. Et mere åbent og demokratisk Kina. Det er kunstnerne, samfundskritikerne og de kulturelle forkæmpere. Det kommunistiske styre derimod, bifalder næppe denne udstilling, som er fyldt med politiske værker, der kritiserer og udviser bekymring for det Kina, vi ser galopere fremad økonomisk, men som stadig halter bekymrende bagud, når det kommer til spørgsmål som for eksempel kultur, åbenhed, miljø og menneskerettigheder.

Maleonn "Mobile Photo Studio" | Photos by I DO ART Agency

Maleonn "Mobile Photo Studio" | Photos by I DO ART Agency

Som jeg nævnte før, er der en del værker på udstillingen af politisk og samfundskritisk karakter. Men her kommer endnu en ting, jeg godt kan lide ved udstillingen og de kinesiske kunstnere; De formår at vise deres meninger frem på en både æstetisk og (positivt) overvældende måde, som i sig selv er en oplevelse værd. Derudover får man lov til at dykke ned i tankerne bag, ved at læse de infosøjler der er sat op ved hver enkelt værk. Man bliver som beskuer ikke påduttet en bitter, kritisk stemme, men bliver derimod elegant præsenteret for den vigtige og alvorlige pointe, der gemmer sig bag mange af værkernes umiddelbare smukhed. Det er mindst lige så interessant at kigge på værket, som det er at dykke ned i tankerne bag.

Tag for eksempel Song Dong’s værk Big Brother. En kæmpestor, glimtende lysekrone, hvis smukhed man med det samme drages af. Jeg var så heldig at møde Song Dong, da han stod og betragtede det færdige værk, efter mange dages arbejde med at samle de utallige små dimser til den endelige installation. Det første, jeg siger til ham, er, hvor smukt det er. For det er det virkelig. Men på lysekronen er der også monteret en masse genbrugsplastikflasker, som symboliserer overvågningskameraer, og med det og værkets titel in mente, kan man godt regne ud, hvad det i virkeligheden handler om – den stadigt voksende overvågning, samt de dertilhørende dilemmaer om tryghed versus paranoia, der præger alle samfund mere og mere, lige fra Danmark til (i voldsom særdeleshed) Kina. Det er et paradoks, siger Song Dong, og et meget aktuelt emne. Song Dong evner at fortælle vigtige historier om Kina på æstetisk og interessant vis, noget jeg også oplevede på Kunsthal Aarhus i 2014, da jeg tegnede hans udstilling Waste Not. Dengang mødte jeg dog ikke Song Dong selv, men derimod hans søster, Song Hui – Waste Not udstillingen er et familieprojekt, hvor både Song Dong’s søster, kone og, til tider, datter rejser rundt og sætter udstillingen op over hele verden.

Song Dong "Big brother" | Photos by I DO ART Agency

Song Dong "Big brother" | Photos by I DO ART Agency

Selvom det er et lille sidespring fra ARoS-udstillingen, vil jeg lige fortælle kort om Waste Not. Udstillingen består af over 10.000 af Song Dong og Song Hui’s mors ejendele, som hun havde samlet gennem mange år. Under kulturrevolutionen levede de i stor fattigdom, og moderen gemte alt, i tilfælde af at de en dag ville få brug for det. Song Dong’s far blev, ligesom Ai Weiwei’s far (hvilket jeg fortæller om senere), sendt i arbejdslejr som straf for at have ytret sig samfundskritisk, og vendte først tilbage til resten af familien i 1978. I 2002 døde han, og det var dér, at moderens samlermani tog til. Det blev så slemt, at Song Dong og Song Hui prøvede at gribe ind og få ryddet op, men uden held. Det var først, da de kom på idéen med at lave en udstilling med tingene, at moderen gav slip, og arbejdet med denne hjalp hende ud af hendes sorg. I 2005 blev udstillingen første gang vist i Beijing, men i 2008 døde Song’s mor på sørgelig vis, da hun faldt ned fra en stige i et forsøg på at redde en såret fugl fra et træ. Waste Not og Song Dong-familien rejser den dag idag stadig rundt fra by til by, og da jeg mødte Song Dong på ARoS, var Song Hui i Düsseldorf for at pakke udstillingen ned og gøre klar til at sende den videre til Groniger. Jeg synes, at historien om Waste Not er så fin; Dét, at familien fortsat rejser rundt med udstillingen efter moderens død, vidner om sammenhold og hjertevarme. Song Dong kunne, knap to år efter udstillingen på Kunsthallen og uden at have mødt mig, huske de tegninger, jeg havde lavet af nogle af genstandene. Det synes jeg er så fint og nærværende, og det vidner om, hvor meget udstillingen betyder for familien.

Song Dong "Big brother" | Photos by I DO ART Agency.

Song Dong "Big brother" | Photos by I DO ART Agency.

Det er faktisk først nu, efter at jeg har set denne udstilling og læst det dertil fremstillede katalog (som har gjort mig så nysgerrig, at jeg også har læst en del på nettet om Kina efterfølgende), at det rigtig er gået op for mig, hvor massiv overvågningen, censureringen og kontrollen af befolkningen i Kina egentlig er. Kina har en lang historie for at lukke sig selv inde og resten af verden ude. Deres håndtering af de sociale medier er et godt eksempel: Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, Google og Youtube, tjenester som for længst er blevet dagligdag her i Vesten, er bannet i Kina, som i stedet har oprettet deres egne pendanter til de populære tjenester. Dermed har “Den Store Kinesiske Firewall” (det hedder den virkelig) nemmere ved at kontrollere, hvilket indhold der kommer ind og ud. Hvis man på Baidu.com (den kinesiske udgave af Google) søger på ord som generer styret på den ene eller anden måde, fx. “demokrati”, “censur” eller “menneskerettigheder”, så bliver resultaterne straks blokeret. Fængslinger, bortførelser og chikaner af fx. advokater og kunstnere, der går imod styret, er ikke et sjældent syn.

Her er det meget nærliggende at fortælle om Ai Weiwei, som også har et værk med på udstillingen. Som søn af en af Kinas største (og samfundskritiske) digtere, Ai Qing, voksede han op i det nordlige Kina, hvor faderen var idømt internt eksil, også kaldet arbejdslejr, som straf for at have kritiseret systemet. Han var dømt til at rense toiletter dagen lang, og under opholdet blev han forbudt at udgive sine digte. Ai Weiwei er altså i den grad vokset op med bevidstheden om styrets magt og kontrol over folket, men det har ikke fået ham til at rette ind. Tværtimod. Han har en lang række af samfundskritiske værker bag sig, og er lige nu nummer to på Art Reviews Power 100 liste over de mest indflydelsesrige personer i kunstverdenen. I 2008 indsamlede han over 5000 navne på skolebørn, der var omkommet efter et stort jordskælv i den kinesiske provins Sichuan, for at sætte fokus på de bekymrende dårligt byggede skoler, som kollapsede alt for hurtigt i forhold til mange andre bygninger, fx. de offentlige instansers. Myndighederne prøvede at skjule det; men Ai Weiwei kæmper for åbenhed.

Ai Weiwei "Yu yi" | Photos by I DO ART Agency.

Ai Weiwei "Yu yi" | Photos by I DO ART Agency.

I 1994 blev Ai Weiwei fotograferet, mens han knuste en antik vase fra Han Dynastiet på jorden, og han malede senere hen en hel serie af de antikke vaser over med farverig maling. I 2010 åbnede en udstilling på Tate Modern i London, der bestod af omtrent 100.000.000 solsikkefrø af porcelæn, fremstillet af 1.600 mennesker over to et halvt år. Værket rummer flere forskellige referencer, blandt andet symboliserer det værdien i det enkelte menneske, og hvordan at noget stort kan udrettes, hvis mennesker står sammen. En tanke der er værd at huske, når den revolution, som Ai Weiwei håber på, kommer. Samtidig sætter værket selvfølgelig tanker igang om den kæmpestore masseproduktion, der foregår i Kina som følge af Vestens overforbrug. Det er svært at udvælge værker at fortælle om, når det kommer til Ai Weiwei, da hans bagkatalog rummer så mange interessante værker og historier, samt en diversitet som gør det svært at sætte et mærkat på ham som kunstner.

Ai Weiwei har som sagt rigtig stor indflydelse i kunstverdenen, og hans kritiske stemme rækker langt ud over Kinas grænser, blandt andet på grund af hans omfattende tilstedeværelse på de sociale medier. I april 2011 blev det for meget for den kinesiske regering, og Ai Weiwei blev anholdt og fængslet uberettiget i 81 dage. Han fik ikke at vide, hvorfor han var blevet anholdt og fængslet, og måtte heller ikke få en advokat. Han kalder det selv for en kidnapning, og han blev løsladt med ordene: “Weiwei, we can always arrest you again, and we don’t ever have to release you. Just remember that.” Siden da har han været massivt overvåget af myndighederne, og han og alle omkring ham, er blevet udsat for urimeligheder i en størrelsesorden der er helt ubegribelig. Hans pas har også været taget fra ham, og det var først i sommers, at fik han det tilbage. Så at han, efter alt dette, rent faktisk var til stede ved åbningen af udstillingen på ARoS d. 20 november, er ret stort, synes jeg.

Ai Weiwei er samtidig en af de kunstnere, der har fremstillet et værk specielt til udstillingen. Det hedder Yu Yi, og er en 12 meter lang figur, formet som en menneskekrop og fremstillet efter en gammel teknik, hvor tynde strimler af bambus bliver opvarmet og formet, og derefter bundet sammen med sejlgarn. Den enorme figur svæver i 8 meters højde over én, og er desuden udsmykket med dioder i skiftende farver. Det er en imponerende installation, som både har historiske referencer tilbage til gamle kinesiske begravelsesdragter samt en symbolsk værdi i form af Kina, som en af verdens største supermagter.

Xu Bing "1st Class" | Photos by I DO ART Agency.

Xu Bing "1st Class" | Photos by I DO ART Agency.

Xu Bing’s værk 1st Class består af omkring 500.000 cigaretter, der er sirligt placeret i et mønster, som forestiller et tigerskind. Dette værk er ret hypnotiserende, og rummer kontrasten mellem tigeren som et positivt og stærkt symbol i Kina, samt noget knap så flatterende; Kina tager både titlen som verdens største forbruger og producent af tobak.

Peng Wei "Letters from a distance" | Photos by I DO ART Agency.

Peng Wei "Letters from a distance" | Photos by I DO ART Agency.

Ikke nok med at værkerne har en stor æstetisk værdi, og en betydningsfuld baggrundshistorie, præger også håndværket og den dertilhørende tålmodighed, som det kræver, stort set alle værkerne. Mange af dem udspringer desuden fra gamle kinesiske håndværk, som fx. Ai Weiweis bambuskontruktion og Shao Fan‘s portræt af en kanin, som er blevet til ved hjælp af en helt speciel kalligrafisk teknik og består af 200.000 ensartede strøg med blæk på rispapir. De historiske og højt værdsatte håndværk bliver bragt videre i nye kontekster. Et godt eksempel på det er Peng Wei‘s installation Letters From a Distance, som retter fokus mod nogle ret spændende og aktuelle spørgsmål omhandlende originaler og kopier af kunstværker. Hun benytter sig af gamle kinesiske håndværksteknikker til at fremstille de fineste håndmalede papirruller, bøger og trææsker, som er udstillet side om side på et aflangt podie. Men det viser sig, når man læser infosøjlen, at nogle af værkerne er kopier af sig selv. Altså ligger originalerne side om side med kopierne, og man bliver så ærgerlig over, at man ikke kan se forskel. Ærgerlig på sig selv, altså. Og digitaliseringen. Ingen tvivl om, at digitaliseringen bringer meget godt med sig, og jeg synes da også, som kunstner og illustrator, at der er noget godt i, at et værk ikke bare er forsvundet, når originalen er solgt, men at det kan leve videre i flere hjem som print. Men når efterspørgslen på prints er større end originaler, forsvinder glæden ved håndværket så ikke?

Liu Jiuanhua Square | Photos by I DO ART Agency

Liu Jiuanhua Square | Photos by I DO ART Agency

Liu Jiuanhua har også et håndværksmæssigt imponerende værk med på udstillingen. Square har sit eget rum, og når man træder ind i det, er det første, man tænker, at det umiddelbart ligner store flotte vanddråber, som ligger på firkantede plader. Rummet er mørkt, og kun dråberne er oplyst. De skinner lige så flot, som Song Dong’s føromtalte lysekrone, og det viser sig også ved nærmere eftersyn, at det er porcelænsdråber belagt med 24 karat guld. I udstillingskataloget står der et ret fint citat, som jeg synes opsummerer værket godt: “Vi spejler os i guldbelagt porcelæn som medansvarlige for et eskalerende forbrugssamfund.

Chen Xiaodan "Bloom - The Great Wall" | Photos by I DO ART Agency.

Chen Xiaodan "Bloom - The Great Wall" | Photos by I DO ART Agency.

Chen Xiaodan’s værk Bloom – The Great Wall beskriver et vigtigt og meget langt kapitel i Kinas historie; Den Kinesiske Mur, som det tog flere tusinde år at bygge. Værket fortæller ved hjælp af en mur bygget af hule porcelænsmursten hvor man på bagsiden finder knogle- og planterester, den absurde historie om forholdene under byggeriet. Bygningsarbejderne var under slavelignende forhold, og når de døde, hvilket hundredetusindvis af dem gjorde, blev deres lig anvendt som byggemateriale til muren.

Yin Xiuzhen "Portable Cities" | Photos by I DO ART Agency.

Yin Xiuzhen "Portable Cities" | Photos by I DO ART Agency.

Et andet bevis på, at den her udstilling betyder meget for kineserne, er Yin Xiuzhen’s værk, Portable Cities. Hun har nemlig lavet et værk specifikt til og om Aarhus. Hendes bidrag til udstillingen er et udvalg af hendes mange kuffertinstallationer, hvor hun portrætterer byer, hun har besøgt, ved at sy byens markante huse ud af beboernes aflagte tøj. Og hun har selvfølgelig også syet Aarhus. Jeg kunne kigge på det i timevis. Banegården, Aarhus Teater, Moesgård, Gellerup, Rådhustårnet, Den Gamle By, Botanisk Have, Den Permanente, Isbjerget, Domkirken, ARoS, osv. Det er sjovt at kigge på Aarhus og at kunne genkende det hele, men også fascinerende at betragte de andre kufferter, hvor arkitekturen og farverne er helt anderledes.

Portable Cities er igen et værk, der både er æstetisk og fascinerende, men som også rummer en underliggende kritik. Valget af genbrugsmaterialer er en kommentar på den ‘brug og smid væk’ kultur, vi lever i, og informationssøjlen, der er sat op ved siden af værket, informerer én om, at Kina er verdens største producent af tøj, og at mange af de 20 millioner kinesere, som industrien beskæftiger, lever under kummerlige forhold og får en meget lav løn. Samtidig forurener fabrikkerne så meget, at 70% af Kina’s floder, søer og vandreserver er forurenede, og hver fjerde kineser har ikke adgang til rent vand.

Jing Keven | Photos by I DO ART Agency.

Jing Keven | Photos by I DO ART Agency.

I Danmark lever vi overordentlig godt, så godt at det nogle gange bliver lidt for nemt at vende det blinde øje til resten af verdens galskab. Jeg synes, at den her udstilling hjælper med at åbne øjnene op for en anden verden, som er i så dybe problemer, at det næsten ikke er til at forstå. Samtidig opdager man, at vi lever i én og samme verden, og selvom Kina og landets tilstande og omfang er så langt væk, både fra vores fatteevne og geografiske afstand, bidrager vi hver dag selv til problemerne – når vi køber alle vores Made in China produkter, og når vi flytter vores egne produktioner til Kina, simpelthen fordi det er billigere. Men udstillingen giver også håb – for Kina er ved at vågne op, og det vidner denne udstilling om. Samtlige kunstnere er bevidste om den realitet, de lever i, og de er ikke bange for at råbe op og fortælle resten af verden om den. Det skaber stof til eftertanke, og grænserne mellem øst og vest nedbrydes langsomt. Jeg håber ihvertfald selv at se meget mere til kinesisk kunst og kultur i de kommende år, og selvfølgelig til en dag selv at besøge det store, komplekse land, Kina.

Ji Wenyu & Zhu Weibing "Holidays" | Photos by I DO ART Agency.

Ji Wenyu & Zhu Weibing "Holidays" | Photos by I DO ART Agency.

Mao Tongquiang "Commemoration, Death for Whom" | Photos by I DO ART Agency.

Mao Tongquiang "Commemoration, Death for Whom" | Photos by I DO ART Agency.

Og så vil jeg selvfølgelig anbefale alle at tage et smut forbi ARoS, og opleve A New Dynasty – Created in China på egen hånd. Udstillingen løber helt frem til d. 22. maj 2016, og det er i den grad en oplevelse værd.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.