ET PORTRÆT AF EN KUNSTNER OG EN FAR

En dag, som så mange andre dage, hvor vi scroller gennem facebook’s endeløse opdateringer, bliver vores blik fanget af nogle vanvittige, specielle og flotte malerier, som vores ven, dygtige fotograf Johanne Fick, har lagt op.

Billederne er lavet af hendes far, Ole Fick, og vores nysgerrighed for at vide mere er vækket på et splitsekund. Vi sender et par spørgsmål i Ole’s retning, får Johanne til at portrættere sin far med sit kamera, og modtager i dag, til stor begejstring, dette smukke portræt af en kunster og en far.

 Foto: Johanne Fick.

Foto: Johanne Fick.

Hej Ole, hvem er du? Kan du tage os med på en kort (ikke for kort) guidet tur gennem dit liv og din karriere. Hvad har gjort, at du har valgt den vej, du har?
At tegne blev mit sprog, længe før jeg begyndte i skolen. Sammen med min mor tilbragte jeg evigheder i store deprimerende mørke lejligheder i Københavns nordvest kvarter, hvor hun gjorde rent for andre mennesker. Heldigvis var der næsten altid et stykke papir og en blyant at finde, og det blev min redning. Jeg foretrak at tegne frem for at tale – jeg har nok været et ret stille barn. Tegneriet fik mig også igennem en skrækkelig skoletid, jeg var ikke god til noget som helst, udover at tegne… og så at klatre op i tovene. Det gjorde jeg så i ni år. Så var det nok.

Jeg maler, fordi tegneriet blev mit erhverv. Som uddannet reklametegner har jeg konstant måtte efterkomme kunders ønsker og undertrykke mine egne. Men i maleriet er jeg “vorherre”. Der er det kun mig, der bestemmer. Jeg behøver ikke blive indbagt i butterdej og lade mig hejse op i kødkroge højt over byens tage, hvis det er det, det skal handle om – jeg kan nøjes med at male det. Derfor elsker jeg maleriet, maleriet som så ofte gennem tiden er blevet erklæret for dødt. Men det er jo netop illusionen, der er det afgørende for mig. Alt kan lade sig gøre. Jeg har ikke en subjektiv og skjult historie man skal kende til eller forstå. Din tolkning er lige så god som min.

 Foto: Johanne Fick.

Foto: Johanne Fick.

Jeg spiller musik, fordi her er jeg netop ikke “vorherre”. Musikkens sjæl er, for mig, noget uden for mig selv, noget guddommeligt som jeg kun kan nå sammen med andre, som når tibetanske munke brummer i kor, og der opstår en helt anden melodi af uforklarlige overtoner i et punkt højt over deres hoveder. Jeg anser musik for den største kunstform af dem alle.

Hvor starter du din kunstneriske proces, hvad inspirerer dig, og hvor kommer idéerne fra?
Et billede tager som regel sit udgangspunkt i noget jeg har set, hørt, følt eller drømt. Men det er kun det, der sætter processen igang, mange idéer kommer under arbejdet, og de ændrer sig under vejs. Det begynder altid med en blyantsskitse, motiverne er ikke kalkulerede, idéerne opstår som mere eller mindre tilfældige indfald, som jeg bare lader strømme. Jeg kan tit undre mig over, hvor det kommer fra, og hvad betydningen er – hvis der altså er en sådan. Under den langsomme proces med at overføre idéerne til lærredet, kan der stadig komme indfald, som jeg midt i det hele er nødt til at tage med. Af og til arbejder jeg efter et dogme, der tvinger mig til at skulle male det næste indfald, uanset hvor vanvittigt det måtte forekomme. I sidste fase rettes kompositionen, lyset, skyggerne og farverne til. Man kan sige, at det er her, jeg kommer ind som ‘vorherre’ og rydder op og ordner.

 Foto: Johanne Fick.

Foto: Johanne Fick.

Kan du beskrive dit atelier? Har du en favorit detalje eller en hemmelig yndlingskrog?
Det er vigtigt for mig, at jeg kan glemme mig selv, og det kræver, at jeg føler mig fri for irriterende og forstyrrende elementer. Jeg må ikke have “en sten i skoen”. Jeg kunne for eksempel ikke arbejde i en uopvarmet fabrikshal, hvor min hjerne hele tiden gør mig opmærksom på, hvor rart det bliver at komme hjem til en varm kop kaffe. Der skal også være “løs bagkant” gennem dagen, altså ingen aftaler eller andre gøremål. Så kan hjernen få frit løb. Det er det ideelle, men kan ikke altid lade sig gøre.

Mit atelier befinder sig på førstesalen i en gammel Amagervilla, hvor jeg bor. Lokalet opfylder til fulde de krav, jeg stiller – og dog kunne jeg bruge lidt mere plads til at rode. Men her er masser af lys og en terrasse, jeg kan sidde og “fintænke” på om sommeren, så den er nok min “yndlingskrog”.

 Foto: Johanne Fick.

Foto: Johanne Fick.

Hvor ser du dig selv i din kreative eller kunstneriske karriere?
Nu tænker jeg ikke i karriere, jeg er jo snart i pensionsalderen, selvom jeg ikke har i sinde at lade mig pensionere, så længe jeg kan holde på en pensel og er ved mine fulde fem. Det er stimulerende at opleve en stigende interesse for mine malerier, men hvad det kan føre med sig, ved jeg ikke, det er jo allerede nok når et “afsendt” billede finder sin “modtager”. Det er jo først der, det bliver til kunst.

Hvad er du allermest stolt af, du har gjort/lavet – og hvad håber du at komme til at opnå i fremtiden?
Med hensyn til mine malerier, så er det processen, jeg tænder på. Når billedet er færdigt, er det færdigt, men så er der forhåbentlig en anden, der tænder på det. Når det sker, er jeg glad, for det er jo det, der giver meningen med det hele. Stolt, det er noget man er på andres vegne, jeg er for eksempel stolt over mine to børn, som har udviklet sig til at blive elskværdige mennesker med stor retfærdighedssans. De er fremtiden.

 Fotos: Johanne Fick.

Fotos: Johanne Fick.

Her til sidst, er der noget du gerne vil tilføje?
Jeg tror sådan set ikke, at jeg lærer verden eller mig selv bedre at kende gennem maleriet, snarere tvært imod. Jeg glædes, undres og forfærdes gang på gang, både over verden og mine egne frembringelser. Dog tror jeg, at når jeg en dag skal forlade dette liv, vil mine tanker ikke længere være fragmenteret i tusindvis af spørgsmål, men være samlet til et eneste gigantisk spørgsmålstegn. Så er der da lidt hold på tingene.

 Fotos: Johanne Fick.

Fotos: Johanne Fick.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.