ET PARALLELUNIVERS HVOR ZEBRAFINKER SPILLER ELGUITAR

Franske Céleste Boursier-Mougenot (f. 1961) har med værket From Here to Ear, v. 21, som netop er åbnet på Copenhagen Contemporary, skabt en parallel virkelighed hvor harmonier opstår i samspillet mellem det menneskeskabte og det naturlige.

Vi træder gennem et forhæng af kæder og ankommer til en anden verden. Her gælder nogle andre regler, og værket kræver både ro, nysgerrighed og tid. I det støvede ørkenlandskab, begroet med sporadisk grøn vegetation, står spinkle metalstammer hvorfra silhuetter vokser og bliver til el- og basguitarer. Jorden er dækket med et grovkornet sandlag, og vi dirigeres gennem rummet af et labyrintisk stiforløb, som hverken har begyndelse eller ende. Omverdenen har vi glemt alt om.

Omkring os sværmer en flok ivrige zebrafinker. Deres kvidren er insisterende, men oftest overdøves den af tilfældige toner fra de 17 forstærkere, der står langs rummets vægge. Hver forstærker er koblet til en af guitarerne, som fuglene aktiverer, når de lander på strengene. De i alt 88 zebrafinkerne finder mad og vand i trommebækkener, der ligger spredt ud på sandjorden, og fra loftet hænger flettede redeklynger, hvori fuglene kan finde ro.

Efterhånden bliver det nemmere at komme helt tæt på fuglene og dermed muligt at observere deres færden og deres mønstre. Nogle synes at flakke hvileløst rundt - måske i en søgen efter en mage. Andre holder sig mest på jorden, og hvis man kigger godt efter opdager man, at enkelte er gået i gang med at bygge rede på de elektriske instrumenter.

I denne verden eksisterer der ingen afgrænsninger mellem kultur og natur, det menneskeskabte og det organiske, det systematiske og det uforudsigelige. Alle hændelser skabes og forandres i en næsten performativ dialog mellem os og fuglene, og lynhurtigt glemmer vi, at det ikke bare altid er sådan. Herinde smelter tingene sammen – og det er befriende.

Tiden forsvandt i de lange, ekkoende toner fra fuglenes klør, og pludselig er der gået halvanden time. Vi løsriver os fordybelsen, finder vej af de snørklede stier, ud gennem forhænget og vender tilbage til virkeligheden. Besøget i Céleste Boursier-Mougenots parallelle verden vil helt sikkert blive siddende i os længe endnu – på nethinden og i de dybere lag.

CBM-FromHereToEar-Agency.idoart.dk-113-1500-crop.jpg
Céleste Boursier-Mougenot "From here to ear v. 21" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.
CBM-FromHereToEar-Agency.idoart.dk-068-1500.jpg
Céleste Boursier-Mougenot "From here to ear v. 21" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Céleste Boursier-Mougenot "From here to ear v. 21" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Céleste Boursier-Mougenot, “From Here to Ear, v. 21”
Fra d. 25. november 2016 - d. 5. marts 2017
Copenhagen Contemporary, Trangravsvej 10-12, 1436 Kbh K.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.