ET FORLADT GARVERI

Forladthed. Det er ordet, der umiddelbart kan beskrive det nedlagte garveri. Jeg vil ikke engang kalde det nedlagt, for det virker ikke til, at nogen har taget en beslutning om at nedlægge det – det er bare blevet forladt, efterladt midt i det horisontale landskab, og dér ligger det så. Smukt på sin egen triste og ensomme måde, der rummer fortid uden håbet om at gå en fremtid i møde. Det ligner et træt ansigt eller en udmattet krop.

Jeppe sendte mig en artikel fra Stevnsbladet, som handler om, at det gamle garveri i Store Heddinge er blevet købt af kommunen, der vil rive det ned. De synes ikke, de kan være bekendt at have det liggende dér, som de ytrer i artiklen. Jeg ser anderledes på det. Jeg synes, bygningen er smuk og spændende og emmer af levet liv. Jeg synes, den har potentiale. Derfor tog vi toget til Store Heddinge på Stevns, og kort fra stationen ligger så Berg og Friis Garveri og Drivremfabrik. Monumentalt og bombastisk, men fredeligt med dets store, smukke vinduesparti, hvor man kan se trapperne zigzagge sig mellem stuen, første og anden sal. Jeg fik et sug i maven af spænding og havde det helt børneagtigt indeni, fordi vi jo ikke havde spurgt om lov til at besøge bygningen.

All photos by Jeppe Andersen

Selvom den ligger fredeligt hen, så gør den opmærksom på sig selv, som den står dér og blafrer i vinden, fordi alle vinduer er smadrede, og man gennem dem imødekommes af blæsende stof og plastik, hvis lyde midt i provinsens stilhed minder om noget fra en gyserfilm. Derudover er landskabet omkring bygningen særdeles fladt, hvilket er med til at understrege det monumentale forhold. Det gør det til et ambivalent møde, der også skaber en form for uhygge og usikkerhed på, hvad der egentlig gemmer sig derinde. Jeg fik flere gange en følelse af, at der var andre end os i bygningen, men måske var det min fantasi, der løb af med mig.

Garveriet lukkede i 1977 og trods forsøg på at udleje det til anden brug sidenhen, er det ikke lykkedes at holde liv i bygningen. Den er misligholdt, og dens tidligere identitet afsløres kun ved at stille ekstra skarpt ind på de falmede bogstaver på vestgavlen. På grunden ligger også et mindre stuehus ud til vejen, som ser mindst ligeså forladt ud. Jeg havde forinden haft en forestilling om, at vi skulle klatre over hegn for at komme indenfor, fordi kommunen nu har købt grunden, men der var ikke nogen form for afskærmning. Vi tog blot i håndtaget og gik direkte ind, som var vi inviteret.

Vi startede på 1. sal og var fuldstændig lykkelige og overvældede over det, vi så. Så meget nerve. Ikke mange arbejdsredskaber fra garveritiden er tilbage i bygningen, men alligevel kan man få en fornemmelse af datidens interiør, da mange ting er indbygget i de rum, hvor de tidligere har tjent en bestemt funktion. Men skufferne er tomme, medarbejderne væk og kontorene ryddet for dét, der engang var et vigtigt håndværk og pengegenererende erhverv. I mange af rummene ligger der affald hulter til bulter, som jeg ikke aner hvor kommer fra. Måske er det fra nogle af de andre erhverv, der siden garveritiden har forsøgt at overtage bygningens funktionalitet – der har blandt andet været en maskinfabrik og tømrerværksted. Men sikke nogle rum! Højt til loftet og masser af lys gennem vinduerne, som i helhed nærmest giver et sakralt indtryk. Vi gik begge to og drømte om at lave kreative værksteder, for tænk engang at have tre etager at bruge til at skabe og iværksætte i.

En bygning kan naturligvis ikke få lov at stå helt uberørt hen – sådan er det som oftest, uanset om man befinder sig i storbyen eller i de mindre byer. Enten flytter dyr, planter og svampebakterier ind, eller også finder byens unge på at indtage det forladte. Jeg var flere gange ved at glide i en masse små kugler, som selvfølgelig var fra hardballkampe, og det er tydeligt at se, hvordan at der i flere af rummene er bygget smarte konstruktioner til at gemme sig bag.

På et garveri konserverer og blødgør man huder og skind, så det kan bruges til fx drivremme, tøj, skosåler og den slags. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med garveriteknikken, men det er efter sigende et af de ældste håndværk, vi kender. Der er i de ægyptiske pyramider fundet vægmalerier, der viser garvere i arbejdet med at behandle læder. Processen foregår i store kar og valser, hvor huderne renses, affedtes, garves og farves. Til sidst bliver de tørret og efterbehandlet. I Danmark var der, omkring år 1900, 300 garverier, og det sidste lukkede i 2004, efter at industrialiseringen siden 1950′erne også tog over dette håndværk. Garveriprocessen er langsommelig, og derfor er den udkonkurreret af erstatningsprodukter som fx plastik.

Vi undersøgte stueetagen som det sidste, og der var mindre spændende end på de andre etager. Andre havde prøvet lykken og brugt rummene til værksteder og efterladt et rod. Pludselig så vi en mand udenfor vinduet, som havde hænderne på ruden rundt om øjnene for at skærpe sit blik, og det gøs i mig. Jeg er så dårlig til at være outlaw, men samtidig kan jeg ikke lade være. Da vi kom udenfor igen for at fotografere bygningen derfra, viste det sig, at manden holdt rygepause fra sin cykeltur – og så tror jeg, at han var mindst ligeså nysgerrig som os. Ingen panik.

Jeg er glad for, at jeg havde min helt private fotograf med til at fotografere. Jeg synes, at billederne giver et godt indtryk af det modstridende ved garveriet, som det står dér på en flot forårsdag og skiller sig ud. På den ene siden noget forladt eller forstødt, og på den anden side noget smukt, nærmest poetisk.

All photos by Jeppe Andersen