ET DRAGENDE BEDRAG

Hvor mange lag kan der findes i en fotografisk gengivelse af virkeligheden? I hvor høj grad kan et fotografi manipulere med vores perception og opfattelse af dagligdags omgivelser? Der var noget ved Thomas Demands fotografier, som gav mig lyst til at undersøge dem nærmere, og da jeg for anden gang så udstillingen på The Common Guild i Glasgow, havde jeg aftalt et møde med medarbejder, Elizabeth Hudson, der kunne fortælle mig om værkerne, mens hun viste mig rundt.

Jeg mødtes en fredag eftermiddag med administrativ assistent, Elizabeth Hudson, på galleriet The Common Guild, der ligger på en af Glasgows mange skrå gader. Hun kunne fortælle mig mere om udstillingen, Daily Show, og de bagvedliggende tanker og kunstneriske greb, som Thomas Demand arbejder med. Elizabeth gjorde mig i den grad klogere, og det gik op for mig, at der var mere vidde i udstillingen og værkerne, end jeg først havde opfattet.

Et fotografi af rekonstruktionen af et fotografi
Den tyske kunstner Thomas Demand arbejder med kunstfotografiet på en helt særlig måde, der efterhånden har givet kunstneren en lang række værker i serien, som han kalder The Dailies. Han tager fotografier med sin iphone af hverdagens mere eller mindre bemærkelsesværdige situationer, genstande og glimt. I den sociale medie-verden, vi lever i, hvor selfie-stænger og pænt opsatte digitale stillebener fylder meget i vores firkantede øjne og genererer røde hjerte-anerkendelser, kan Demands billeder synes umiddelbart velkendte. Men ved at undersøge kunstnerens fotografier nærmere, er der flere lag at overvældes af, som fik mig til at stå med en pegefinger på hagen, og et imponeret wow på læberne.

 Works by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Works by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

I praksis arbejder Demand med forevigelsen af sine omgivelser på flere niveauer end fotografiet, som vi alle til daglig er blevet professionelle brugere af og beskuere til. Dette sker i krydsfeltet mellem fotografi og skulptur, der netop skaber disse flerlagede værker. Ved at betragte hverdagsobjekter, fotografere dem og herefter genskabe objekterne af papir i en skala på 1:1, arbejder Demand således med at fotografere rekonstruktionen af det oprindelige motiv. Det kan ses ved at nærstudere værkerne, hvor man på nogle motiver kan ane et papirhjørne; et bevidst valg fra kunstnerens side for at sikre, at vi ikke er i tvivl om, at vi bliver snydt. Demand manipulerer med vores perception, men holder det ikke hemmeligt. Hvad er reelle omgivelser, og hvad er opstillet og konstrueret? Dette spørgsmål rejser sig konstant på grund af et flow på de sociale medier, hvor tusindvis af billeder uploades hvert sekund og skaber vores fælles erindring. Det kritiske synspunkt gjorde mig nysgerrig, og jeg talte derfor med Elizabeth om, hvorvidt Demand var ude på at kritisere strømmen af sociale medier og deres mulige ‘falske’ gengivelse af omverdenen. Demand har været eksplicit i sin holdning dertil, og ønsker ikke at se sine værker som en kritik – det er noget, vi teoretikere kan projicere ind i værkerne, hvis vi har lyst, men han selv ønsker at se dem som en kommentar, eller blot en skildring. Papirmodellerne bliver efterfølgende kasseret, og de oprindelige iphone fotografier er ikke en del af værkerne.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by DitteBeskidte.

Work by Thomas Demand | Installation photo by DitteBeskidte.

I udstillingen på The Common Guild, er et udsnit af Demands The Dailies repræsenteret, og den forholdsvis simple æstetik, farvernes dæmpethed og objekternes velkendte funktionalitet opslugte mig. Galleriets rolige, lyse lokaler gav mig mulighed for den fordybelse, som jeg synes, værkerne fortjener. Der er en sirlighed og noget nøgternt ved fotografiernes æstetik, som muligvis kan have noget at gøre med fotoprintene, som er en dye-transfer proces, der især blev brugt i 1970’ernes amerikanske farvefotografi. Elizabeth fortalte, at farve- og toneskalaen ved denne proces er langt større og mere nuanceret end hos andre moderne fotoprocesser og kan skabe stærkt kontrollerede billeder rent farveteknisk – pigmenteringen gør, at de nærmest ligner malerier. Ifølge Elizabeth varer denne process seks uger og er altså tidskrævende ligesom papirkonstruktionerne, hvilket står i stærk kontrast til Demands digitale snapshots fra hverdagen. Som beskuer er det nemt at identificere sig med værkerne, da de dagligdags objekter er genkendelige. Det er små spor af menneskets eksistens i form af en brugt kaffekop – et lille glimt uden en forhistorie eller en slutning på fortællingen, som man selv har mulighed for at tilføje.

 Works by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Works by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand.

Work by Thomas Demand.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

Work by Thomas Demand | Installation photo by Ruth Clark.

 Work by Thomas Demand | Installation photo by DitteBeskidte.

Work by Thomas Demand | Installation photo by DitteBeskidte.

Et illusionistisk tapet
Lokalerne hos The Common Guild er varme og hjemlige på grund af de store vinduer og den bevarede pejs, der antyder en fortid som herskabelig bolig. Demand har ligeledes arbejdet med lyset og rumligheden i udstillingens lokaler og skabt tapetet specifikt dertil. Med dét gør han udstillingen installatorisk. Tapetet er i afdæmpede farver, lys grøn og jordbrun, og ligner papir der er blevet foldet kvadratisk, foldet ud igen og tapetseret på væggene. Elizabeth gjorde klart for mig, hvilken proces Demand har gennemgået i sit studie i LA: Ved at undersøge lysindfaldet i rummene på The Common Guild har han derefter genskabt lyssætningen, herunder hjørnernes indhulninger og skygger, så han har kunne skabe helt særligt og stedsspecifikt tapet til rummene, der matcher lyssætningen. I en skala på 1:1 har han herefter affotograferet det foldede papir og printet det som tapet. Det ser ret fantastisk ud i virkeligheden. Hvis tapetet blot var gentagelser stribe for stribe, som på en almindelig tapetrulle, havde det ikke set realistisk ud i rummet, men her er hver stribe af tapetet særligt. Skyggerne er understregede i lidt højere grad end virkeligheden for igen at få beskueren til at vakle mellem rekonstruktion og virkelighed, ligesom Demands The Dailies.

Jeg var nysgerrig efter at høre Elizabeth om, hvorvidt tapetet ville blive bevaret, men de var stadig i overvejelsesproces om, hvad der skal ske med det efterfølgende. Måske kan man sætte nyt tapet udenpå for at bevare kunstværket som en hemmelighed nedenunder, så galleriet vil være indbundet i et Demand-værk? Tapetets og fotografiernes illusionistiske greb refererer til det antikke trompe l’oeil begreb (fransk; at bedrage øjet), der også var særligt populært i barokken, hvor det er vanskeligt at skelne mellem det malede, her fotograferede, værk og virkeligheden. Det samme gør sig gældende hos Demand, og vi bliver altså bedraget af lyseffekter, genskabte rum og rekonstruerede fotografier. Jeg mener, at det i denne udstilling er et dragende bedrag.

Udstillingen Daily Show kan opleves indtil d. 13. December 2015. The Common Guild arrangerer ligeledes events, og d. 10. december vil en spændende rundbordsdiskussion om Thomas Demands værker og praksis finde sted med inviterede kunstnere og en kurator i panelet. Se mere her.

Ditte Rasmussen (f. 1987) er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling med en bachelor i Kunsthistorie. Ditte har bidraget til idoart.dk siden 2013.