ER BØRNS MØDE MED KUNST FOR UAMBITIØST?

Alle børn tegner, men når teenagealderen kommer, stopper de fleste med at udfolde deres kreativitet. Hvorfor mon? Kan det være fordi, at børns møde med kunst indtil da har været for uambitiøst?

Når vi selv tænker tilbage på vores første møder med kunst, husker vi dansktimer med lange, kedelige billedanalyser og “billedkunst”-timer præget af forudbestemte opgaver og dårlige materialer. Et eksempel på en billedanalyse kunne være at kigge godt og grundigt på Anna Anchers “En begravelse” og svare på følgende spørgsmål: Hvem er på billedet, hvem er død, hvad skete der før, og hvad sker der efterfølgende? Hvad angår billedkunsttimerne, så bestod de som regel af arbejde med akrylmaling på printerpapir, stearindryp, collager af aflagte ugeblade og modemagasiner, kartoffeltryk og fingermaling eller en sjælden gang noget med papmaché.

“Når vi selv tænker tilbage på vores første møder med kunst, husker vi dansktimer med lange, kedelige billedanalyser og billedkunsttimer præget af forudbestemte opgaver og dårlige materialer.”

Måske er det ikke så underligt, at man sparer på materialebudgettet, når man uge efter uge skal have 20 elever igang med kreativ udfoldelse, der højst sandsynligt i sidste ende alligevel ryger i skraldespanden (og så er det helt sikkert også bedst, hvis der ikke er for meget oprydning efterfølgende). Men uanset hvad er dét ikke en tilgang, der emmer af store ambitioner, og vi forstår faktisk godt, at teenagere (og senere voksne) får andre interesser. Måske er det også en af årsagerne til at kunst ikke tages seriøst af flere?

Men så er det jo godt, at vi har kunstinstitutionerne til at udfolde børns møde med kunst… eller hvad? Vi kan desværre ikke lade være med at tænke på, om formidlerne på landets museer mon har samme erfaringer, som dem vi lige har nævnt ovenfor, for det virker til at lignende tilgange reproduceres i insitutionernes klasseværelseslignende børneværksteder, omvisninger, workshops og ferieaktiviteter. Kan det virkelig ikke gøres anderledes?

Jo, det kan det.

Munkerup Strand Lab 2019. Foto © I DO ART Agency.

Munkerup Strand Lab 2019. Foto © I DO ART Agency.

En verden uden facitlister
“Der er måske mange mennesker, der betragter kunst som en luksus i børns udvikling, men vi opfatter kunsten som en nødvendighed. Det er supervigtigt, at børn bliver introduceret for en verden, hvor der ikke er facitlister.” Ordene kommer fra kunstnerisk leder ved Munkeruphus Line Kjær, som mener at børns møde med kunsten er afgørende for at sikre en fremtid af kreative og kritisk tænkende individer. “Når folkeskolen ikke går ind og dækker børns behov for at møde kunsten, så har vi en forpligtigelse som kunstinstitution til ikke bare at tænke udstillingsrum som man altid har gjort det, men at komme børnene i møde der hvor de er.” Gennem ugelange sommerworkshops faciliterede det lille udstillingssted i Dronningmølle, under titlen Munkerup Strand Lab, engagerende og ligeværdige møder mellem skolebørn og professionelle samtidskunstnere. Et projekt som fik os til at tænke lidt ekstra over vores syn på kunstverdenens aktiviteter for børn.

“Hvorfor nedprioriteres børneaktiviteter til en form for sekundær praksis både af museer og kunstnere, og hvad er det der gør, at lige så snart at kunst og børn mødes, så daler niveauet af ambition, stolthed og prestige?”

For mange kunstnere indgår undervisning som et naturligt element for at få økonomien til at gå op. Alligevel florerer børneundervisning sjældent i offentlige samtaler, i Instagram feeds eller på portfoliohjemmesider, men hvordan kan det være? Hvorfor nedprioriteres børneaktiviteter til en form for sekundær praksis både af museer og kunstnere, og hvad er det der gør, at lige så snart at kunst og børn mødes, så daler niveauet af ambition, stolthed og prestige? Det undrer os, for i virkeligheden må noget af det smukkeste vel være at lære fra sig og give sin viden og sit engagement videre.

En katalysator for sanselighed, samarbejde og uventede påfund
Vi var så heldige at få muligheden for at følge de forskellige workshops på Munkeruphus i sommers, og her oplevede vi med egne øjne og ører, at der ligger et stort potentiale i mødet mellem børn og samtidskunsten.

Over de forskellige workshops ledet af madkunstner Augusta Sørensen, arkitekt Gitte Juul samt lyd- og billedkunstner Jette Ellgaard Kristensen, fungerede kunsten som en katalysator for intensiveret sanselighed, fysisk bevægelse, samarbejde, kritisk tænkning og uventede påfund.

I videoen herunder kan du få et indblik i de tre workshops:

Munkerup Strand Lab er et godt eksempel på, hvad der kan opstå, når professionelle kunstnere faciliterer mødet mellem kunst og børn, når ambitionerne bliver skruet op, og når der bliver prioriteret tid til fordybelse og gode materialer. F.eks. fik børnene på Munkeruphus både mulighed for at reflektere over klimakrisen og klodens fremtid, de fik lov til at eksperimentere med professionelle lydoptagere og Gitte Juul inviterede Pontus Kjerrman (tidligere lektor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi) til at undervise i gips. Det var virkelig inspirerende at opleve potentialet udfolde sig, og vi ville ønske, at vi selv havde haft lignende muligheder for at stifte bekendtskab med samtidskunsten (og ikke mindst kunstnerne!), da vi selv var børn.

---

Videoen i denne artikel er produceret for Munkeruphus af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.

---