EN VIDEO OG EN BOG OM DET SÅRBARE SIND

Over seks måneder har illustrator My Buemann undersøgt, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, og hun har igennem samtaler med seks diagnosticerede søgt at få en bedre forståelse for en tilværelse, som ellers er dybt tabuiseret. Nu kan du være med til at sørge for, at hendes bog “Sårbare Sind” kan blive udgivet.

Update: Sårbare Sind blev udgivet d. 24. november 2015. Køb bogen her.

Sårbare Sind“ indeholder livshistorier fra seks personer, som alle har levet, eller stadig lever, med en psykisk sygdom. Som læser bliver man taget med fra de første barndomsminder, igennem indlæggelser, behandlingsforløb, følelsesmæssige nedbrud, psykoser og alle de aspekter af livet, som påvirkes af en psykiatrisk diagnose. De seks beretninger, som alle er illustreret af My, giver et unikt indblik i en tilværelse, som rigtig mange danskere deler, men som alt for ofte neddysses.

Ifølge en omfattende undersøgelse, foretaget af forskere ved Aarhus Universitet i 2014, udvikler hver tredje dansker, på et eller andet tidspunkt i livet, en psykisk lidelse. Dertil er det vigtigt at huske på de mange pårørende, der også rammes. “Sårbare Sind” er et forsøg på at mindske afstanden, øge forståelsen og afstigmatisere, samt en invitation til at lytte og åbne op.

Forståelsen af individet
Siden allerførste gang at My præsenterede os for sit projekt, har vi været dybt fascinerede over hendes idé, tilgang og engagement. My’s arbejde kredser altid om de menneskelige følelser, og med sin karakteristiske simple streg, samt empatiske kompetencer, formår hun at formidle selv de mest komplekse af slagsen. I “Sårbare Sind” tager My et kæmpe skridt ud på et endnu uudforsket område og belyser vigtigheden af den personlige historie. I bogens indledning skriver Matilde Mouridsen (psykiatrisk sygeplejeske på Psykiatrisk Hospital i Hillerød) følgende:”En endegyldig nysgerrighed på den individuelle historie, på mennesket bag diagnosen, må være en byggesten og en drivkraft på vejen mod en større forståelse og indsigt i det menneskelige sind.” Netop dette fokus på mennesket og den individuelle historie er omdrejningspunktet for My’s arbejde med “Sårbare Sind.”

Vær med til at realisere “Sårbare Sind“
Fordi vi mener, at “Sårbare Sind” giver et vanvittigt vigtigt perspektiv på et alt for tabuiseret emne, har vi, i samarbejde med My, valgt at forsøge at udgive bogen. I DO ART Books er dog stadig et nyt og lille fortagende, og derfor har vi ikke på forhånd den nødvendige økonomi, som det kræver at trykke bogen. Derfor har vi nu lavet en crowdfunding-kampagne, hvorigennem du kan forudbestille dit eksemplar af “Sårbare Sind” og dermed være med til at sikre at dette vigtige projekt når ud til så mange som overhovedet muligt. Herunder kan du høre My selv fortælle meget mere om projektet.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.