EN VEJ UD AF MIT VINTERHI

Så vidt jeg husker, var december en udsædvanlig mild én af slagsen. Jeg kan i hvert fald huske, at min fødselsdag, som ligger midt på måneden, var mild og solrig. Og jeg kan huske, at jeg, få dage inden jul, befandt mig i en vinterbadeklub for allerførste gang, og at det var ok, fordi der var 10 graders varme. Men pludselig blev det vinter.

Jeg kan ikke huske, præcis hvornår det skete, men pludselig var den der altså. Frosten. Og sneen. Der var nu ingen undskyldning for ikke at skrue helt op for radiatoren, og for at iføre sig de tykke vanter og den store vinterjakke. Der var nogle dage med stærk østenvind, som nærmest blæste mig omkuld, og mine gåture i skoven blev færre. Og så kom sneen. Jeg kunne godt lide den, når jeg om aftenen sad under mine skråvinduer og kunne se den langsomt dække ruderne til, og når jeg lidt senere åbnede vinduerne og kiggede ud over tagene, der var dækket af sne. Det var hyggeligt og smukt. Men den etablerede sig ligesom aldrig rigtigt, sneen, og endte altid ud i sjap igen. Det var gråt, og jeg kunne mærke en træthed, som om min krop prøvede at gå i vinterhi.

Noget måtte gøres, og på magisk vis begyndte min underbevidsthed langsomt at føre mig til de varme lande. Jeg tror simpelthen, det var en forsvarsmekanisme, der gjorde at jeg sugede alt til mig, der var bare lidt eksotisk. En Bob Marley sang, en ananas, en palme. Tanken om udlandet. En dag begyndte jeg at tegne et tropehus i min skitsebog. Det var en rigtig grå, sjappet dag, og pludselig voksede der et tropehus ud af bogen. Jeg forsvandt ind i tegningen, hvor en hund lå på jorden og sov, og jeg selv sad under palmerne og drak en kop kaffe. Alt var farverigt og solbeskinnet, og jeg følte endelig, at jeg havde fundet en vej ud af mit vinterhi. Jeg havde i hvert fald fundet et midlertidigt gemmested. Det første tropehus, jeg tegnede, kom direkte fra fantasien, men da min interesse for tropehuse blev forøget, begyndte jeg at søge på nettet, og faldt af en eller anden grund over huse i Haiti. Jeg fandt her en guldgrube af smukke huse i alverdens farver, omgivet af bananpalmer og træer; lige dét, jeg drømte om.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der er begyndt at længes lidt efter varmere tider, og derfor vil jeg her i dette indlæg dele min lille tropeverden med jer, og forhåbentlig vil en solstråle glide gennem skærmen og lige ind i sindet på den, der skulle have brug for det.

Alle de bedste tropehilsener, Puk.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.