VIDEO | EN SPONTAN NYTÅRSTALE

2015 er slut, og det er tid til at kigge tilbage. Nu er det tid til at skrive lister og reflektere; at skrive sig frem til, hvad man egentlig har foretaget sig. Tiden bevæger sig så stærkt, og jeg tror virkelig, at der ligger en stor værdi i at stoppe op engang imellem og tage et kig på sit liv, og på hvordan man egentlig har brugt denne dyrebare tid, som man er blevet skænket – og hvordan man vil bruge den fremadrettet. I det her indlæg vil jeg se tilbage på og reflektere lidt over året, der er gået, samt fortælle lidt om mine planer for det kommende år.

Hør mig læse min tale op i videoen (som spontant blev filmet nytårsaften) nedenfor.

2015 har været et vildt, overvældende og fantastisk år. I 2015 har det kildet i maven, da jeg oprettede et CVR-nummer og besluttede mig for at satse fuldt ud på at tegne og illustrere. Det har kildet i maven, da jeg fik en aftale med et forlag om at udgive en bog, og endnu mere da jeg besluttede at droppe aftalen igen for at lave noget endnu bedre. Og med en klump i maven af både glæde og sørgmodighed forlod jeg København for atter at flytte tilbage til min hjemby Aarhus, på udkig efter nye eventyr.

Jeg elsker som sagt at samle op på og dokumentere livet, undervejs som det sker. Det spontane videointerview, som Rikke Luna og Matias lavede med mig i april, er på en måde en sådan ting. Et indblik i mit liv og mine tanker, som de var netop dén dag i april. Det var virkelig et spontant interview, som jeg på ingen måde havde forberedt mig på, hvilket resulterede i en masse både fjollede, impulsive men også direkte-fra-sjælen ting, og jeg har faktisk genset videoen flere gange i løbet af året, for at tage imod mine egne råd fra foråret. Det kræver nogle gange en lille smule is i maven at springe ud som selvstændig uden nogen færdiggjort uddannelse af falde tilbage på, og på de der grå dage hvor der hænger lidt for mange bekymringer over hovedet, har jeg taget videoen frem og er blevet husket på den solbeskinnede forårsdag, hvor jeg spontant delte ud af mine gode, håbefulde råd – fx. at man aldrig skal give op, og hvis man blot bliver ved med at arbejde, skal det hele nok gå! Og det er virkelig sandt, at man skal arbejde sig igennem både de gode og dårlige tider.

Et af årets højdepunkter var min tur til Lissabon i foråret. Det var en lille ferie, hvor jeg skulle besøge min veninde, der boede der. Jeg blev smaskforelsket i byen, og jeg har fået et meget større tilhørsforhold til den, end man umiddelbart skulle tro, man kunne få på blot fem dage. Måske var det fordi, jeg virkelig gennemtraskede byen for at tage billeder af flest mulige af de smukke husfacader. Efter at have gjort netop dét i Aarhus i årevis var det forfriskende at gøre i en helt ny by, hvor man så alt for første gang. Et øjeblik blev jeg helt bange for, at jeg aldrig mere ville kunne finde en flot bygning i Aarhus, da arkitekturen i Lissabon bare er så vild og farverig. (Det kunne jeg dog heldigvis godt). Jeg blev fyldt op med inspiration og tegneglæde og vendte hjem til Danmark med fornyet energi.

Da sommeren kom, havde jeg min sidste dag på Københavns Tekniske Skole, hvor jeg havde gået siden april 2014. Lige lidt over et år. Jeg havde taget to grundforløb; et som grafisk tekniker, og et som skiltetekniker. Jeg elskede virkelig skolen, og det jeg lærte dér, men drømmen om at gå fuldtid med mit eget projekt som kunstner og illustrator trak bare mere i mig, end at tage et praktikforløb på 3 år i en anden virksomhed for at tage hele uddannelsen færdig. Jeg havde i løbet af foråret gået og forberedt mig lige så stille på, at når skolen sluttede, ville jeg være selvstændig, så jeg var mere end klar. Da jeg gik fra skolen den allersidste dag, satte jeg mig på en bænk nede ved søerne, og skrev følgende på den første side i min notesbog: “Første dag som selvstændig: I dag var det sidste dag på skolen, det vil sige ikke mere SU, og dermed står jeg nu for at tjene mine egne penge. Personligt er det jo ikke så nyt for mig at tænke på denne måde, men nu har jeg bare hele dagen til det. OG FUCK HVOR HAR JEG GLÆDET MIG. Da jeg gik fra skolen for sidste gang, og kom ned til søerne og Dronning Louises Bro og Kaffesalonen, så jeg pludselig alt med nye øjne – som om jeg nu er en del af det hele. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føles godt.”

Jeg havde egentlig tænkt mig at blive boende i København, men som det så ofte sker, ændrer planer sig pludseligt, og efter at have holdt sommer i København (og Malmø), flyttede jeg i slutningen af juli tilbage til min hjemby, Aarhus. Jeg flyttede ind på et dejligt kvistværelse på Trøjborg, hvor jeg med det samme indrettede et tegneværksted. Det jeg havde glædet mig mest til, var at kunne stå op om morgenen og gå igang med at arbejde med det samme. Hvor der før havde været skole, var der nu tid til at tegne.

Noget jeg har fundet ud af er, at man altid skal følge sine umiddelbare idéer, og at der kan komme noget ud af alting. Idéer eller fascinationer kommer i bølger, og pludselig kan en interesse for fx. asiatisk kunst og illustration dukke op fra sidelinjen, som det for eksempel skete for mig i løbet af efteråret. I starten ved man måske ikke helt, hvor det kommer fra, eller hvad man skal bruge det til, men man må stole på sin intuition, og så se hvad det bringer med sig. Jeg skrev mit første indlæg om Asien i september, og i november fandt jeg mig selv midt i både opsætningen og åbningen af ARoS’ stort anlagte udstilling med kinesisk samtidskunst A New Dynasty - Created in China, sammen med blandt andet Song Dong, som er en af de kinesiske kunstnere, jeg virkelig beundrer. Denne rejse ind i kinesisk samtidskunst førte mig også for nyligt en tur til Nordhavnen og Faurschou Foundation for at opleve Ai Weiwei’s udstilling Ruptures. Det kunne være et tilfælde at disse to udstillinger ramler sammen med mit første Asien-indlæg, og måske havde jeg set dem alligevel, men jeg tror det ikke. Når man fokuserer på noget, vokser det omkring én.

Uforudsigeligheden er både det bedste og det værste ved at være selvstændig, men for det meste overskygger de gode ting alt det andet. Et eksempel på sådan en uforudset begivenhed, der kan indtræffe i forlængelse af noget andet, man har foretaget sig, er min tur til Lissabon. Det har nemlig ført til, at jeg nu er blevet inviteret tilbage til Portugal, nærmere betegnet til Coimbra, en by lidt nord for Lissabon, for at holde en udstilling med mine Lissabon-tegninger. Jeg er helt vild med, at den slags kan ske, og det bedste ved den her kreative tilværelse er, at der når som helst kan dukke mails op omkring samarbejder, projekter og idéer, som man bare ikke kan få armene ned over. Der var også en dag, hvor jeg fik en mail med emnefeltet “Ros x 1000”, hvori der stod: “Jeg plejer egentlig ikke at sende mails til folk på den her måde. Men nogle gange bliver man bare ramt og må ud med det. Jeg har sådan et crush på dine fine streger, og jeg synes, at du er smadderdygtig!” Sådan noget varmer altså hjertet, og giver mig et nyt skud energi til at arbejde videre. Jeg kan slet ikke beskrive min taknemmelighed for, at det jeg laver, kan betyde noget for andre mennesker. Jeg har tegnet, malet og trykt i mange år, men det er i mødet med andre mennesker, at dén der magi opstår. Altså, jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville holde op med at udtrykke mig kreativt – om så alle holdt op med at kunne lide det, jeg laver, for det er netop deri, at kraften ligger, tror jeg. At man gør det for sin egen skyld, fordi man bare ikke kan lade være. Men det er altså bare helt vildt, at det som man har gået og lavet i så mange år, pludselig bliver set og anerkendt af andre mennesker, og at det kommer ud i verden og hænger i folks hjem. Det gør mig glad hver eneste dag.

Jeg bliver glad over at tænke på alle disse begivenheder fra det nu forgangne år, men om muligt bliver jeg endnu mere glad over at tænke på fremtiden. Det kilder i maven, når jeg tænker 2016. Det er årets allersidste dag. I aften skal jeg drikke champagne og hoppe ind i det nye år. Jeg skal se dronningens nytårstale, som altid ender med at røre mig lidt, på grund af denne komprimerede opsummering af årets begivenheder, som hun altid formår at give et lidt tænksomt og melankolsk islæt. Men jeg skal også skrive lister, og ønske. Ønske alt det bedste for det kommende år. Ønske og drømme om alt det, jeg vil gøre. Jeg vil arbejde endnu mere og møde endnu flere inspirerende mennesker. Jeg vil starte nye projekter, rejse til udlandet, afholde udstillinger, og skrive blogindlæg om det hele undervejs. Nogle ting er planlagt, andre vil komme som overraskelser i løbet af året.

Der er især én ting, som fylder mine tanker om næste år. En ting, som jeg har sat mig for. Det er ikke kun et ønske, men også et mål. Jeg vil udgive en bog. Som jeg nævnte tidligere, fik jeg i 2015 tilbuddet om at udgive en bog på et etableret forlag. Den skulle indeholde mine Aarhus-tegninger, og jeg var LYKKELIG. Helt igennem lykkelig og taknemmelig for, at jeg skulle udgive en bog. Forlaget var med på alle mine idéer, og jeg følte virkelig, at det ville blive en god bog. Men efterhånden som projektet udviklede sig, blev jeg mere og mere utilpas – ikke blot fordi at produktionen pludselig blev flyttet fra Europa til Kina, og at budgettet ikke længere holdt til, at bogen kunne trykkes på det papir, vi først havde besluttet. Der skete også bare en personlig realisering af, at jeg, hvis jeg skal udgive en bog, så skal gøre det helt igennem ordentligt, på mine præmisser.

Tryk, bøger, papirkvaliteter og de fagudtryk, som forlaget brugte, var slet ikke en fremmed verden for mig, for jeg har jo taget grundforløbet som grafisk tekniker. Derfor gik det også op for mig, at det jo faktisk ville være en slags videreuddannelse for mig at udgive en bog. Jeg følte, at jeg stod meget alene med alle disse ting, for forlaget udgiver jo hundredvis af bøger og har ikke tid at vende hver en detalje med mig. Jeg blev pludselig bange for, at de kunne finde på at ændre et eller andet, lige inden bogen blev sendt til tryk, at de ville tage beslutninger over mit hoved, og at alt ville gå for stærkt. Jeg ringede derfor til mine to gode venner og fantastiske kolleger, Rikke Luna og Matias, som også driver forlaget I DO ART Books, og fortalte dem om situationen. Jeg spurgte om de mon i stedet ville hjælpe mig. Jeg ved, at de har den samme tilgang til tingene som jeg, og at de ville forstå mine tanker 100%. Og de sagde JA! Endelig havde jeg nogen at diskutere indholdet med for real. For hvad skulle der egentlig være i bogen? Det hele var gået meget stærkt på det andet forlag, og jeg stod helt selv for al tekst og redigering. Nu har jeg pludselig nogen at vende det hele med, og det er guld værd. Jeg er nu endnu mere overvældet af lykke, spænding og gå-på-mod end før.

Vi har brugt de sidste par måneder på at udvikle bogen, og jeg arbejder i øjeblikket på at tegne de sidste tegninger og skrive teksterne. Til foråret skal vi lave en crowdfundingkampagne, og jeg er SÅ spændt på det hele. Sommerfuglene flyver rundt i maven, hovedet og hele rummet, for hvem kan overhovedet vide, om nogen har lyst til at støtte kampagnen? Jeg ved godt, at man ikke må afsløre sine ønsker, men jeg gør det alligevel. I aften kl 00.00 ønsker jeg af hele mit hjerte, at jeg om et år kan stå med min bog i hånden. GODT NYTÅR.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.