EN SKOLE UDEN BLYANT OG PAPIR, MEN FULD AF DRØMME

Vi kørte rundt i mine forældres bil igen, fordi vi ville finde noget spændende på Fyn. Bilen tog os til Langeland, og dér var den. Med store, sorte øjne kiggede den på os og fortalte os, at her var det ’noget’, vi havde ledt efter.

Ved første øjekast lignede det nede fra vejen et almindeligt stuehus, men man kunne ane en lav bygning længere inde ad indkørslen. Vi havde fundet Bøstrup gamle skole, som ikke længere har noget med en skole at gøre. Søren og Mette er borte, og skolegården ligger nu stille og tilgroet hen. Vi undersøgte først den lave skolebygning, der består af klasselokaler, skolekøkken og gymnastiksal. Bagefter gik vi videre til stuehuset, der med garanti engang var et smukt hjem.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup skole er opført i 1900, og i 1989 blev de sidste elever lukket ud i friheden, fordi børnetallet faldt sammen med de økonomiske rammer. Skolen blev drevet af et ægtepar, der selv boede i stuehuset, men som måtte flytte ved lukningen. Vi undrede os over, at bygningen ikke er blevet revet ned på grund af dens tilstand. Det er tydeligt at den i mange år har fået lov til at stå, og mange kører nok forbi, uden at bemærke den. Ud fra vores research ser det ud til, at der sidenhen har været skiftende ejere, og at der i øjeblikket bliver kæmpet for at kunne erklære bygningen bevaringsværdig. Jeg blev meget fascineret over, at bygningen har været forladt i næsten ligeså mange år, som jeg har levet – godt nok er den i voldsomt forfald, men den har ikke givet op. Den er bare vokset mere sammen med omgivelserne. Det sørgelige er, at skolens lukning har været et tidligt symptom på mange af de skolelukninger, som i dag ses i mindre kommuner, til fordel for større skoler med mange elever i hver klasse.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Jeg har noget med skoler. Jeg elsker skolen på Duevej på Frederiksberg, og det er selvom jeg intet personligt forhold har til den. Den er bare virkelig smuk. Men jeg kan også godt lide mindre skoler, og bedst dem, der er bygget i røde mursten. Skoler minder mig om emneuger og skolebiblioteker med en blå madras, man kan ligge på og læse. Og om at sidde og kigge ud ad vinduet i undervisningen og drømme sig væk til helt andre steder, til det næste frikvarter eller ind i fremtiden. Eller om at række hånden op i timen, fordi man skal tisse, selvom man ikke skal, men fordi det er en rar pause, og man kan gå rundt på gangen alene i to minutter, inden nogen bliver mistænksomme. På de lange gange og gennem de karakteristiske svingdøre.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Jeg blev ramt af sanseindtryk fra barndommens gade på grund af en særlig skoleæstetik, som til dels er synlig i arkitekturen, og dels i interiøret. For selvom skolen er tømt for indhold, er indbyggede skabe, glasdøre og omklædningsrum noget, der tager mig tilbage til min egen folkeskole. Der var et helt særligt lys, da vi besøgte skolen, og vi gik fra rum til rum og blev draget af lysets samspil med spindelvæv, vinduesparter og bygningernes ydre omgivelsers indgriben indenfor. Naturen var kravlet ind ad revner og sprækker, og solen kom udefra og dannede geometrisk formede lyspletter på gulve og vægge. Det kan ses på fotografierne, at lige netop dét var det magiske ved vores oplevelse i Bøstrup gamle skole. Mennesketomhed, men alligevel masser af fotogent lys og liv, der strømmede ind ad de smukke vinduer.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Nok er Bøstrup gamle skole lukket, men fotografierne har en særlig æstetik over sig, der virker drømmende. Måske har det noget at gøre med, at jeg selv lige er blevet færdiguddannet og står overfor noget nyt i mit liv, men de minder mig om at sidde og kigge ud ad vinduet i undervisningen, og med lærte ord som en summen i baggrunden at drømme mig ind i en fremtid, hvor alt kan ske.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Bøstrup Skole | Fotos af Jeppe Andersen.

Ditte Rasmussen (f. 1987) er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling med en bachelor i Kunsthistorie. Ditte har bidraget til idoart.dk siden 2013.