EN GAMMEL MINE OG EN SÆRLIG FESTIVAL

150 km nordvest for Stockholm, ligger der en fredelig by, omgivet af stille søer og dybe skove. Husene er beklædte med træ i rødlige toner, og lige op af den gamle jernbane, Gamla Banan, tårner en af industrialiseringens ruiner mod himlen. Den gamle jernmine hedder Mimer, og siden 1980′erne har den stort set ikke været andet end blot et minde om fortiden.

I én uge hvert år frigøres Mimer fra sit stadie af nytteløshed og danner rammen for en festival, der på mange måder lægger sig langt fra den gængse og kommercialiserede festivaloplevelse, som de fleste genkender fra flere af de større danske festivaler herhjemme. I sidste uge transformerede holdet bag Norbergfestival, for 16. år i træk, den stille skov til et samlingssted for elektronisk og eksperimenterende musik, kunst og fællesskab.

Kort efter dette års festival sendte Sidsel Filipsen (Rikkes lillesøster og en yderst erfaren Norbergfestivaldeltager) os sine indtryk og mobilbilleder. Hun fortalte os desuden om hvorfor, at hun, nu for 6. gang, valgte at dedikere en uge af sin sommer til at arbejde frivilligt på Norberg, og om hvad der, i hendes øjne, gør den til noget helt særligt. “På de festivaler, jeg normalt har deltaget i, kommer jeg tit til at gå rundt med skyklapper på og navigere efter de mennesker, navne og steder, som jeg i forvejen kender,” fortæller Sidsel og henviser til Norberg’s musikprogram, der for hende altid byder på flest uventede oplevelser.

Jernbanen “Gamla Banan” og to huse i byen Norberg.

Jernbanen “Gamla Banan” og to huse i byen Norberg.

“Festivalen ændrer sig ved din indsats”
Festivalen har tidligere været ledet af et hold primært bestående af danskere, så derfor kommer en stor del af de frivillige stadig fra Danmark. Sidsel fortæller os om den 8 timer lange bustur, der tager de danske frivillige op igennem det svenske landskab. Transformationen fra by til motorvej og ud i de tætte skove understreger oplevelsen af at være langt væk fra alting. “Så ankommer man til den her lille by, hvor alle er over 50, og hvor det hele bare er virkelig fredeligt, stillestående og svensk.” Sidsel fortæller om oplevelsen af at ankomme til den idylliske by Norberg, og om det at gå fra Central Skolan, hvor de frivillige blev indlogeret i år, forbi Elsa’s Konditori, ned forbi den lille bæk der løber gennem byen, og måske et smut forbi Systembolaget på vejen op til den tomme festivalplads. “Når man står der, på den første dag, og kigger op på Mimer og rundt i det øde landskab omkring den, er det næsten ikke til at forestille sig, at der skal være en festival om kun 4 dage.

Sidsel har tidligere arbejdet som frivillig på forskellige danske festivaler, og det er tydeligt for hende, at Norberg, blandt andet i kraft af dens størrelse, stemning og omgivelserne, er noget helt særligt. “På Norberg kan man virkelig mærke, at det, man ligger i den, har en effekt – festivalen ændrer sig ved din indsats. Det, at du satte den lyskæde op i lige præcis dét træ, betyder at folk måske vælger at sætte sig under det, frem for et andet træ, når festivalen er gået igang. Og så er det jo bare ekstra fedt, hvis du tilmed havde det sjovt, mens du satte den op eller pillede den ned igen efter festivalen. Og det havde du.” Festivalens ledelse, som også arbejder frivilligt, har deres kontor midt på pladsen, og Sidsel forklarer, hvordan der altid er en direkte og meget åben kommunikation mellem dem og de resterende frivillige. “Det står meget i kontrast til andet festivalarbejde, hvor man ofte føler sig som en møtrik i et kæmpe spil, som man slet ikke kan overskue de forskellige led i. Fællesskabet er vildt stærkt, og selvom man nogle gange arbejder længe og hårdt, så føles det super meningsfuldt.

Et nørdet eksperiment
Udover at facilitere et ret unikt frivilligfællesskab, der efterhånden inkluderer frivillige fra hele verden, manifesterer Norberg’s gennemgående bevidsthed sig i alle lag af festivalen. F.eks. er maden overvejende vegansk (der er kun én kødret på festivalmenuen), der er ingen reklamer på festivalpladsen, og så består 52% af programmet af kvindelige kunstnere. Sidsel fortæller os om en af koncertoplevelserne, som virkelig overraskede hende. “Jeg oplevede bl.a. Christine Sun Kim, som er en lille, blåhåret kvinde, der spillede inde i Mimer. Christine er døv, så hendes musik skal nærmere mærkes som vibrationer end som lyde, og den måde, hun spillede sammen med Mimers konstruktion og dens utallige beton- og metalapparater på, var fantastisk. Jeg prøvede at gøre mig døv, så jeg kunne fornemme det som hende,” fortæller Sidsel og understreger det gennemgående eksperimenterende udtryk, som man finder på Norberg. “Det er ét stort, nørdet eksperiment.

Derudover fremhæver Sidsel Romain Tardy’s videoinstallation i bunden af Mimer, samt musikeren Max Cooper’s audiovisuelle show, Emergence, som eksempler på nogle af dette års højdepunkter. “Max var ét af de få navne, jeg kendte på forhånd,” fortæller Sidsel, og beskriver hvordan at fravalget af et VIP-område gør, at kunstnerne i stedet går rundt på festivalpladsen. Sidsel talte bl.a. selv med Max Cooper, og da hun gav udtryk for, at hun var glad for, at han skulle spille på festivalen, svarede han ydmygt: “Thank you so much for having me.” Det møde illustrerer godt, hvordan at kunstnerne på Norberg blot er mennesker, der også kommer for at opleve festivalen. “Det føltes enormt bekræftende,” forklarer Sidsel.

Vores snak kommer omkring et par fremtidsplaner og gode idéer til næste års festival, og Sidsel understreger, at selvom det nogle gange kan være hårdt arbejde at være frivillig på Norberg, så er der ingen tvivl om, at hun skal afsted igen næste år. Norberg er et anderledes take på den konventionelle, konforme og forbrugsfokuserede festivalform, og Sidsel vil derfor i høj grad opfordre jer alle sammen til selv at opleve den gamle jernmine Mimer blive vakt til live.

All photos by Sidsel Filipsen.

All photos by Sidsel Filipsen.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.