EN FOTODAGBOG FRA SPANIEN

For et par uger siden pakkede jeg min taske med mit nyerhvervede filmkamera og en masse ruller hertil, som bare ventede på at blive brugt.

Jeg fløj fra Paris til Malaga og tilbragte ti dage i Sydspanien, i den åbne og frie natur, og uden nogen egentlig kontakt til omverdenen. Mod alle egne forventninger overgav jeg mig hurtigt til tilværelsen, som ellers var i total kontrast til mit liv i Paris.

Fotos af Louise Thornfeldt.

Fotos af Louise Thornfeldt.

Jeg stod på en bus fra lufthavnen og hoppede af i en lille kystby. Her blev jeg hentet af min veninde Bolette og hendes to venner, og efterfølgende kørte vi langt, langt op i bjergene og endelig nåede vi til den finca, som vi skulle bo på de første dage. Herfra gik vi ture ned af bjerget og var på besøg i de nærmestliggende smålandsbyer, der nærmest synes helt åndsforladte og anonyme med deres udelukkende hvidmalede facader. Vi tog efterfølgende tilbage til Malaga, hvor vi lejede en bil, og vi forlod byen igen uden nogen bestemt destination, andet end én endnu sydligere. Vi drejede dog hurtigt af kystmotorvejen og kørte mod skyerne af de mange og utroligt snoede veje og endte igen oppe i bjergene uden en egentlig tidsfornemmelse eller stedsans.

Vi brugte den sidste aften i Malaga, som, til vores overraskelse, fejrede karneval. Byen var klædt i hundredvis af farver og befolkningen i ditto antal kostumer. Da vi fandt dette lidt for overvældende, flygtede vi ind i en skjult gårdhave, som serverede byens billigste øl, og hvor de lokale dansede spansk folkedans til musikken af en blanding af traditionelle og hjemmelavede instrumenter. Alle der havde lyst kunne være med. Dagen efter forlod jeg de andre og fløj tilbage til Paris. Her var det første, jeg gjorde, selvfølgelig at aflevere alle filmrullerne, som jeg havde skudt på rejsen, hos min lokale fotomand. Resultatet var heldigvis som ønsket, og, som oftest når man skyder film, overraskende, da man undervejs tit kan komme til at glemme, hvad man egentlig har liggende på rullerne og har fundet interessant – eller ligefrem nødvendigt – at forevige i forskellige øjeblikke.

Fotos af Louise Thornfeldt.

Fotos af Louise Thornfeldt.

Louise Thornfeldt (f. 1994) er fotograf. Louise har bidraget til idoart.dk siden 2014.