“EKSIL”, EN UDSTILLING AF DANSKE STUDERENDE VED GLASGOW SCHOOL OF ART

I torsdags, d. 20. marts 2014, åbnede vi i I DO ART LAB gruppeudstillingen “Eksil,” som rummer værker af 8 unge danske fotografer, med det til fælles at de enten har været eller netop nu er studerende ved Glasgow School of Art i Skotland.

Der er noget fascinerende ved det at rejse for at lære, men alt for sjældent bliver denne rejse formidlet. Mange kreative unge søger mod udlandet for at uddanne sig, enten for at opstøve ny inspiration, eller fordi den helt rigtige skole ikke findes herhjemme. Men hvad opstår der under disse nye møder, og hvad får de studerende med sig hjem? Vi er stolte over at kunne præsentere en udstilling, der måske svarer lidt på spørgsmålet. Som giver et kig ind i 8 kunstneres praksisser in progress, og som kan fortælle lidt om, hvad resultatet af en ung kreativ dansker + Glasgow School of Art kan være.

I udstillingen “Eksil” viser Albert Elm et fotografi, som han tog på en rejse til Kina, hvor han assisterede fotograf Jacob Aue Sobol. Billedet viser et set-up af stablede farverige tæpper, en udstoppet ørn samt lag på lag af dyrepelse og er fra et temmelig obskurt ishus, som Albert tilfældigt faldt over på en isfestival. Mads Holm studerer, ligesom Albert, Fine Arts Photography, men har til udstillingen medbragt en fotografisk illustration, som er tegnet på en transparent og forstørret til en stor og dragende plakat, hvis mørke og simple udtryk formår at lægge en ro over hele rummet.

Tine Bek Hansen tog sin afgang i 2013. Hun havde desværre ikke selv mulighed for at deltage til ferniseringen, da hun i øjeblikket er på et recidency-ophold i Buenos Aires. Hendes bidrag til udstillingen er et fotografi, som stammer fra hendes bog “Onion.” Tanja Kirst er også fra afgangsholdet 2013. Hun er nu flyttet tilbage til København for at tage en kandidat i tekstildesign ved Danmarks Designskole. I Glasgow studerede Tanja Fine Arts Painting og brugte sin afgang på at undersøge tekstilers potentiale som maleri. Til sit værk i “Eksil” har hun undersøgt printets flade natur, perspektivets rumlighed og den individuelle perception af disse.

 Fotos: I DO ART Agency.

Fotos: I DO ART Agency.

På den modsatte væg hænger Birk Høgsted Thomassen‘s fotografi “Viktor.” Billedet har med sin skarpe komposition, hårde flash og changerende velourflade en helt umiddelbar grafisk tiltrækningskræft, men samtidig rummer billedet spor af noget foruroligende og fortiet. Til højre for Birk hænger Alexander Haukrogh Jensen’s litografiske værk, hvor tusindvis af små prikker, i syv farver, udgør en trekant, som han ikke selv kan se, da han er farveblind. Bag værket ligger der måneders arbejde – hver farve har sin egen plade, og den præcision, det kræver både at undgå overlapninger farverne i mellem og samtidig ramme geometrisk perfektion, og den præcise farvemætning, som gør den grønne og orange uadskillelige for en farveblind, er ekstrem. Derudover har Alexander selv bygget værkets runde ramme. Lasse Dearman‘s bidrag illustrerer ret fint hans sikre fotografiske stil, som fremstår journalistisk men på samme tid fastfrosset og iscenesat. Til sidst hænger Cecilie Nicoline Rasmussens fotografi, der stammer fra serien “The Domestic Engineer“, og som viser et diorama fra et offentligt akvarium i Kabul. Ved første øjekast fremstår scenen naturlig, men små spor som et ovenlysvindue eller revner i væggen, afslører dens falske natur.

Hvert et værk i udstillingen “Eksil” fortæller sin helt egen historie og åbner op for et nyt univers af talent og kreativt udtryk. Det har været helt fantastisk at have så fornemt besøg fra Glasgow, og vi er beærede over at Albert, Mads, Tine, Tanja, Birk, Alexander, Lasse og Cecilie har haft mod på at viser deres arbejde frem i vores rammer. Kig forbi I DO ART LAB og oplev 8 kreative studerende fra den anden side af nordsøen.

I DO ART Lab (1. august 2013 - 1. august 2014) var en midlertidig udstillingsplatform, i Mejlgade i Aarhus, styret af idoart.dk's redaktørere Rikke Luna & Matias.