EFFEKT | DESIGNSKOLEN KOLDINGS AFGANGSUDSTILLING

Jeg besøgte for et par dage siden Designskolen Koldings afgangsudstilling, som hedder Effekt og er at finde på museet Koldinghus. De historiske bygninger danner en kontrastfyldt ramme omkring projekterne, som bliver vist på flere etager med åben forbindelse til hinanden. Så ja, det er storslåede rammer.

I år er alle projekter lavet i samarbejde med en virksomhed, en forening eller en offentlig institution, og ud af det er der kommet nogle meget realistiske bud på produkter og services, som der kunne være brug for i den såkaldte virkelige verden. Generelt kan man sige, at afgængerne har kigget ud i verden og arbejdet med det samfund, som vi befinder os i, frem for at kigge ind i sig selv.

Præmissen for afgangsudstillinger har altid være speciel; det kan være svært at vise 52 designeres arbejde igennem et halvt år, side om side. Nogle projekter egner sig til at blive udstillet i montrer og på plancher, og andre kommer ikke rigtigt til deres ret på en sådan udstilling. Det er min egen erfaring (jeg tog selv afgang fra netop Designskolen Kolding i 2009), at det kan være svært at formidle de mange tanker, og hele den proces der ligger bag det “produkt”, der er udstillet. Jeg vil derfor gerne vise jer en række billeder fra udstillingen og fortælle lidt mere om nogle af de projekter, der især gjorde indtryk på mig.

Susanne Thygesen Nors | På sporet af den stoflige tid.

Susanne Thygesen Nors | På sporet af den stoflige tid.

Alberto Bellamoli | Gentænkt terazzo.

Alberto Bellamoli | Gentænkt terazzo.

Et af de første projekter, der møder mit øje på udstillingen, er Alberto Bellamoli’s gentænkning af materialet terrazzo. Alberto er taget hjem til det område i Italien, hvor han kommer fra, og i samarbejde med de lokale producenter udfordrer han det det gamle håndværk. Det gør han ved at bruge større stykker skærver, og derved giver han hver blok sit unikke udtryk. Ud af det er der kommet en lille kollektion bestående af et sofabord, to skåle og to lysestager. Jeg synes, at det var virkelig spændende med et projekt med så stort fokus på materialet. Jeg fik lyst til at røre ved det, og jeg gik og forestillede mig alle de varianter, man kunne lave, i forskellige farver og mere eller mindre tilfældige mønstre. Jeg synes også, at det var interessant, at se produkter som ikke er lavet af træ, metal eller plastik.

Pernille Kaab | Beklædningens usynlige lag.

Pernille Kaab | Beklædningens usynlige lag.

Pernille Kaabs projekt består af 11 silhuetter, som er udstillet på Kvindemuseet lige nu. Silhuetterne repræsenterer hver et årti i feminismens og kvindemodens historie. Der var desværre kun en enkelt silhuet tilstede på Koldinghus, men den vækkede helt klart min nysgerrighed efter at se mere. Her beskriver Pernille med sine egne ord, hvad hun har undersøgt i sit projekt: ”Hver dag, når vi skal ud af døren, tager vi et valg om, hvordan vi vil klæde os; vi beslutter om det betyder noget for os, hvad andre tænker om vores fremtoning, om vi gerne vil fremstå på en bestemt måde, om vi vil passe ind eller skille os ud. Derfor er beklædning så stor en del af alles hverdag, som vi er nødt til at forholde os til dagligt. Målet med udstillingen er at blotlægge nogle af de usynlige lag af modehistorien, som ofte er skjult i de glansbilleder, kvinder er blevet vist som igennem i det 20. århundrede.”

Omayra Maymó | Helst lidt ude af kontrol.

Omayra Maymó | Helst lidt ude af kontrol.

Omayra Maymó og Guglielmo Brambilla arbejder begge med at gøre industrielt fremstillede produkter mere menneskelige. Omayra Maymó vil gerne genindføre nogle af de ting, der ellers typisk findes i håndlavede produkter f.eks. tegn fra fremstillingsprocessen – små uperfektheder der gør et produkt unikt. Ud af det er der kommet en utrolig smuk serie af bokse, skåle og kander, som er udført i bronze og kobber. Produkterne er industrielt fremstillede, men ved at indføre en vis frihed i processen har hvert produkt bitte små forskelle. Guglielmo Brambilla har designet en serie kopper og skåle i keramik, hvor hver kop eller skål har en lille afvigelse fra standarden, og derved får de et unikt udtryk.

Guglielmo Brambilla | Rå, uperfekte variationer.

Guglielmo Brambilla | Rå, uperfekte variationer.

Line Lone Kristensen og Sabrina Lund Borg | Smag à la Gellerup.

Line Lone Kristensen og Sabrina Lund Borg | Smag à la Gellerup.

På den nederste etage, inde i en mørk krog af udstillingen, lyser Line Lone Kristensen og Sabrina Lund Borgs projekt Smag á la Gellerup op. Smag á la Gellerup er et madkooperativ for beboerne i Gellerup, og her er maden en indgangsvinkel til mødet på tværs af kulturer. Som de to designere fortæller: “Mad er noget, som alle kan forholde sig til. Det er et udtryk for kultur, identitet og fællesskab. Mad kan derfor virke som en neutral grund at mødes på – et slags socialt værktøj til forhandling. Det har potentiale til at bringe folk sammen og til at skabe og vedligeholde relationer mellem folk fra forskellige samfundslag.”

Projektet er på en måde så indlysende, enkelt og varmt, og efter min mening er det netop det, der også går igen i den identitet og platform, som de to piger har skabt til madkoorparativet. I parentesen øverst i logoet kan man selv skrive et ord, f.eks. ‘smag’ eller måske navnet på en ret, og derved kommer varmen og forskelligheden til udtryk, idet at de mange forskellige mennesker, der tager del i projektet, selv er med til at præge den visuelle identitet.

Line Lone Kristensen og Sabrina Lund Borg | Smag à la Gellerup.

Line Lone Kristensen og Sabrina Lund Borg | Smag à la Gellerup.

Christina Lindgaard Gerken | Tidsløst herretøj til kvinder.

Christina Lindgaard Gerken | Tidsløst herretøj til kvinder.

“Jeg er blevet del af en branche, som jeg ikke kan stå inde for, og medspiller i et spil, som jeg gerne vil gøre en forskel i.” Sådan lyder det i indledningen til modedesigner Liselotte Hornstrups projekt. Mange af afgængerne fra mode har gjort sig tanker om at skabe styles, som er langtidsholdbare; styles som man som forbruger ønsker at beholde i lang tid. Og ja, modeindustrien som den er i dag, hvor alt bare skal gå hurtigere og hurtigere og være billigere og billigere, er meget svær at forene tanker om bæredygtighed og social ansvarlighed med. Hvad stiller man som modedesigner op med en branche, som man ikke kan stå inde for? Det er et spørgsmål, som er meget svært at komme med et konkret svar på, så jeg tror, at spørgsmålet kommer til at hænge lidt i luften her, ligesom jeg følte, at det gjorde på udstillingen.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Sisse Falster har udviklet en kollektion af tæppefliser, der kan kombineres til forskellige udtryk. Hun har fundet inspiration i Marrakech, hvor man bliver bombarderet af sanseindtryk, og ud fra disse indtryk har hun hentet farverne og udarbejdet teksturerne.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Sisse Falster | Marrokanske sanseindtryk rammer danske gulve.

Designskolerne ændrer sig ret meget i disse år. Der har hele tiden været en udvikling fra skolernes start, som at gå fra en kunsthåndværkerskole til at være en designskole, og til nu hvor der i langt højere grad er et samfundsmæssig engagement – der arbejdes i højere grad med problemløsning, bæredygtighed og det at tage et socialt ansvar. Der tales måske ikke så meget om formgivning i disse år, men formgivningen er stadig vigtig, og den er også meget tilstede i de udstillede projekter, men det er ikke længere formgivning for formgivningens egen skyld – mere formgivning med det formål at løse et problem i samfundet.

Jeg ser en ret tydelig forandring inden for mit eget fag “grafisk design”, eller som det nu hedder; kommunikationsdesign. Tidligere var det f.eks. helt legitimt “bare” at lave en visuel identitet for eksempelvis et bryghus eller et teater eller en forening. I år tager næsten alle projekterne fra kommunikationsdesign udgangspunkt i en problemstilling i samfundet; det kan være demens, psykisk sygdom, flygtninge eller dyrevelfærd. Der er stadig gode og gennemarbejdede visuelle identiteter, de er bare bundet op på et samfundsrelevant emne, frem for et brand.

Jeg savnede dog noget mere illustrativt (illustration er heller ikke en særskilt linje længere). Jeg savnede et mere fabulerende billedsprog, den personlige kunstneriske streg. Jeg mener, at det at tegne stadig er meget vigtig, fordi at man her kan udtrykke følelser og ramme noget meget vigtigt. Man kan formidle og fortælle historier på en anden måde, end man kan med fotos, ord og infografik, men måske var der bare ikke så mange i år, der så det at tegne som deres værktøj eller måde at udtrykke sig på.

Og igen så skal man tænke på, at en afgangsudstilling er en udstilling med 52 forskellige designere, der selv har valgt, hvad de synes kunne være spændende at arbejde med. Derfor synes jeg, at det kan være svært at konkludere temaer og tendenser, fordi det stikker i så mange retninger. Men jeg synes, at det var en rigtig spændende udstilling, med mange forskellige vinkler på design, og jeg gik i hvert fald glad og inspireret derfra, og kom endda til at savne livet på designskolen en lille bitte smule…

Afgangsdstillingen “Effekt” på Museet Koldinghus løber frem til d. 23. oktober, 2016. Der er åbent hver dag fra kl. 10.00 – 17.00.

Karina Petersen (f. 1982) er grafisk designer har taget en kandidat i Grafisk Design ved Designskolen Kolding, 2009. Karina har bidraget til idoart.dk siden 2015.