DET (U)PERFEKTE MENNESKE

Jeg sidder i disse dage og skriver en opgave om autofiktion, og har netop læst Asta Olivia Nordenhofs bog, Det nemme og det ensomme. I digtsamlingen beskriver hun sin opvækst og forholdet til sin familie, som var præget af vold og svigt, og at læse bogen satte mange tanker i gang hos mig, fordi at hun som forfatter og menneske blotter sig fuldstændigt.

Asta Olivia søger ikke medlidenhed, hun søger dialogen og åbenheden med sine læsere, og det føles som en opfordring til selv at slippe sine forsvarsparader og stå ved den, man er. Hun sætter fokus på skammen og identiteten, for hvad har hun at miste?

Det endte faktisk med, at jeg sad i min lille lejlighed og stortudede. I det øjeblik, efter at jeg havde læst hendes digtsamling, mistede jeg noget af mig selv. Jeg gav slip på den hårde og kyniske facade, som jeg har kæmpet med for at beskytte mig selv og mine egne tanker, omkring hvem jeg er, og om hvem jeg ønsker at være. Jeg gav mig selv lov til at tænke frit i de sene aftentimer. Hvad kunne jeg selv miste i forhold til mit private liv og kunsten? Og var det en risiko, som jeg selv var villig til at tage, for at kunne skrive den digtsamling, jeg drømmer om at skrive? Altså den rigtige historie.

I det senmoderne samfund går alt op i, at man skal vælge det rigtige filter på Instagram, være med på den nyeste mode og deltage i de rigtige arrangementer, og alligevel må man heller ikke skille sig for meget ud i mængden, for du skal endelig ikke tro, at du er noget! Hvorfor må vi mennesker ikke være noget? Vores egen personlige historier er jo med til at gøre os til dem, vi er, så hvorfor ikke dele vores historier med hinanden og være stolte af, at det har gjort os til dem, vi er?

Den aften fandt jeg frem til, at jeg vil noget andet med min første digtsamling, som jeg ellers har skrevet på det sidste stykke tid. Jeg vil til bunds i sorgen, da jeg selv i en tidlig alder mistede min far. Jeg vil prøve at få den sorg forløst ved at skrive mig ud af den, og jeg vil ikke skamme mig over den, eller de følelser som jeg har haft. Jeg føler, at min digtsamling før fik et filter på, som jeg kunne skjule mig bag, fordi jeg var bange for, hvordan andre ville reagere. Jeg prøvede at beskytte mig selv, men det vil jeg gøre ikke mere. Jeg vil fortælle min personlige historie, som jeg håber kan hjælpe mig selv først og fremmest, men også andre til at få håbet og troen på, at alt nok skal ordne sig, og at man finder sin vej i livet. Jeg vil gå en anden retning – også genremæssigt. Jeg vil turde at give slip på, hvad andre vil tænke om mig. Det håber jeg også, at I vil derude. Hvad har I at miste? Er det smukke ved os mennesker ikke netop, når vi er os selv og kan stå helt ved det? Nogle gange må man ofre sig for kunsten og turde at overskride nogle grænser, for at kunne hjælpe andre med at få håbet og troen i denne verden, hvilket der i høj grad er brug for i disse tider, også i kunsten: håbet, drømme, visioner og farver, hvad enten det er i tekster, illustrationer eller i bybilledet.

Til dette indlæg har jeg skrevet et digt om, at slå op med sin facade og at forløse drømmene og tro på, at alt ordner sig – og at man nok skal blive til noget, så længe man ikke giver slip på lysten til at dyrke sine interesser. En hyldest til det (u)perfekte menneske.

Selvportræt og eget digt.

Selvportræt og eget digt.

Lisette Jensen (f. 1997) er forfatter og har afsluttet sin gymnasielle uddannelse i 2016. Lisette har bidraget til idoart.dk siden 2015.