DET SMUKKE I FEJL

I dag er en mærkedag. Det er der to grunde til. Første grund er, at jeg er blevet arbejdsløs, men det er selvvalgt. Jeg har sagt op. Ikke mere fast job og ikke mere fast løn. Den anden grund er, at jeg skal skrive mit første indlæg på I DO ART.

Måske det er på sin plads, som ny blogger, at introducere mig selv. Mit navn er Line Refstrup. 38 år. Uddannet illustrator. Født i Aarhus. Jeg havde min første soloudstilling for nyligt, under navnet “Hjemad“. Hvad jeg præcis vil på denne blog er ikke helt defineret endnu. Det må vokse frem. Men det starter med illustration.

Jeg er usikker, for jeg har ikke skrevet længe. Og jeg vil gerne sige noget godt. Noget interessant og måske også noget klogt. Måske noget der kan dokumenteres. Derfor har jeg åbnet en fane i min browser, hvor jeg har googlet “illustration today“. For at finde noget jeg kan bruge. Men det går ikke. En pause – og så faldt jeg over Runi Gulds indlæg “Frygten for at tegne“. Runi beskriver, hvordan jeg selv ofte har haft det. Da jeg var elev på Kolding Designskole, gik jeg med en næsten konstant følelse af, at jeg nok var på skolen ved en fejl, og at jeg, lige her en af de næste dage, ville blive prikket på ryggen, fordi man havde fundet ud af, jeg i virkeligheden var uduelig.

Runi skriver om det, som man sjældent får sagt højt. Det var først på 5. år, at jeg fandt ud af, at andre fra min årgang havde det på samme måde. Det er så rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan føle sig forkert. Jeg kan gå helt i baglås, når jeg ikke har tegnet længe. Alt på papiret er fejl, og jeg bliver ofte for fokuseret på slutresultatet, og glemmer at jeg faktisk elsker at tegne, hvilket ganske enkelt er for dumt. Det bedste man kan gøre, er at komme i gang og ikke tænke så meget på, hvordan, og om, man passer ind. Der er alligevel kun få ting som man rammer perfekt. Mit første indlæg kommer hermed til at handle om det smukke i fejl.

Tilbage til Runi, som skriver: “Måske ligner det ikke altid lige det det skal, men nogle gange gør det det bare lidt mere spændende!”

En af de illustratorer, der har inspireret mig en stor del, er Signe Parkins. Signe sagde en dag til mig, at fejl er noget af det bedste, hun ved. Hun sagde noget i retning af: “Hvis det hoved, som jeg tegner, ikke bliver pænt, streger jeg det bare ud og tegner et nyt ovenpå“. Hendes tilgang virkede på mig i en tid med stor nedtur over mine egne tegninger, og hun tog en del af presset fra mig og lærte mig, at man hverken behøver at lave en skitse eller at have et viskelæder.

Illustrationer af Signe Parkins.

Signe kombinerer to ting, som jeg holder af; fejl og historier. Hendes blog viser hverdagshistorier, udfoldet i hendes helt eget, hvis man spørger mig, ret fantastiske tegneserieunivers. Hun er mester i at ramme lige præcis det nedslag, i sin dag, der gør, at jeg kan fornemme alt, der er sket før – og alt der sker efter. Signe er en fantastisk tegner. Hun er ærlig, og hun siger noget om det at være menneske. Og som illustrator, er hun helt sin egen, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Illustrationer af Signe Parkins.

En anden illustrator, der inspirerer mig, er svenske Ragnar Persson. Hans tegninger indeholder også fejl. Ting, der er viskede ud, men som man stadig kan se, helt spøgelsesagtigt, under. Jeg kan aflæse hele hans proces i værkerne. Når jeg kan se, hvordan noget er blevet til, tilfører det en helt speciel værdi for mig. Det giver et værk noget tid og historie, som jeg ikke altid finder i det fejlfrie, og det er ofte de værker, jeg vender tilbage til, og som jeg kan kigge længst tid på.

Illustrationer af Ragnar Persson.