DET INDSAMLEDE MENNESKE (IKKE FOR SARTE SJÆLE)

Igennem alle tider har mennesket indsamlet og undersøgt de erfaringer, som det har gjort sig, med henblik på at tilegne sig viden og skabe grobund for udvikling og nye idéer. Denne nysgerrighed har ledt til opdagelsen af arter, lande og planeter, men intet sted har vi søgt mere efter svar end i vores eget indre.

Advarsel: Først må det være på sin plads med en advarsel, for som Medicinsk Museion selv skriver, indeholder udstillingen “Det Indsamlede Menneske” genstande, som “kan være voldsomme at se på”.

Vores indbyggede nysgerrighed ledte os, i selskab med Rikkes søster Sidsel og Adam, der begge studerer antropologi på Københavns Universitet, til Medicinsk Museion i Bredgade i København, som i maj åbnede den permanente udstilling Det Indsamlede Menneske. Udstillingen er resultatet af en fire år lang proces, fyldt med bl.a. etiske, konservatoriske, lystekniske og formidlingsmæssige overvejelser, og holdet bag har tilsyneladende ikke efterladt meget til tilfældighederne. Som undertitlen “lægevidenskabens råmateriale fra kadaver til DNA” henviser til, bliver man taget med på en gennemgang i indsamlet data fra konserverede fostre, knogler og organer, til celle- og DNA-prøver. På samme tid giver udstillingens forløb et historisk perspektiv og vidner om videnskabelig udvikling. Politikens kulturskribent Marie Carsten Pedersen skrev, kort efter udstillingens åbning, en fin artikel, der beskriver det samlede udstillingsforløb. Selv gik vi på opdagelse i udstillingen med en naturlig fascination for videnskaben, samt et særligt fokus på de kunstneriske og æstetiske kvaliteter.

Synlige påvirkninger på den indre arkitektur
Vi træder ind i udstillingen og mødes af tre montre fyldt med menneskedele i glas. Vores opmærksomhed fanges af en klinisk grøn farve, som agerer baggrund for en samling af knogler, kranier og komplette skeletter. “Den tørre samling” viser et mikroskopisk udvalg af Københavns Universitets patologisk-anatomiske samling, som tæller omkring 1.000 objekter. Bag glasset er menneskelige knogler, indsamlet fra 1840 til starten af 1900-tallet, omhyggeligt monterede, og selvom registreringen af dødsårsager, persondata o.lign. var sparsom på indsamlingstidspunktet, kan man her få et godt indblik i, hvordan knoglekræft eller syfilis påvirker vores indre arkitektur.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tragiske skæbner på glas
Mod udstillingsrummets bagvæg står endnu en montre, som i både udformning og farvevalg illustrerer et skridt tilbage i tiden. Den mørkerøde baggrund leder tankerne hen på den kliniske forsknings tidlige år og lægger en teatralsk stemning over denne del af udstillingen. Det der venter os er dog i sig selv så ufatteligt, at det kan diskuteres om den røde baggrund overhovedet er nødvendig. I forskelligt udformede glas ligger menneskefostre nedsunket i sprit, og fortæller historier om små liv der på tragisk og højst sandsynligt pinefuld vis, sluttede før de rigtigt var kommet i gang.

Vi rammes af væmmelse, da vi konfronteres med “kykloper”, nyfødte med “havfrue-syndrom” og sammenvoksede tvillinger, men samtidig fyldes vi med en empati for disse skæbner. Måske netop fordi montren her rummer så meget anormalitet og uhygge, vænnes vi langsomt til at observere menneskedelene som samlingsgenstande, og vi lader os opsluge af det videnskabelige projekt. Denne forsvarsmekanisme brydes dog gentagende gange, når små, subtile hints, som navne på de afdøde eller meget konkrete dødsårsager, minder os om, at det er rigtige mennesker, vi kigger på.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Historien om Martha og Marie
På vej videre i udstillingsrummet rammes vi af en sådan påmindelse, da vi mødes af udstillingens hovedroller; Martha og Marie. De siamesiske tvillinger blev født i 1848, men levede på grund af deres problematiske tilstand kun i 12 dage. Martha og Marie, som er vokset sammen i det forreste af bækkenet, er bl.a. særlige på grund er den tredelte konservering, der både er yderst veludført, velbevaret og sjælden. Skelettet står frit i et cylinderformet glas ved siden af vådpræparatet af tvillingernes indre organer. Nervebaner og indvolde fremstår i perfekt symmetri bag det rødlige tørpræparat, der oprindeligt har været konserveret i en blanding af ethanol og vand, men som af uforklarlige årsager på et tidspunkt er blevet tørret.

Den moderne lægevidenskab var, på Martha og Maries fødselstidspunkt, endnu ung, og misdannelser hos nyfødte blev dengang af den brede befolkning set som guds straf eller som en eller anden form for dæmonisk besættelse. Fordi forældrene hverken kunne eller ville beholde tvillingeparret, blev de overleveret til Fødselsstiftelsen i Amaliegade, hvor fødselslægen Carl Levy foretog detaljerede registreringer af deres alt for korte liv. Martha og Marie har indgået i et utal af undervisningssessioner gennem tiden, og de kan stadig bruges til at rejse aktuelle spørgsmål i den biomedicinske debat. Hvis du vil vide mere om Martha og Marie, kan du se konservator Ion Meyer udlægge en lille del af sin enorme viden om parret her.

Martha og Marie.

Tegn på sygdom og kriminelle handlinger
I den næste montre zoomer vi ind og bliver præsenteret for forskellige dødsårsager og deres fysiske påvirkning på de enkelte organer. Udstillingsobjekterne giver en god forståelse for, hvordan datidens læger har arbejdet med at genkende sygdomme og har lært at kende forskel på raske og syge organer. Eksempler på kræftsygdomme, hjerneblødninger og hjertesvigt fylder glassene i denne montre, men også retsmedicinske præparater har fundet vej til hylderne. Her kan man bl.a. se, hvordan kriminelle handlinger som kvælninger eller pistolskud sætter sine aftryk på kroppen, samt hvad man må formode at være resultater af selvmord; f.eks. et “5 meter fald fra Knippelsbro” og en “hovedpulsåre overkørt af et tog”.

“Indgangen til struben spærret af et appelsinstykke” og “Bristet hovedpulsåre, som følge af overkørsel af tog”.

“Skudlæsion gennem hjertets bagvæg, 1924″ (i nederste hjørne ses projektilet desuden).

Den nutidige indsamling
Udstillingens videre forløb fortsætter rejsen ind i menneskets indre. Forståelsen for nervesystemer og celler grundlægges, og vi ledes frem til nutidens arbejde med og indsamling af DNA. I midten af det allersidste rum, omgivet af frysearkiver og moderne teknologi, står en smal piedestal i lyset af et simpelt, dragende spot. Herpå ligger et eksempel på den obligatoriske PKU-blodprøve, som siden 1982 er taget fra samtlige danske nyfødte. Vi kigger på hinanden og konstaterer, at vi dermed allesammen indgår i den lægevidenskabelige samling. Vi er en del af registreringen, men hvorfor? Man kan synes, at det er fuldstændig vanvittigt, hvordan fortidens læger, uden samtykke med den afdødes nærmeste, kunne fjerne organer til brug i den videnskabelige praksis, men hvorfor er det mon så meget anderledes end nutidens altomfattende DNA-arkivering? På virkelig smuk vis vender Det Indsamlede Menneske nogle af de etiske problemstillinger, der er knyttet uløseligt sammen med lægevidenskaben, og formår at opstille subtile spørgsmålstegn både ved fortidens og nutidens praksis. Medicinsk Museion har formået at lave en udstilling, som både opstiller artefakter fra et arkiv, der ellers er forbeholdt forskning, og fortæller en interessant historie, der fuldender et omfattende historisk perspektiv. Udstillingen er hverken uoverskueligt stor eller proppet med lange formidlingstekster, men derimod vanvittigt smukt opsat og nysgerrighedsvækkende.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.