TANKER OM DET FØRSTE ÅR SOM SELVSTÆNDIG KUNSTNER

TANKER OM DET FØRSTE ÅR SOM SELVSTÆNDIG KUNSTNER

I disse dage går jeg rundt med en glad fornemmelse i maven. Det er en fornemmelse, som fortæller mig, at jeg d. 16. juni, 2016 kan fejre mit 1 års jubilæum som selvstændigt erhvervsdrivende; det er nemlig der, at jeg for et år siden fik en mail med emnefeltet: “Tillykke – Puk Ewdokia er oprettet med CVR-nr.”

Det er umiddelbart lidt mærkeligt at oprette sig selv som firma, men det er ikke desto mindre det, der skal gøres, hvis man gerne vil være selvstændig kunstner. Jeg havde planlagt det i et stykke tid; jeg vidste, at det var det, jeg ville gøre, når jeg var færdig på Teknisk Skole, hvor jeg havde gået i lidt over et år og taget to grundforløb som hhv. grafisk tekniker og skiltetekniker.

Havde man spurgt mig den dag, jeg startede på grundforløbet som grafisk tekniker, om jeg, når jeg var færdig, kunne forestille mig, at jeg ville oprette mig selv som et firma, havde svaret nok været nej. Jeg havde faktisk søgt ind på Kunstakademiet, og jeg håbede lidt på, at jeg ville komme ind dér. Men alting skulle vise sig at blive anderledes; jeg kom ikke ind, og da jeg var færdig på Teknisk Skole, havde jeg heller ikke lyst til at gå på Kunstakademiet længere. Jeg havde faktisk slet ikke lyst til uddannelse længere – jeg havde allerede gang i mit liv som kunstner; jeg solgte mine tegninger, fik bestillinger og var med i flere projekter. Jeg brændte for at fortsætte med at lave de her ting, og for at kunne dedikere al min tid til at få det til at vokse.

På Teknisk Skole havde jeg lært tilpas meget om alt muligt, såsom Photoshop, Illustrator og InDesign, printteknikker, papirkvaliteter, visuel identitet, prepress og diverse arbejdsmetoder, som jeg nu kunne bruge i min praksis som kunstner og illustrator, og det gjorde, at jeg følte, at jeg var klar til at blive selvstændig. Når jeg siger tilpas nok, så er det fordi, at jeg sagtens kunne have brugt meget længere tid på at gå i dybden med de ting, vi lærte på skolen, men uddannelsen er tilrettelagt på den måde, at man kun får en smagsprøve på det hele, hvorefter man så skal tre et halvt år ud i et firma og lære resten til fulde dér. Jeg valgte så bare at tage det, jeg nu havde lært, og i stedet lavede jeg mit helt eget firma.

At oprette et CVR-nummer var først og fremmest en symbolsk og praktisk handling. Det blev et symbol på mit nye liv uden SU’ens trygge indtog på kontoen hver måned – nu skulle jeg klare mig selv. Det var praktisk og håndgribeligt endelig at kunne sige: “Jeg er selvstændig”, når folk spurgte ind til, hvad jeg lavede; og så var det selvfølgelig praktisk på den måde, at nu vidste SKAT også, hvad jeg lavede, og der kunne føres regnskab. Allermest var det en måde at bevise, at jeg tager mig selv og det jeg laver seriøst.

“Kan du leve af det?”
Det skaber selvfølgelig en del spørgsmål, når man sådan proklamerer, at man nu er selvstændig kunstner, både fra omverdenen og én selv. Et af de spørgsmål, jeg oftest får, når jeg fortæller om, hvad jeg laver (og selvfølgelig også har stillet mig selv nogle gange), er følgende: “Kan du leve af det?” Det har jeg så tænkt over, og svaret må være, at der findes mange forskellige levestandarder, og jeg vil i min situation umiddelbart svare at “Ja, det kan jeg godt”. Det handler jo om, hvor mange udgifter man giver sig selv, i forhold til hvor mange indtægter man har.

For mig er det her en proces; det tager både tid, tålmodighed og ikke mindst hårdt arbejde at etablere sig. Jeg sidder ikke fra starten på toppen af byen i min egen ejerlejlighed og spiser sushi og drikker champagne, men jeg sidder på toppen af Trøjborg i mit fantastiske loftsværelse, som jeg har lejet, og her har jeg plads til det mest nødvendige; en seng og et skrivebord. Faktisk har jeg to skriveborde, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har store vinduer, hvorfra lyset strømmer ind og giver mine tegninger masser af lys, og når jeg vil holde pause, kan jeg gå en tur i skoven lige ved siden af.

Forleden så jeg en dokumentarfilm, omhandlende slumkvarterer og de mennesker der bor i dem. Det var virkelig livsbekræftende at se, hvordan mennesker der har så lidt, kan være så håbefulde – det sætter tingene lidt i perspektiv, når man ser sådan noget. Der blev blandt andet sagt: “Alle føler sig fattige. Man tænker altid på, hvad man ville kunne få, hvis bare man havde lidt mere.” Jeg lever efter dette råd: fokusér på og vær’ glad for det du har, i stedet for at ærgre dig over det, du ikke har. Jeg føler mig sindssygt heldig og nyder den frihed, som freelance kunstnerlivet giver mig. Jeg holder weekend, når jeg vil; fx. mandag morgen, hvor jeg kan have en kaffeaftale eller tage ned til havet og svømme, i stedet for at “tage på arbejde”. Jeg kan handle ind om formiddagen, når der ikke er kø, og medarbejderne har tid til at sludre. Til gengæld kan jeg så fx. sidde hele fredag og lørdag aften og arbejde, men det gør mig ikke noget. Når man har været gakket nok til at vælge at ville leve af at tegne, så er det fordi, man elsker det. Det er ikke mit “arbejde”, det er mit liv. Det er en sammenhængende masse; jeg holder aldrig rigtig fri og er aldrig helt på arbejde. Sådan tror jeg, at det er for mange kunstnere, kreative og selvstændige generelt.

At skabe sig et økonomisk råderum og komme ud
Der er dog to ting, som jeg er glad for, at jeg har gjort i forbindelse med min opstart som ‘selvforsørgende’. Den ene ting er, at jeg havde sparet penge op til den første tid, og den anden er, at jeg har erhvervet mig det, man normalt ville kalde “et studiejob”, hvor jeg arbejder cirka 10 timer om ugen i et hyggeligt, lille kopicenter, tæt ved hvor jeg bor. Det giver mig for det første et ekstra økonomisk råderum – eller visheden om at jeg kan betale min husleje hver måned – kan man også sige – og for det andet gør det, at jeg kommer ud. Jeg læste på et tidspunkt et interview med den russiske kunstner Yelena Bryksenkova, hvori hun sagde, at det der kom mest bag på hende ved livet som illustrator var, hvor ensomt det kunne være; og det er altså sandt nok.

Det bliver til mange timer, hvor man sidder stille og alene og koncentrerer sig om sin tegning, så man skal være vældig glad for sit eget selskab, for at det kan lykkes. Det er jeg absolut også, og jeg nyder virkelig dét med, at være sin egen chef. Men at have det her job ved siden af, hvor jeg skal være udadvendt, og er i kontakt med forskellige mennesker i løbet af en dag, er for mig den perfekte kombination, hvor jeg får lov til at være (hvis jeg lige skal bruge de to moderne begreber) både introvert og ekstrovert.

Lønnet vs. ulønnet arbejde
Angående det der økonomiske råderum, så er det noget, der betyder enormt meget for mig at have. Det er ødelæggende, hvis man hele tiden skal tænke på, hvor morgendagens måltid skal komme fra, og man kan se sig nødsaget til at tage en masse opgaver, som man måske i virkeligheden ikke brænder for, og som ender med at hænge én langt ud af halsen. Det er farligt, fordi det så vil spærre for de opgaver, man ønsker sig. I den ideelle verden skal penge aldrig være grunden til, at man tager et job, men dermed ikke sagt at de ikke skal være til stede! Der florerer desværre utroligt meget ulønnet arbejde i den kreative verden, og det er ikke særligt givende for den enkelte kunstners udvikling. Når man investerer i kunstværker, investerer man jo ikke bare i selve ‘produkterne’ – man investerer i, at de kunstnere, som man køber noget af, kan fortsætte med at gøre det, de brænder for.

Når det er sagt, så findes der også projekter, som af den ene eller anden grund ikke har et budget, men som stadig er så gode, at man bør være med alligevel. Der findes mange former for løn: Den økonomiske sikrer én, at man kan fortsætte med at leve af sin passion, men så er der jo også erfaring (som er vigtigt), mødet med andre mennesker (som også er vigtigt), samt den simple ting nogle gange bare at blive set; at få sine ting ud i verden. Chancen for at møde sin næste ven, samarbejdspartner eller opgave er altid til stede, men det økonomiske råderum er vigtigt, så der er plads til de projekter, man gør af ren og skær lyst.

Selvstændig-dagbogen
Så er der styr på pengene. Det næste spørgsmål er så: Hvordan gør man egentlig?. Den samme dag hvor jeg gik ud af skolen, og mit nye liv som selvstændig dermed startede, startede jeg også en notesbog, som jeg kaldte selvstændig-dagbogen. Her ville jeg skrive ned, hvad jeg lærte undervejs, og følgende var det første jeg skrev:

Lister er vigtige, fordi de hjælper én med at blive struktureret og få overblik.

Ting, som er vigtige at være:

  • Struktureret
  • Viljefast
  • Disciplineret
  • Aktiv
  • Vågen
  • Målrettet

Diverse gode råd:

  • Hver onsdag skal jeg sortere mails og svare på dem, som jeg af uransagelige årsager har undladt at svare på.
  • Jeg skal altid svare på mails hurtigst muligt.
  • Generelt skal jeg altid gøre tingene med det samme, de falder mig ind. Ellers bliver de bare skubbet til side og stillet i kø, og kødannelsen vil blive større og større.
  • Hvis jeg får en idé, er det altid godt at udføre den (så vidt muligt) med det samme, eller i det mindste skrive den ned.

“Show-up princippet”:

  • Hver dag skal jeg gøre noget, som bringer mig tættere på dér, hvor jeg gerne vil være i morgen.
  • Når man er selvstændig, arbejder man på et imaginært kontor, og man skal komme der HVER dag.
  • Selvom man ikke GÅR på arbejde, HAR man et arbejde.

Nu kan man fylde sit liv med det, man vil. Nu kan man forme sit eget liv. Finde ud af, hvilke ting der er vigtige for én. Dyrke de ting, der giver energi og inspiration. Sørge for at skabe sin hverdag som man vil have den.

Derefter skriver jeg nogle eksempler på, hvad det er for nogle ting, jeg drømmer om at lave, og hvad jeg vil fylde min hverdag med. Jeg skriver, at jeg gerne vil illustrere for aviser og blade. Jeg skriver, at jeg gerne vil “tegne hele dagen og leve af det”. At jeg gerne vil have orden i min økonomi, lave projekter med andre kunstnere og til udlandet. Jeg vil tage på artist residencies og holde udstillinger. Hverdagen vil jeg, udover at tegne, fylde med gåture i byen, skoven og botanisk have, morgendukkerter, besøg på kunstmuseer og biblioteker, og selvfølgelig vil jeg se mine venner og familie samt gro en masse planter. Derudover skriver jeg om vigtigheden i at tegne i min skitsebog og lave egne projekter ved siden af bestillingerne, hvilket ER utrolig vigtigt. “Remember why you started” er et citat, jeg godt kan lide i den sammenhæng. Der skal være plads til spontane tegninger, og samtidig er der bare en anden stemning over en tegning, man laver for sig selv. Der er ikke noget pres. Man øver sig, udvikler sig og prøver nye ting af. Det er helt vildt vigtigt, også for at bevare glæden og vide, hvad man egentlig går og tænker på og synes er interessant at lave.

Historien om værkstedet, selvdisciplin og etablering af rutiner
Dette er vist ved at blive et af de længere indlæg, men nu hvor jeg er gået i gang med redegørelsen, kan jeg ikke bare stoppe. :) Så her kommer historien om værkstedet, selvdisciplin og etablering af rutiner.

Selve mit fysiske ståsted, da jeg blev færdig med skolen og skulle være selvstændig, var ikke helt på plads. Rent ud sagt havde jeg ikke noget sted at bo. Jeg havde boet på det skolehjem, der var tilknyttet skolen, men den samme dag som skolen sluttede, skulle jeg også flytte ud derfra. Jeg havde forinden flyttet mine (sparsomme) ejendele op på loftet hos en veninde, og jeg husker den sidste dag, hvor jeg cyklede fra skolehjemmet og i skole, med de sidste potteplanter i cykelkurven og tøjet i rygsækken. Herefter boede jeg lidt hos min daværende kæreste, imens jeg ledte efter et sted at bo.

Det skal lige siges, at alt dette foregår i København, men pludselig sker der dog det, at jeg gennem en række tilfældigheder både får job (det føromtalte kopicenter), bolig og en række kunstprojekter tilbudt – i Aarhus. Jeg tager det som et tegn om, at det er på tide at vende tilbage til min hjemby, og jeg flytter derfor tilbage. Værelset, jeg har fået, er faktisk det samme som det, jeg flyttede fra et år tidligere, men denne gang skulle alt være anderledes. Det er et lidt sjovt sammensat værelse; det er en sammenlægning af tre tidligere stuepigeværelser, og det er delt op i to rum med udsigt til hver sin gade.

Jeg havde altid drømt om at lave atelier i det ene rum og soveværelse i det andet, og denne gang skulle det realiseres. Jeg dedikerede hele det ene rum til arbejdsrum; en reol fyldt med mapper til tegninger, papirer og projekter, bøger der inspirerer mig, skitse- og notesbøger samt en hel hylde til mine notater fra Teknisk Skole (jeg havde forsøgt at skrabe al den viden sammen, jeg kunne), to skriveborde (så jeg rigtigt kan fylde og måske have gang i flere projekter), samt et skuffedarium til opbevaring af papir og værker. Jeg ville have det simpelt uden for meget støj. Sådan tror jeg, at jeg arbejder bedst. Mod den anden væg står mit elskede anlæg, så jeg kan høre musik, radio, LP’er og podcasts, imens jeg tegner. At dedikere hele rummet til arbejdsrum var igen en vigtig, symbolsk handling; at gøre fysisk plads til kunst i mit liv og dermed igen vise, at jeg tager det seriøst.

Angående hvordan man arbejder bedst, er det noget, jeg har undersøgt så meget, at jeg næsten vil sige, at jeg har forsket i det. Det er en af de ting, der har fyldt allermest for mig. At få etableret en rutine. At lave dogmer for, hvordan min hverdag skal se ud. At være struktureret og have selvdisciplin, nøjagtigt som jeg skrev i selvstændig-dagbogen. Jeg holder af rutiner, og har forsøgt mig med mange forskellige (hvilket dog ikke skaber nogen rutine). Det er sådan noget med at gå en tur hver morgen for at starte dagen smukt, tegne i skitsebogen hver aften mellem 22 og 23, sortere mails hver onsdag eller spise frokost på samme tidspunkt hver dag.

I en periode fandt jeg ud af, at jeg skrev vildt godt om morgenen, i nattøj, og i en anden periode arbejdede jeg bedst mellem kl. 22 og midnat. Jeg tror dog, at jeg nu (efter et år) må konstatere, at rutinerne bare ikke er klar til at lægge sig fast. Alt er stadig nyt og spændende, og i og med at jeg har så mange forskelligartede projekter, er det svært at få hver dag til at blive den samme; og hvorfor skulle den også det? På min væg hænger sedler over alt det, jeg skal, og så tager jeg dem én (eller flere!) af gangen.

Grunden til min glade mavefornemmelse er, at jeg synes det går godt. Der er rigeligt med sedler på væggen, og jeg er spændt på fremtiden. Jeg ser en fremtid. Jeg er glad for den vej, jeg har taget, og taknemmelig over, at der bliver ved med at dukke nye projekter op. Man ved det jo aldrig. Det er både det værste og bedste ved at arbejde på denne måde; der er angsten for om det næste projekt dukker op, samtidig med at man går og har konstante sommerfugle i maven, fordi der hele tiden er mulighed for, at et eller andet fantastisk dukker op. En mail om et nyt projekt kan pludselig få én til at danse rundt midt i det hele, og det kan ske når som helst. Alt i alt: År 1 som selvstændig er gennemlevet og godkendt, og jeg byder år 2 mere end velkommen!

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.