DET ER ANSVARSLØST AT SKRIVE KRÆNKENDE ADFÆRD UD AF KUNSTHISTORIEN

#MeToo-bølgen har lagt sig og fæstnet sig i store dele af samfundet. Det er nu snart to år siden, at Harvey Weinstein og en række andre prominente figurer blev kaldt ud for krænkende adfærd, og selvom vi i Danmark og på kunstscenen synes langsommere til at sætte skub i tingene, så resulterede det alligevel i, at en professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi trådte af. Men hvad er der blevet af institutionernes selvkritik, og har de overhovedet lært noget? Næres der mon en bevidsthed om krænkerens rolle i det institutionelle regi og om konsekvenserne deraf? Og hvordan kommer vi videre og bearbejder de forskellige former for traumer, når en krænker fortsat vises og hyldes i udstillingsmæssige sammenhænge?

"Do we confuse assholery with creative genius?" Overskriften er taget ud af et indlæg publiceret på det kulturkritiske medie e-flux i januar 2015. I korte træk beskriver det, hvor ofte en kunstners dårlige opførsel stadig legitimeres med påstanden om, at den pågældende jo vigtigst af alt er et kreativt geni. Intet kan eller skal stå i vejen for den kunstneriske proces, og man må med andre ord gerne opføre sig usædeligt, nedladende eller slet og ret som en selvhøjtidelig skiderik, så længe man er en kreativ ener.

Indlægget fra e-flux henledte mine tanker på den omdiskuterede chikanesag fra 2018 om den fratrådte professor fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, der i årevis har udøvet magtmisbrug og krænkende adfærd over for akademiets studerende ved bl.a. at have skabt “et seksualiseret miljø” præget af “manipulation og hierarkisering,” som tidligere studerende og en tidligere lektor beskrev i Politiken. “Kilderne beskriver et ydmygende og fjendtligt miljø med alkohol, stoffer og grænseoverskridende adfærd, mens en tidligere studerende fortæller om en seksuel relation, hun havde til den fratrådte professor, som efterfølgende krævede terapi,” skrev journalisterne Lea Wind-Friis og Camilla Stockmann i deres dækning af sagen.

Sagen fik en omfattende mediebevågenhed, ikke alene på grund af de alvorlige anklager, men også i lyset af hvordan daværende rektor Sanne Kofod Olsen håndterede situationen (måske bl.a. i kraft af uhensigtsmæssig lovgivning vedrørende personalesager). Professoren fik lov til at træde af sin stilling med seks måneders løn og modtog ovenikøbet et gyldent håndtryk på en halv million kroner. Dét i sig selv var bemærkelsesværdigt, når akademiet sideløbende var og fortsat er eksponeret for regeringens så omtalte årlige to procents besparelser, og som Sanne Kofod Olsen paradoksalt nok selv har diskuteret i et nyligt debatindlæg på Kunstkritikk.

Ligeledes viste dokumenter, som Politiken havde adgang til, at den forhenværende rektor havde neddysset sagen ved at opretholde tavshed om bevæggrunden for professorens fratrædelse. I en intern mail til akademiets elever skrev Kofod Olsen d. 28. maj 2018: “[...] fratræder sin stilling som professor ved [...] for at hellige sig sin kunst. Vi ønsker [...] held og lykke fremover!” Som kunstredaktør ved Information Maria Kjær Themsen skrev i en leder, var det “en i virkeligheden dybt kritisabel og kynisk håndtering af en sexchikanesag, der ikke bare har gjort det værre for de krænkede parter, men som også kan ende med at svække akademiet.” Det virkede – som Kjær Themsen også pointerede – snarere som om, at professoren hastigt og i stilhed skulle ud af døren med en stor pose penge og sit gode navn i behold.

Det er positivt, at den tidligere professor ikke længere er ansat på akademiet. Til gengæld er det tvivlsomt, hvorvidt man overhovedet har taget noget ved lære af denne sag – om institutionerne, galleristerne og de øvrige medier f.eks. fortsat forholder sig kritisk til krænkeren, eller om de i stedet har lagt sagen på hylden og fremadrettet passivt og ansvarsløst vil fejre og formidle kunstneren. Knapt ét år efter at sagen så dagens lys, vises den tidligere professors værker igen i udstillinger i både Danmark og udland, og jeg har sågar set ham omtalt med professortitlen i behold i en nyligt udgivet anmeldelse i et større dansk dagblad.

Selvom en institution kan være nok så aktiv i en chikanesag, agerer den stadig inden for konventionelle rammer, der tilgodeser krænkeren. Og når den tidligere professor fortsat omtales med sin akademiske titel – som det var tilfældet i den føromtalte anmeldelse – tegner der sig et billede af, at sagen ikke har sat sine tydelige spor. Under alle omstændigheder havde det klædt de involverede institutioner at signalere ansvar og gennemslagskraft over for de kommende generationer af billedkunstnere. Kunstakademiet kunne eksempelvis starte med at forholde sig til, hvordan og hvornår en professortitel bør anvendes, efter at en ansættelse ophører. Det kunne bl.a. skrives ind i ansættelseskontrakten, eller der kunne udarbejdes en lovtekst, der fremsætter klare regler for anvendelsen af titlen (f.eks. med øje for chikanesager), som det allerede er praksis på flere universiteter. På den måde kunne man sikre, at de der retfærdigvis bruger titlen i deres arbejde bliver taget seriøst, hvilket et kunstakademi vel også må have en interesse i.

Kan man elske kunsten, men afskrive kunstneren?
Kunstnere der udnytter deres position, er ikke enkeltstående eksempler – tværtimod understreger det myten om det “kreative geni” og praktiseringen af en problematisk adfærd, der har vundet indpas i kunstens historie og i nyere tid. Den vedvarende og klicéfyldte fortælling om “geniet” er ofte karakteriseret som en enfant terrible og original, som kunstinstitutionerne historisk set har idealiseret og fortsætter med at støtte.

Manglen på moralske og etiske valg synes fraværende, og der er dermed ikke udsigt til en kritisk stillingtagen ifht. hvem man promoverer og giver taletid – for kan man virkelig elske kunsten og afskrive kunstneren? Eller skal planlagte udstillinger sløjfes, som det f.eks. var tilfældet med de amerikanske billedkunstnere Chuck Close og Thomas Roma, der begge fik udstillinger aflyst på The National Gallery of Art i 2018, efter at det kom frem, at de havde udvist krænkende adfærd over for flere kvinder.

Nogle vil måske argumentere for, at kunsten og krænkeren kan adskilles, og at det dermed ikke burde resultere i en aflysning – eller påvirke den måde vi oplever værkerne på. For mig at se slører denne adskillelse væsentlige dele af kunstens fortællinger og bevæggrunde, og opretholder et unuanceret glansbillede af kunstneren. Har de danske museer eksempelvis forholdt sig til Picassos misogyne kvindesyn, når de udstiller hans værker? Fortæller de historien om, hvordan han udvalgte sine kvinder – eller rettere muser – og profiterede på dem, for derefter at vrage dem? “Den spanske maler kaldte kvinder for »lidelsesmaskiner« og erklærede åbent, at der for ham kun eksisterede to typer kvinder, »gudinder eller dørmåtter«. To af hans koner begik selvmord, to andre blev sindssyge,” skrev Morten Hjortshøj i artiklen Trumfer kunsten #MeToo i Politiken d. 17. juli, 2018.

Det handler om at turde vise hele spektret af en personlighed – ikke kun dele af den. Men hvordan kan dette aspekt manifesteres på et kunstmuseum? En simpel tilgang kunne være at inddrage hele fortællingen i det didaktiske materiale, samarbejde med kunstnere som Guerilla Girls og Michelle Hartney, der begge har lavet forslag til nye værktekster, eller udvikle udstillinger der eksempelvis sætter et kritisk blik på sexistisk kultur i kunstens historie. Frasiger man sig ansvaret for at fortælle hele historien, blokerer man for et kritisk syn på kunsten, eller rettere kunstneren. Og hvem har i virkeligheden retten til at skrive – eller censurere – en kunstners historie?

Hvad er det vi mister, hvis fraskrivelsen af krænkeren manifesteres? En betydningsfuld stemme på kunstscenen? Det er værd at huske, at der for det første eksisterer så mange andre udtryk, perspektiver og fortællinger, som museerne kan fremme og udstille. At reproducere det samme idealiserede billede af det hvide, mandlige “geni” som eksempelvis Picasso, afspejler ikke vores samtid. For det andet – at forholde sig ureflekteret til krænkende kunstnere, bevarer ikke alene et manglende ansvar over for ofrene, men også et manglende ansvar over for, hvordan vi former og udtænker vores kulturinstitutioner for fremtiden. Hvis vi ikke har kritiske blikke på aktuelle emner, undertrykker og mister vi nye perspektiver og stemmer i kunsten.

Den amerikanske professor og feminist Roxane Gay redegør i artiklen “Can I enjoy the Art but Denounce the Artist?” for, at det ikke burde være så svært, at afskedige kunstnere der udøver grænseoverskridende opførsel. Ingen kunst kan være værdifuld, når det er ofrene der i sidste ende betaler prisen. At en institution ikke forholder sig til en krænker, er i den grad et symptom på en kulturel fascination og fetering af “kunstnergeniet”. Og at producere en udstilling med den tidligere professor fra Kunstakademiet så tidligt, efter at anklagerne kom frem, er et tegn på, at al morale og sund fornuft er forduftet. Eller rettere: Den “progressive” kunst udkonkurrerer moralen. Ofrene bliver ikke kompenseret, og krænkeren kan blomstre på ny.

Forsidefoto: Clem Onojeghuo.

Claudine Zia har en MA i kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Claudine har bidraget til idoart.dk siden 2018.