DER ER ET YNDIGT LAND

DER ER ET YNDIGT LAND

Jeg har lavet to nye værker, som handler om vores land Danmark. Jeg kan åbenbart ikke stoppe med at arbejde med danskhed, men det er måske fordi, at det er nærværende – det handler om mig, det handler om min nabo, og det handler om os, der bor her.


Det er mig og os, der er med til at definere vores værdier og det er mig og os, der kan handle efter, hvilket fællesskab vi ønsker os. For mig er mine broderier en sådan aktiv handlen – for det er noget af det, som jeg kan udtrykke mig igennem, når nu jeg ikke har valgt at gå ind i politik.

Værkerne er for mig serielle og komplimenterer hinanden. Der er et yndigt land er et danmarkskort i guldkontur. Da jeg først begyndte at lave det, var jeg ikke sikker på, om guldkonturen kunne bære det alene, selvom hele min pointe var at trække grænserne op i guld. Men jeg synes, at det er kommet til at fungere rigtig godt, og aidastoffet er med til at skabe struktur med dets grid. Jeg har tænkt meget over den smykkelov, som jeg aldrig er kommet til at forstå.

For mig fungerer guldgrænserne symbolsk på det at skulle aflevere sine værdier, bestående af for eksempel guldsmykker, når man kommer over den danske grænse. Det virker for mig som en meget fjern lov-tanke. Teksten refererer til den danske nationalsang, som er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1819 under titlen Fædrelands-Sang. Den har fulgt os lige siden, som en sang vi er fælles om, og som bliver brugt, når vi hylder Danmark. For mange er den et symbol på danskhed, hvilket er interessant, da den netop er skrevet under romatikken i Danmark, hvor man i kunsten og litteraturen dyrkede det særligt danske, efter at Danmark havde lidt store nederlag. I teksten bliver vores smukke land beskrevet som åh, så yndigt og stærkt, så det er jo lidt et modtræk til det faktum, at vi inden for få år var gået statsbankeråt, havde mistet vores flåde til England, og Norge til Sverige. I mit værk gør guldtråden, at det ved første øjekast ser mindst ligeså romantisk ud som teksten i nationalsangen lyder.

Værket Voreherre bevares for et yndigt land er et modsvar til det andet værk på den måde, at det stiller spørgsmål. Er her nu også så gyldent og yndigt? Lige for tiden synes jeg, at vi lukker os om os selv. Det provokerer mig, og derfor siger jeg vorherre bevares. Jeg elsker udtrykket, og samtidig har det for mig en reference til noget så danskhedsagtigt som Olsen Banden. For mig er det at bande uden at bande. Det er at himle med øjnene og undres, og jeg undrer mig i den grad over tidens politik. Udover billeder af de to værker, vil jeg gerne slutte af med at se nærmere på alt dét, som den gode Oehlenschläger får fremhævet i nationalsangen; det er ren nationalromantik, og det vokser mange af os op med. Men er her nu også så yndigt for tiden, at vi får lyst til at stemme i? Eller vælger vi at synge med i håbet om, at vi kan finde os selv og genopstå som en gylden plet på verdenskortet?

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer.

Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.

Dittebeskidte (f. 1987) er kunstner og arbejder hovedsageligt med broderi, som hun hænger op i gadebilledet. Dittebeskidte har bidraget til idoart.dk siden 2013.