DEN URBANE LABYRINT

Jeg forstår ikke deres systemer. Springer ufrivilligt den underforståede kø over. Står i vejen. Jeg farer vild i deres komplekse urbane labyrint, hvor skiltene står på fremmede tegn. De taler et sprog, som jeg ikke forstår, og jeg smiler undskyldende til folk på gaden og nikker høfligt til ekspedienterne bag kassen. "Arigatou".

På min første halve time i verdens mest befolkede by, Tokyo, har jeg set flere mennesker, end jeg normalt ser på en hel dag i København. Mine blå iriser lyser op i mængden af mørke øjne. Jeg farer vild, for mit øje har svært ved at flytte sig fra linsen, når alt omkring mig er nyt og anderledes. Bygningerne er enten store og futuristiske eller lave og pastelfarvede. Hele byen er i en anden farveskala end alle andre byer, jeg nogensinde har besøgt; hvid, sandfarvet, lyserød og babyblå. De ældre japanere ligner vitterligt de rynkede karakterer i Hayao Miyazakis tegnefilm, og de unge er iklædt små ternede nederdele og Hello Kitty accessories. Jeg niver mig selv i armen, og fatter ikke at jeg er i denne by, og at den vitterligt findes.

 All photos by Agnes Maagaard.

All photos by Agnes Maagaard.

Jeg går gennem de larmende gader i det koreanske kvarter Shin-Okubo, hvor unge piger stavrer rundt i høje stilletter, neonskiltene blinker fra alle husfacaderne, og j-pop musikken brager ud fra klubberne. Jeg forsvinder i mennesketuen i det store kryds i Shibuya, mens jeg kigger på de store billboards, hvor reklamer med animerede katte lyser byen op døgnet rundt. Jeg tager nuttede photobooth-billeder på green screen, hvor mine øjne bliver redigeret store og manga-agtige. Jeg spiser sushi til stort set alle måltider og i alle afskygninger. Det bliver serveret for mig running på bånd eller på en lille skjult café i en sidegade. Jeg bestiller det stykke for stykke på en computerskærm og på et fiskemarked klokken halv fem om morgenen af en gammel sushikok, som har været i faget, siden han var 15 år. Jeg ryger indenfor på alle restauranter, men ikke så meget på gaden – der er bestemte rygearealer. Efter at have danset på en klub tre etager under jorden, går jeg i en 7-eleven, men butikken er ikke, som jeg kender den fra Danmark – den indeholder derimod utallige former for cupnoodles og andre rissnacks. Endnu bedre end babybites!

 All photos by Agnes Maagaard.

All photos by Agnes Maagaard.

Jeg skal lige vænne mig til, at jeg ikke bare kan gå i min egen verden og se gennem linsen hele tiden. Det er svært at være et enkelt individ i denne store organisme af mennesker, som hvirvler ind og ud af hinanden, selvom det ikke på ét tidspunkt virker som tilfældige ruter, de bevæger sig i. Jeg føler mig meget lost in translation, men også meget nysgerrig. For selvom det er tydeligt, at japanerne er fascinerede af Vestens kultur, så holder de også meget fast i deres egen. De hører primært japansk musik, ser japanske tv-serier, og de japanske unge, jeg møder, er kun rejst udenfor landet, hvis deres fædre har arbejdet udenlands. Min vestlige mentalitet får mig først til at se skævt til dette; hvorfor vil de ikke ud og se verden og møde andre mennesker? Samtidig tænker jeg, at Japan er en skattekiste midt i en globaliseret verden, hvor mange kulturer flyder sammen. For hvis vi på et tidspunkt når til et punkt, hvor alle landes kulturer ligner hinanden, hvorfor så overhovedet rejse over på den anden side af jorden?

 All photos by Agnes Maagaard.

All photos by Agnes Maagaard.

Agnes Maagaard (f. 1995) fotograferer, skriver, laver grafiske ting og film. Agnes har bidraget til idoart.dk siden 2012.