DEN MORGEN JEG VÅGNEDE OP SOM VERNON PICUCCI

DEN MORGEN JEG VÅGNEDE OP SOM VERNON PICUCCI

I torsdags vågnede jeg op og kunne se, at der havde været ret heftig aktivitet på min Instagram i løbet af natten. Det var lidt mystisk, men da jeg så min profil, faldt brikkerne på plads. Jeg var blevet hacket!

Jeg var blevet til Vernon Picucci; en pige med cowboy vest, og en meget struttende bagdel, og en profiltekst, hvor der stod: ”Hello my little. Do Y want to see me NAKEDkiss me at this site”.

Jeg panikkede lidt, skyndte mig at ændre kodeord, profilbillede og profiltekst, og linke til min egen hjemmeside. Jeg troede, at det lykkedes for mig, og at mit eneste problem var, at jeg skulle til at unfollow 3000 mystiske mennesker, som denne var begyndt at følge hen over natten.

Men, senere samme dag overtog Vernon Picucci min konto igen, og nu kunne jeg ikke komme ind på den mere. Jeg har forsøgt alt muligt de sidste dage, men nu er den helt væk, og i går besluttede jeg derfor at starte en ny konto.

Det har sat en masse tanker i gang hos mig, for hvad betyder det for mig, at jeg har mistet denne konto? Jeg har haft den i 1,5 år, og brugt den til at vise de ting, jeg designer. Lige så stille har jeg fået flere og flere følgere og likes, men der har også været perioder, hvor jeg ikke har fået lagt så mange billeder op, og dermed har der også været perioder, hvor det gik meget langsomt med nye følgere og likes.

Men hvad betyder det, at mine følgere nu er væk? At jeg ikke længere kan se, hvilke af mine billeder der især er blevet liket? Instagram er et vigtigt sted at vise sine ting som kunstner og designer, for hvor mange kommer lige forbi din hjemmeside eller dit portfolio i dag? Instagram er et vindue, hvor fremmede kan opdage dine ting, uden at kende dig eller navnet på din hjemmeside. Det er en måde at komme i kontakt med samarbejdspartnere og kunder, og eksempelvis har jeg haft en lille udstilling et sted, fordi de netop havde set mine billeder her.

Instagram er et sted, hvor man kan få et lille fix af anerkendelse. Jeg bliver altid glad, når nogen liker et af mine billeder, eller når nogen begynder at følge mig, – især hvis det er nogen, jeg synes laver noget sejt. Det var f.eks. rigtig stort for mig, da en international illustrator, som jeg har set op til, siden jeg gik på designskolen, klikkede like på et af mine billeder (men måske var det bare fordi, jeg havde liket rigtig mange af hendes billeder?). Nu er det bare et minde, og jeg kan ikke engang huske, hvilket billede det var.

Men hvad betyder det egentligt for mig? Mine ting er jo ikke væk. Jeg har stadig de fleste billeder på min telefon, og de ting jeg har designet har jeg jo stadig, men jeg har ikke en profil, der viser min proces igennem det sidste 1,5 år. Et eller andet sted så er Instagram jo i virkeligheden bare en dokumentation af, hvad jeg har lavet i real life.

Har I set det billede, hvorpå en mand frier til sin kæreste, og hvor det første hun derefter gør er at tage et billede af det til sin Instagram? Det er ret tankevækkende, og måske skal man bare lige slappe lidt af og nyde nuet, og så være ligeglad med om man nu lige når at få delt alt det, man laver, på de sociale medier. Af en eller anden grund har jeg ikke taget det så tungt, at jeg er blevet hacket. Jo, jeg har syntes det var rigtig træls, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det.

Da det stod klart for mig, at jeg ikke kunne få kontoen tilbage, tænke jeg, ”Fuck det, så starter jeg på en frisk”. Og ja, det er forfra med 0 indlæg og 0 følgere, men jeg er jo stadig den samme mig. De ting jeg har designet er jo ikke dårligere, bare fordi jeg ikke har billeder af dem med en masse likes og kommentarer på. Og jeg er jo ikke en dårligere designer, bare fordi at jeg igen starter med 0 følgere og skal bygge det hele op på ny.

Det der bare skræmmer mig lidt er, at hvad hvis jeg igen vågner op som en anden? Hvis der igen om 3 måneder – eller om 2 år – er en eller anden, der kommer og sletter mit arbejde, og at jeg igen skal starte forfra? Men så igen, der er jo alvorligere ting i livet at være bange for…


Update

I dag, ca. 14 dage efter at min konto blev hacket og lukket ned, kom der pludselig en mail fra Instagram, der fortalte, at de havde genoprettet min konto! Jeg ved ikke, om jeg bare er meget utålmodig, men jeg havde for længst opgivet håbet om at høre fra dem og var derfor godt i gang med at starte en ny konto op.

Det er rigtig dejligt at have min gamle konto tilbage, og det er en vildt god følelse, at det jeg har bygget op alligevel ikke var spildt. En anden ting der er rigtig rart er, at jeg igen følger dem, som jeg plejer at følge. For det savnede jeg faktisk. Det er ca. 500 profiler; venner, danske kunstnere, designere, bloggerne og udenlandske profiler. Selvfølgelig var jeg begyndt at følge dem, jeg løbende kom i tanke om, men hvem kan huske 500 navne? Der var mange, som jeg kun kunne huske halvt ”Sarah-engelsk-kunster-der-maler-smukke- helt-specielle-landskaber”, og hvad skal man så lige søge efter?

Så jeg er rigtig glad i dag, men jeg har også fået tænkt en masse tanker over, hvad det betyder for mig at være til stede på de sociale medier. Det er en naturlig del af min hverdag, noget jeg lige kigger på, hvis jeg skal sidde og slappe af i 5 min, men så er det måske heller ikke mere end det. Det blev ikke verdens undergang for mig, at min profil pludselig var væk.

Nu har jeg så stadig en lille opgave, for jeg skal trykke unfollow til ca. 2700 mærkelige profiler, som hackerne var begyndt at følge fra min konto. Lige nu er mit almindelige kunst- og designfeed nemlig blandet op med amerikanske babybilleder, billeder af negle, slørede hunde- og kattebilleder og selfies af festglade teenagere.

Karina Petersen (f. 1982) er grafisk designer har taget en kandidat i Grafisk Design ved Designskolen Kolding, 2009. Karina har bidraget til idoart.dk siden 2015.