DE GLEMTE TEKSTER: ÆD DEN, DISTORTION ER MAJOR"

Jeg sad lige og var igang med at rydde op på min computer, og faldt så over en helt masse gamle tekster, som jeg aldrig har fået sendt ud. Hver tekst har sin grund. Denne her udgav vi aldrig, fordi medierne kom os i forkøbet med nogle af vores pointer, men jeg synes stadig, den er sjov. På en måde endnu mere nu, end den var lige efter vi skrev den.

Teksten er skrevet på baggrund af en samtale, jeg havde med journalist og forfatter Marie-Louise Tuxen kort tid efter Distortion. Måske kan i også få noget ud af at læse den, her er den i hvert fald:

“ÆD den, Distortion er major”
Vi sad i en stribe sol på en kaj i København og dinglede ben. Distortion var netop overstået, skraldet havde stort set forladt gaderne, og tilbage lå dette års eftermæle. København blev endnu engang væltet rundt af byfesten Distortion. Instagram fik samme tur med en strøm af op- (og neddateringer). Stort set alle vi kender, (og vi er såmænd 20 og 37 og kender en del, ok) havde travlt med at give udtryk for, at Distortion ikke længere var DERES FEST. ”Ad, så indtager jyderne København”, lød stemningen fra de, øhm, kulturradikale (altså vor nogenlunde ligesindede). De havde travlt med at lange ud efter Distortion, som ’var meget federe for 10 år siden’.

Bevægelsen i kommunikationsstrømmen var genkendelig – lidt som når vi insisterer på, at vi bedst kan lide en kunstners første udgivelse. Og man kender det godt. Modbølgen som vil frem, når hovedbølgen bliver for stor og hiver for mange med. De sidste 3-4 år er Distortion nemlig vokset sig ud af undergrundsselerne, og det store kommercielle marked har fået øjnene op for potentialet. Synergisk med dette vokseværk har VI (!), der var med fra start, i stigende grad skabt afstand til begivenheden ved at udvise en dalende interesse og pege på den manglende kvalitet.

Sandt er det: Vi vil alle gerne være dem, der finder DÉT først; den feeede video med kun 1200 views på Youtube. Jamen, sådan er vi flest. Under og i kølvandet på Distortion blev VI (læs både De andre og OS selv) imidlertid fanget i eget mønster. For hvordan fanden skal ting udvikle sig, hvis de ikke må blive elsket af flere end de få? Hvad skal den sociale virkelighed så vokse med? Hånden på hjertet. Vi er – som to ok ihærdige kulturbrugere og –ytrere – med på galej et langt stykke hen ad vejen.

Distortions gadefester taler ikke længere til os med samme kraft. Vi synes også, at man med fordel kunne hanke op i gadefesternes alsidighed og løfte det musikalske niveau. Det betyder ikke nødvendigvis smallere og mere avant garde musik, snarere det at komme ud i flere forskellige afkroge af genrer og miljøer og sørge for, at dette gøres med faglig grundighed og nysgerrighed. Måske kan man skabe et mere gennemtænkt program, der BÅDE har bredde og noget på hjertet, og her kan man godt tillade sig at have en skarpere holdning til, hvad man helt reelt mener er god og dårlig kultur. Det er ligesom med dj’en, der i opdragelsens tegn smider et ukendt nummer på mellem to hits. Der er gode chancer for, at folk bliver på gulvet til det smalle beat; måske får de ligefrem en ny oplevelse med hjem.

Så vidt kan vi da godt forstå, at de tidligere Distortion-elskere harcelerer. LIDT. Men det er også bare for passivt. Og det er ’dumsmart’ (tak til Margrethe II for dette præcise ord) bare at grine ad Distortion og alle de andre kæmpe begivenheder, som samler så ubegribeligt mange mennesker (man tror jo, der er fodbold på plakaten) i et fælles rum, et fællesskab.

For jojo, ”Roskilde har et dårligt program hvert år”, og måske er Distortion blevet lidt for bøvet til dig, men hey! – Vi kan altså godt tage de her begivenheder seriøst og udvise lidt rummelighed.

Begivenheder som Distortion og Roskilde taler til og skaber værdi for et bredt udsnit af både danske og internationale folk. Og derfor bevæger vi os hen til ikke blot at tale om kultur forstået i snæver forstand, men om at påvirke folks morale og horisont, deres adfærd og identitet. Dét er, hvad kultur kan, når det skriver sig ud af sin egen boble. Når 200.000 mennesker kommer til en gadefest på Nørrebro, så lad os se om vi kan finde det i os selv at anerkende, at den gadefest skaber værdi. Ikke bare for vores venner fra Dyrehaven, men for et stort rummeligt ’ALLE, der vil være med’.

Samtalen holder mund et øjeblik. Kjær siger noget om autencitet og major kulturfænomener og kigger på en udvekslingsstuderende, der sidder ved siden af og spiser en cheeseburger. Tüxen konstaterer rigtigheden i, at der er cheese i den, og at hun er udvekslingsstuderende.

ALLE er nok en lidt utopisk størrelse, men stadigvæk. Der er en pointe i, at Københavns kulturliv fremstår svært bilateralt, ikke? Altså, enten er det heeelt vildt undergrund og smalhalset, eller også er det major og massekulturelt. Og inddelingen er jo basalt set uinteressant, fordi vi ideelt set burde interessere os for: Hallo, er det godt, eller er det skidt?

Og hvor startede fødekæden? Var Distortion allerede på vej mod den halve million gæster, da de for ti år siden havde taget noget så autentisk som en piratfest og sat den ud i gaden for dermed at gøre den til allemandseje? Noget som var så skævt i sit udgangspunkt fik en bred appel ved at blive placeret midt i vores allesammens byrum.

At prøve at skyde med spredehagl har altid været vejen til selvmord, men at starte med noget, der udspringer fra en autentisk, redelig idé og så ligeså stille få vokseværk, bygge ovenpå og holde fast i stammen, dét MÅ da være en vigtig kode til et nationalt gennembrud.

Vi kviger os lidt ved den metarefleksive pointe: Når vi skaber ny kultur, gør vi det gerne ud fra ønsket om at opnå større diversitet og flere lag i kulturlivet. Vi ønsker at folk er åbensindede over for dette. Derfor desto mere problematisk når vi lukker os om os selv og tager afstand, når hele Danmark endelig danser med. Samtalen fortoner sig egentlig ikke, men Kjær skal til middag med Mads, som af en eller anden grund har taget sol. Tüxen er ret sulten og gør klar til at krydse Folketinget for at komme hjem. Sådan er der så meget. Og det bliver der ved med at være.

Set gennem en boks: Distortion tretrinsraket af et reaktionsmønster fra insiderne 2013:

• Fase 1: Wohoo, så’ der snart fest, jeg er lidt med indover / har et gig / er frivillig / skal selv spille.

• Fase 2: Jeg er træt af jyderne, der løber forvirrede rundt med hænderne over hovedet i denimshorts (som jeg selv sportede i 2010). Jeg sviner de ‘provinsielle takter’ og hylder mig selv.

• Fase 3: Jeg markerer en eksplicit afstandstagen til begivenheden, der er blevet for stor, bøvet og prollet.