DE FØRSTE MENNESKER (1996)

Om en uge rejser jeg tilbage til Canada. Det er tyve år siden, at jeg forlod landet sidste gang. Det var sammen med min far, mor og lillesøster. Dengang var jeg fem år gammel, og vi havde boet hos to indianerstammer i perioder på op til 4-5 måneder af gangen. Vi var der, fordi min far forskede i de indianersprog, som blev talt i stammerne; cree og midchif.

Jeg ved, at vi var der af flere omgange, at det nogle gange var i kortere tid, og at det nogle gange var i månedsvis. Jeg ved, at anledningen til at bo hos indianerne var, at min far forskede i de indianersprog, som de talte i reservaterne. Dette er fakta, men ellers, så ved jeg ikke så meget. Derfor tænker jeg, at jeg nu vil bruge dette indlæg til at tænke over, hvad jeg egentlig kan huske fra dengang. Huske er vist endda en overdrivelse; det handler nok mere om, hvilke fortællinger jeg har bygget op omkring det – både ud fra minder og ud fra alle fotografierne, som mine forældre har taget. Det bliver rart, at få det konkretiseret i ord, og det kan forhåbentlig gøre mig åben for de nye indtryk, som vil møde mig, når jeg vender tilbage.

Alle billeder er taget af mine forældre Peter Bakker og Petra Sjouwerman.

Alle billeder er taget af mine forældre Peter Bakker og Petra Sjouwerman.

Først og fremmest, så bor indianerne jo ikke i tippier (ja, jeg blev også overrasket); de bor i huse, ligesom ‘herhjemme’. Måske var husene lidt mindre. Jeg husker husene som trænge, fyldte og lavloftede. Måske var familierne bare store. Der var stor spredning mellem husene, og de var også lave at se på udefra. De var samlet i et net af grusveje, og lå i virkeligheden nok lidt i klynger.

Jeg mindes, at der engang var minus 50 grader, og at det var så koldt, at vi skulle have flyverdragt, hue og vanter på for at kunne tømme postkassen, som ellers ikke var spor langt væk. Ellers kunne man, efter sigende, risikere at dø af kulden. Jeg aner faktisk ikke, om det er sandt, at man kan dø af minusgrader i den kategori, men jeg husker at godtage det som en sandhed, og det er dog heller ikke noget, jeg efterfølgende rigtigt har sat spørgsmålstegn ved.

Jeg tror på mange måder, at jeg kan lære virkelig meget af dem. Jeg tror, at de er kloge på livet, dets mening og menneskene omkring dem. Jeg kan ”huske”, at de holdte såkaldte Pow Wow fester. Det er nok sådan noget, som de fleste tænker på, når de tænker på indianerne. Pow Wow-fester er fester, hvor de klæder sig på i fantastiske dragter med små bjælder på. En del af mændene spiller trommer sammen og synger i kor. I midten står en høj totempæl, og så danser og synger de ellers til en fast takt.

Jeg ved ikke, om det er til Pow Wow-festerne, eller en anden slags fest, at de giver hinanden gaver. De tror på, at man skal give. Til den type fester medbringer hver familie deres mest værdifulde objekt; det kunne for eksempel være en vasketøjskurv, som gør hverdagen lettere. Alle stiller den ting, de har medbragt, på plænen, og så starter den fattigste familie med at vælge en ting. De danser rundt, til lyden af trommerne og de nærmest messende stemmer, vælger en ting, danser ud, og så går turen til den næstfattigste familie. Sådan fortsætter de, til at alle tingene er blevet fordelt. Det er sådanne ceremonielle traditioner, der overbeviser mig om, at jeg kan lære meget af dem. Jeg husker festerne, dansene og jeg husker faktisk også nogle sange. Der var en der gik: ”Hey ya, net au waoped hey ya netto sait”. Det staves ikke sådan, men det lyder sådan. Jeg kan næsten huske hele sangen, til trods for at den er på et indianersprog, som jeg ikke engang ved, hvad hedder.

Jeg er egentlig ret nervøs for at vende tilbage. Jeg ved, at der hos indianerne, ligesom hos eskimoerne og andre minoritetsgrupper, er et højt indtag af alkohol og stoffer, og at der er en høj selvmords- og mordrate. Det skræmmer mig at ville imødekomme disse mennesker som ligeværdige, til trods for min privilegerede, europæiske velfærdsstatsopvækst. Jeg ved ikke engang, om det rigtigt kan lade sig gøre. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at møde dem med størst mulig respekt og åbenhed.

Det får mig til at tænke på en anekdote fra start 90′erne, som mine forældre for nyligt har genfortalt. De var ved at tanke på en benzinstation, da ham der arbejdede der spurgte: “What are you here in Canada for?” De svarede “We are visiting the reservation“, hvorefter han spurgte “Ahh, are you teachers?” Mine forældre svarede “No, we are learners.” Lige præcis dette svar vil jeg tage med mig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at møde dem med lige så stor ydmyghed, som mine forældre har gjort det.

Alle billeder er taget af mine forældre Peter Bakker og Petra Sjouwerman.

Alle billeder er taget af mine forældre Peter Bakker og Petra Sjouwerman.

Iris Bakker (f. 1991) er illustrator og har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding, 2016. Iris har bidraget til idoart.dk siden 2013.