DAGBOG FRA FUMETTO

Selvom du måske ikke normalt synes, at du er så meget til tegneserier, så skulle du alligevel gøre dig selv den tjeneste at besøge et par af de tegneseriemesser,  der hvert år afholdes rundt omkring i Europa. I Danmark virker det som om, at der er et særligt skel, imellem dem der tegner serier, og dem der kalder sig for illustratorer. Det er selvfølgelig to forskellige discipliner, men først og fremmest er vi jo bare allesammen tegnere

Fumetto Comix Festival i Luzern i Schweiz er en festival, som har været afholdt hvert år siden 1991. Den favner bredt, og netop derfor kan den anbefales at blive besøgt, også selvom man blot kalder sig for illustrator og ikke beskæftiger sig med tegneserier. Jeg besøgte festivalen i marts sammen med 3 andre tegnere. Vi kørte derned i nattog. Der er pænt og rent i Luzern. Der er bjerge. Og der er en virkelig ren bjergluft. Der er også schnitzler, rösti, øl og en masse broer. Festivalen finder sted forskellige steder i byen. Der er et par centrale knudepunkter, men også en del små gallerier og caféer udstiller i forbindelse med den.

Noget af det første, vi besøgte på turen, var Hochschule Luzern (The Lucerne University of Applied Sciences and Arts). Her så vi en udstilling af Dominique Goblet og Kai Pfeiffer. Goblet (f. 1967) er belgisk kunstner, illustrator og serietegner. Pfeiffer (f. 1975) er tysk illustrator og serietegner. De to mødtes i 2011 og har arbejdet sammen siden. Udstillingen var delt op i to: det ene rum viste soloudstillingen “The Mother” af Goblet.  Meget kort fortalt portrætterer hun en fraskilt mors hverdag og hendes oplevelser med datingverdenen. Værkerne er holdt i grønlige nuancer, og eksperimenterer med forskellige udtryk og teknikker. Det hele er lavet med reference til tegneseriemediet. Der er en historie, der er tekst, der er talebobler, der er tegninger, men der er ikke paneler (de firkantede bokse som de fleste serier er bygget op af). Alt er hængt op som en udstilling af forskellige illustrationer, men når man går rundt fornemmer man virkelig, hvad det er, det handler om, og at det hele har en sammenhæng.

Det andet rum viste værker fra samarbejdet med Pfeiffer og deres fælles tegneserieprojekt “Plus si entente”, som var et ret imponerende stykke arbejde, hvor der leges med tegneseriemediet på en måde, som jeg ikke før har set. De to har udvekslet tegninger og ord, frem og tilbage, og hele vejen eksperimenteret med flere former for udtryk og materialer. De har arbejdet med tegningerne sammen, så man faktisk ikke kan skelne mellem, hvem der har tegnet hvad. I stedet virker det som om, at en tredje person er opstået, og denne bliver afsender på hele projektet. Det var deres originaltegninger, der var udstillet, med skriblerier og farvetests i marginerne, hvilket gjorde det hele ret autentisk at se på. Siderne veksler mellem at være mere traditionelt tegneserieopbyggede, til at være helt ovre i den illustrative, kunstneriske kategori. Det var en stor inspiration, som gav mig lyst til at gå direkte hjem og tegne. “Plus si entente” kan jeg varmt anbefale, at man anskaffer sig, også selvom man ikke normalt er til tegneserier. Denne bog er et rigtig godt eksempel på, hvor bredt mediet er. Man kan også se et udvalg af tegningerne på den fælles blog, eller møde begge tegnere til tegneseminaret “Luck of the Draw” i Aarhus, d. 11-12. september 2015.

I udstillingen “Par de deux” havde tre russiske tegnere og tre sweiziske tegnere arbejdet på fælles projekter. Alt var på et sprog, jeg ikke forstod, men tegneren Lika Nüssli, der selv var en del af projektet, forklarede mig præmissen for udstillingen. Kunstnerne kendte ikke hinanden i forvejen, og et par af dem havde heller ikke mødtes under selve processen. Kunstnerne havde selv fundet på emnet for deres samarbejder, der så blev vist på Luzern Comix Festivallen i et gammel smukt kapel. Det der optog mig mest, var et projekt af to, der havde sendt breve frem og tilbage til hinanden igennem et år. Det var meget svært at få lov at tage billeder ved denne udstilling (faktisk måtte jeg ikke), og jeg fik derfor kun nedenstående to billeder.

I et kulturcenter stødte jeg på en udstilling af Magdalena Kaszuba. Kaszuba (f. 1988 i Polen, opvokset i Tyskland) studerer illustration i Hamburg og har bl.a. den anerkendte illustrator Anke Feuchtenberger til professor. Magdalenas udstilling var lille men, til trods for det, et imponerende syn. Alle tegninger var helt insisterende tegnet til kanten, i sort/hvid, og med en sjæl i sig der på mig virkede overvældende. Projektet har en nerve og oprigtighed, som rørte mig meget.

I en gammel nedlagt svømmehal “Neubad” hang en meget fin grafisk fortælling, baseret på en sandfærdig historie, om en ung amerikank kriminel, kendt under navnet “The barefoot bandit”. Kunstneren bag var den græskfødte illustrator Alexandra Rügler (f. 1988). Projektet var Riso-printet (en teknik hvor det færdige resultat minder om serigrafi).

Det der var så fantastisk ved festivallen i Luzern var, at den bredte sig over hele byen. Det virkede som om, at en stor del af byen tog den alvorligt, og derfor fandt man udstillinger mange forskellige steder. Selv byens præsentable kunstmuseum havde en udstilling med den norske kunstner og serieskaber Pushwagner. Udover det var der et massivt fokus på børn og tegneserier. Der var udstillinger af serier, lavet af børn, konkurrencer for børn, og omvisninger for børn. Til sidst får du her et par billeder fra byens kunstskole, der også deltog i festivalen, samt et billede fra børneudstillingen.

 Alle fotos af Line Refstrup.

Alle fotos af Line Refstrup.

Line Refstrup (f. 1975) er illustrator og har taget en kandidat i Visuel Kommunikation fra Kolding Designskole, 2010. Line har bidraget til idoart.dk siden 2014.