DA A KASSEN HÆLDTE FLYDENDE BRONZE I KØGES HAVN

I den centrale del af Europa har man en tradition ved nytår, som går ud på at hælde flydende bly i vand eller sne og observere metallet størkne i uforudsigelige formationer. Det siges, at man ud fra formerne kan spå om fremtiden. En stige betyder rejse, et grantræ vidner om kontinuerlig lykke og en påfugl kan antyde, at man får et godt ægteskab.

Filosof Anders Fogh Jensen refererede til denne tradition i sin tale på kunstmuseet Køs, lørdag d. 28. januar 2017. Anledningen var, at kunstnergruppen A Kassen igangsatte et nyt Bronze Pour-projekt, hvor de hælder flydende bronze i vand for derefter at bruge de størknede metalstykker som udgangspunkt for større skulpturer. Lidt som i den førnævnte nytårstradition aktiverer A Kassen tilfældighederne og lader værkets udformning være op til naturens kræfter. Efter talen gik de fremmødte gæster mod Køge havn, hvor en tønde med 1000 grader varm bronze ventede på at møde sin iskolde modpart, havet.

Fotos © I DO ART Agency.

Fotos © I DO ART Agency.

Idéen til Bronze Pour opstod som et udsmykningsforslag til Aarhus’ nye bibliotek Dokk1, men har siden da taget form i et utal af organiske bronzeskulpturer. Værkerne er dragende og umiddelbare i deres udtryk, men de rummer samtidig en udefinerbar fremmedhed. Balancen mellem konceptets hårdt optegnede dogmer og processens uforudsigelighed rammes helt perfekt i et levende formsprog. Bronzens gyldne overflade reflekterer sine omgivelser og bøjer dem i et gentagende forløb af buer, folder og spejlinger (du kan se et eksempel på en færdig Bronze Pour-skulptur til sidst i dette indlæg).

Fotos © I DO ART Agency.

Fotos © I DO ART Agency.

Mandag d. 30. januar udvalgte A Kassen seks af de små figurer, som nu er på vej til Kina for at blive scannet og 3D-printet. De seks figurer bliver en del af kunstnergruppens udstilling, som åbner på Køs d. 4. marts, hvor publikum bl.a. får mulighed for at komme med deres vurdering af 3D-modellerne. Én af figurerne bliver derefter forstørret, støbt i bronze og tager plads på Køs’ forplads engang i starten af sommeren.

A Kassen har skabt et fint projekt, der åbner op for den kunstneriske proces og giver en ny vinkel på det stedsspecifikke. Det inkluderer uden at tale ned og er poetisk uden at prøve for hårdt. Værkets form en som fremtiden endnu uvis, og det er uvist hvilke betydninger det vil bære med sig. Måske kan det fortælle os noget om os selv, hvad vi har i vente eller blot være et vidnesbyrd, om dengang, der blev hældt flydende bronze i Køge havn.

Eksempel på en tidligere Bronze Pour-skulptur af A Kassen, Chart Art Fair 2016 | Foto © I DO ART Agency.

Eksempel på en tidligere Bronze Pour-skulptur af A Kassen, Chart Art Fair 2016 | Foto © I DO ART Agency.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.