CORONAKOMPENSATION TIL STUDERENDE PÅ KUNSTNERISKE UDDANNELSER

Studerende får coronakompensation
– 3 mio. kr. til de kunstneriske uddannelser

Folketingets partier er blevet enige om at afsætte 3 millioner kroner til de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. Midlerne går til kompensation til afgangsstuderende og andre studerende for tabt undervisning i 2020 og 2021 som følge af corona.

Kulturminister Joy Mogensen siger: ”Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan sende 3 mio. kr. ud til de kunstneriske uddannelser. Det er tiltrængt, da især årets afgangsstuderende mangler en del af den fysiske undervisning, som gør de studerende til dygtige kunstnere, fx musikere, filminstruktører, skuespillere, scenografer eller billedkunstnere. Det vil gøre en stor forskel for de studerende på de kunstneriske uddannelser med eksempelvis mere undervisning eller støtte til produktioner."

FAKTA OM AFTALEN
Regeringen og aftalepartierne er enige om at afsætte i alt 3 mio. kr. til de kunstneriske uddannelsesinstitutioner til initiativer, der kan kompensere for COVID19-nedlukningens negative konsekvenser for de studerende. Det kan f.eks. dreje sig om kompenserende undervisning, støtte til produktioner og masterclasses, karrierestart og inkubatorforløb, atelieradgang, koncerter, forestillinger eller udstillingsprojekter mv.

På grund af coronarestriktionerne i 2020 og 2021 har en stor del af den fysiske undervisning på de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet været lukket ned. De studerende har derfor behov for ekstra initiativer for at opnå de praktiske/fysiske kvalifikationer, der kræves i kunstbrancherne. Situationen er mest akut for de afgangsstuderende, men også de øvrige studerende på de kunstneriske uddannelser, mangler fysisk undervisning.

Konkrete eksempler på kompenserende tiltag der iværksættes:

  • Opsamling på tabt undervisning (fagspecifikke forløb og masterclasses).

  • Produktioner af koncerter, forestillinger, udstillinger mv.

  • Supplerende driftsstøtte til afgangsforestillinger, koncerter mv.

  • Karrierestart og mentorforløb for dimittender i efteråret 2021.

  • Værksteds- og atelieradgang m. bemanding for studerende (aug-sept).

  • Tilbud til dimittender om f.eks. international festivaldeltagelse eller andre netværksskabende aktiviteter.

  • Indspilninger af video og lyd, rådgivning.

  • Studieture, mindre udflugter og sociale arrangementer for bachelor- og kandidatstuderende med et "socialt efterslæb".

Hvordan udmøntes midlerne?
De 3 mio. kr. udmøntes til de enkelte uddannelsesinstitutioner efter institutionsstørrelse, hvor de tre største modtager 0,500 mio. kr. (Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole), og de fire mindste institutioner modtager 0,375 mio. kr. (Den Danske Filmskole, Rytmisk Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler).

Uddannelsesinstitutionerne kan herefter disponere midlerne til relevante tiltag, der iværksættes gennem sommeren og efteråret til at kompensere for konsekvenser af nedlukningen for de studerende. Uddannelsesinstitutionerne afrapporterer i deres årsrapporter om midlernes anvendelse.

Dette er en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.