COPENHAGEN ART FESTIVAL 2012

Det er et ambitiøst projekt, som de fem københavnske kunsthaller sammen har løftet.

Hen over det sidste års tid har forberedelserne til Copenhagen Art Festival stået på, og i fredags, d. 24. august 2012, lød startskuddet på 10 dages kunstfestival som udover udstillinger på kunsthallerne byder på artist talks og events, massevis af kunst i gaderne og en stemning af kreativt fællesskab. Vi tog hele turen rundt dagen før åbningsceremonien; en næsten 8 timer lang tur, tætpakket med gode oplevelser.

Kan man opnå kunstnerisk kvalitet gennem fællesskab?
Meget passende er festivalens overordnede tema “fællesskab;” et ord der også har været essentielt i festivalens tilblivelsesproces. Copenhagen Art Festival er ikke en paraplyfestival, men derimod en festival hvor alle projekter og indslag er blevet til i et samarbejde kunsthallerne imellem. Der er blevet arbejdet med mange aspekter af temaet, og som festivaldirektør Lene Crone Jensen formulerer det, er resultatet blevet en festival, der viser et godt billede af, hvad samtidskunsten kan, og det er samtidig en festival, der formår at nå ud, også til et publikum der måske ikke anede, at de interesserede sig for samtidskunst. Kunsten skal inkludere, den skal opleves sammen, og den skal have lov til at vise, hvad den kan netop nu.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

GL. STRAND | “UNFINISHED JOURNEYS”:
D. 24. August – 11. November 2012.

Vi ankommer til Kunstforeningen Gl. Strand, og bliver budt velkommen af Helle Bøgelund (kommunikationschef), og med et par ord med på vejen fra den stolte festivaldirektør, er vi klar til at indtage første stop på ruten; “Unfinished Journeys.” Med sit virke som kunsthal gennem 187 år er Gl. Strand alderspræsident på festivalen, og som sit bidrag har de inviteret 9 kunstnere fra hele verden til at fylde det karakteristiske hus ud.

I en globaliseret verden er mængden af fællesskaber uendelig og grænserne slørede. Hvad sker der, når vi forlader ét fællesskab og lander i et nyt, hvornår slutter rejsen, og befinder vi os i virkeligheden konstant i transit, et sted i mellem fællesskaberne?

Kunstnerne på udstillingen “Unfinished Journeys” har bearbejdet temaet ud fra mentale og mere politiske tilgange. Den danske duo Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang aka Hesselholdt & Mejlvang har arbejdet med nationalisme og brugt farver som leder tankerne hen på ‘Stars and Stripes,’ det nazistiske svastika og Dannebrog i deres installation “Homeland Security.” På ydersiden af kunsthallen, foran vinduerne, har kunstnerduoen barrikaderet bygningen med et stort Dannebrogsflag, der giver hele rummet et rødligt skær. Sofie og Vibeke er selv til stede under vores omvisning, og her fortæller de bl.a. om de to dyr, de har fået udstoppet specielt til udstillingen. Begge dyr forsøger at udgive sig for noget, de ikke er; løven er lavet af en ko og en grønlandsk moskusokse, og ørnen i krigsmaling er i virkeligheden en musvåge.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

HØJBRO PLADS | “ILOVIT”:
D. 24. August – 2. September 2012.

Vi trækker videre på turen og støder hurtigt på et af de steder, hvor Copenhagen Art Festival håber at fange den brede befolknings opmærksomhed; knudepunktet for festivalens ‘offentligt rum’-program, ILOVIT på Højbro Plads.

Jeppe Hein som Harlekin
I samarbejde med Jeppe Hein er der opstået et mini-tivoli (tivoli/ilovit – get it?) på en af Københavns ældste handelspladser, og her sørger artister, gøglere og gademusikanter for at holde det kunstneriske liv i gang. Kurator for kunsten i det offentlige rum, Christian Skovbjerg Jensen, fortæller at de i arbejdet med programmet har forsøgt at følge 4 overordnede linjer; underholdning, interaktion, undersøgelse af eksisterende fællesskaber (mere politisk) og undersøgelse af rummet (site specific).

I arbejdet med tivoli/markedsplads-konceptet blev Jeppe Hein inspireret af designskolens julemarked og tog fat i sin praktikant Maria L. Kjeldsen, som sammen med 3 klassekammerater (Nikolaj Steenfatt, Fie R. Jørgensen og Nan Sofie B. Sørensen), har stået for at udvikle ILOVIT’s små fine butikshuse. Under hele festivalen vil forskellige studerende fra designskolen sælge værker, illustrationer, keramik mm.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

NIKOLAJ KUNSTHAL | “CONVERSATIONS”:
D. 24. August – 21. Oktober 2012.

Det essentielle for et fællesskab er, at vi kan tale sammen, og i udstillingen “Conversations” på Nikolaj Kunsthal udforskes bl.a. de situationer, hvor samtale ikke længere kan finde sted, hvor kommunikationen kun går den ene vej, eller hvordan den kan være med til at løse verdens problemer.

Kan man redde verden med sin iPhone?
New Yorkeren Mark Skwarek, fra kunstnergruppen Manifest.ar, fanger os, flagrende med sin iPad, for at fortælle os om det projekt han præsenterer på udstillingen. “Perfect” er en iPad app, hvor Mark, gennem 3D animationer, visualisere problemer fra hele verden og inviterer festivalgængerne til at komme med deres bud på løsninger.

Mark har gjort et ihærdigt forsøg på at indsamle problemer fra samtlige lande i verden. Derefter har han, på forskellig vis, illustreret dem og placeret dem (vha. GPS-koordinater) rundt omkring i København, så du ved hjælp af din iPhone eller iPad kan se problemerne interagere med byens miljø og komme med løsningsforslag. Et sympatisk projekt og et godt eksempel på, hvordan en bred dialog og åbenhed forhåbentlig kan være med til at løse de problemer, som vi selv er for begravede i til at se løsninger på.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

CHARLOTTENBORG | RUTH EWAN & JOACHIM KOESTER:
D. 24. August – 30. December 2012.

Kunsthal Charlottenborg har valgt at bidrage til festivalen med to soloudstillinger af henholdsvis skotske Ruth Ewan og danske Joachim Koester. Sidstnævnte præsenterer sin hidtil største udstilling, og det er ikke svært at spotte stoltheden hos kunsthallens direktør Mark Sladen, da han præsenterer udstillingerne.

En ny grundlov og en kunsthal fyldt med efterladte musikinstrumenter
Siden Ruth Ewan i 1999 for første gang besøgte Christiania, er hendes interesse for fristaden vokset, og til denne udstilling har hun virkelig haft muligheden for at udforske, hvad fællesskabet kan i det parallelle samfund. Siden jul sidste år har Ruth forberedt sin udstilling, hvor hun bl.a. er gået i et samarbejde med Loppen og har afholdt workshops med Christianias børn for at lave en ny grundlov til fristaden.

Når man træder ind i Ruth’s udstilling, mødes man af en smukt organiseret samling af musikinstrumenter, som hun har bedt Københavns borgere om at donere, hvis de ikke længere har haft brug for dem. Det er nærmest som et slags arkiv for det efterladte. Instrumenterne bliver til forskellige performanses (bl.a også på Loppen) brugt til at genskabe nutidens musik set ud fra en fremtids-musikarkæologisk synsvinkel.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

Glemte historier fra en anden verden
I “If One Thing Moves, Everything Moves” har Joachim Koester opslugt og forvandlet Charlottenborgs majestætiske lokaler til en hule af sammensatte træstykker, og man føres her gennem en verden af glemte eller fortiede historier. Mange af de værker, som Joachim præsenterer, har en dokumentarisk tilgang, og vi drages af hans sære fortællinger.

F.eks. fortæller Joachim historien om en ekspedition, der i 1897 forsøgte at flyve rundt om nordpolen i en luftballon. Ballonen forsvandt sporløst, og først over 30 år senere fandt man resterne af ekspeditionen sammen med en stak negativer. Nogle af fotografierne beskrev handlingsforløbet, både fra luften, landingen og den efterfølgende kamp for overlevelse på isen. Mange af delene var blot sorte pletter og visuel larm, som er blevet ignoreret af folk, der tidligere har eftersøgt hændelsen, men det er netop disse dele som Joachim har gjort til sit fokus. En smuk og utroligt stemningsfyldt udstilling.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

KNIPPELSBRO | “LISTEN TO YOUR CITY”:
D. 25. August – 2. September 2012.

Bussen kører videre mod Christianshavn og Overgaden. Vi holder en kort pause på Knippelsbro, hvor det ene af operationstårnene for første gang, siden opførelsen i 1935 er åben for offentligheden. Nu er det blevet indtaget af lydkunstnere fra hele verden. Udstillingskurator, Georg Weckwerth, viser os rundt i tårnet og præsenterer os for de forskellige lydinstallationer, som både forholder sig til tårnet og omgivelserne; vand, vejr og trafik, samt det fælles udgangspunkt; komponisten og pioneren John Cage.

Når kunstneren er en guldfisk!
På ydersiden af tårnet hænger en klokke, der reagerer på tre guldfisk, der svømmer rundt i et akvarium på tårnets øverste etage – hver gang guldfiskene bevæger sig forbi et bestemt punkt i akvariet aktiveres klokken og giver forbipasserende på gaden nedenfor en uventet lydoplevelse med på vejen. Fiskenes navne er selvfølgelig John (opkaldt efter John Cage), Merce (opkaldt efter koreograf/danser og Johns partner Merce Cunningham) og Morty (opkaldt efter Johns kunstneriske sparringspartner Morton Feldman).

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

OVERGADEN | HITO STEYERL & YORGOS SAPOUNTZIS:
D. 24. August – 21. Oktober 2012.

På Overgaden har man valgt at opsætte to soloudstillinger; “The Kiss” af tyske Hito Steyerl og “Deux ex Machina” af græske Yorgos Sapountzis. Hito har på kunsthallens øverste etage arbejdet med en næsten 20 gammel forbrydelse, hvor 20 mennesker blev bortført fra et tog under krigen i Bosnien. Ingen har set dem siden. Hitos kunstneriske medie har samme karakter som efterforskningsmateriale, og hendes værk placerer sig et sært sted mellem vidneudsagn, dokumentarisme og hendes egen billedproduktion.

Hvem skaber vores kollektive historie, hvad er sandhed og hvor går grænserne mellem realitet og konstruktion?
Yorgos har op til festivalen, i nattens “lovløse København,” omkranset forskellige monumenter og mindesmærker rundt omkring i byen, med sine sejl, blikplader og mystiske, midlertidige konstruktioner. Værkerne er en slags undersøgelse af disse monumenters ideologiske eller kulturelle baggrunde og en kommentar til vores fælles opfattelse af dem som værende vigtige og historisk relevante. På en måde stiller begge udstillinger spørgsmålstegn ved vores fælles erindring og opfattelse af sandheden.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING | “BEYOND GOOD & EVIL”:
D. 25. August – 30. September 2012

Sidste stop; Østerbro og Den Frie Udstillingsbygning. Lidt trætte oven på de mange fantastiske indtryk, der har mødt os i løbet af dagen. Takket være den helt utroligt fortællelystne Rejane går der ikke mange sekunder før introduktionen til endnu en spændende oplevelse går igang.

Kan et gyngende gulv trigge følelsen af fællesskab?
Ja. Den Brasilianske kunstnerduo Rejane Cantoni & Leonardo Crescenti har lavet et gulv af et reflekterende materiale, der undersøger begrebet tyngdekraft, og hvordan vi påvirker hinanden. Idéen er, at jo flere vi er, jo større indflydelse har vi sammen, og det er fantastisk at opleve, hvordan værket på ingen tid sætter hele presseholdet igang og giver dagens første rigtige oplevelse af fællesskab, mellem os der er til stede på omvisningen.

All photos © I DO ART Agency.

All photos © I DO ART Agency.

Kunstnerens tilstedeværelse løfter oplevelsen
Det er fantastisk at opleve kunstnernes entusiasme omkring deres værker, og man føler sig utroligt privilegeret som en del af pressen at få muligheden for at snakke med kunstnerne, som desuden, for de flestes vedkommende, selv har været med til at opsætte deres værker på udstillingerne. Vi ville ønske, at alle kunne opleve en lignende tur, og hvis der er noget, vi skal sætte en finger på i forhold til arbejdet bag Copenhagen Art Festival, ville det i høj grad være at der burde have været flere muligheder for (også for den brede befolkning) at møde alle disse spændende mennesker.

Alle historierne og fortælleglæden, som ligger bag Copenhagen Art Festival, er overvældende, og vi håber, at vi her har givet bare en lille idé om, hvad dette virkelig gode initiativ er skabt af. Festivalprogrammet løber frem til d. 2. september 2012, men kunsthallernes udstillinger vil fortsætte efteråret ud. Vi anbefaler, at du smutter forbi, ligeså snart du har muligheden for det, griber en festivalavis (som er flot udført af All The Way To Paris), og går på opdagelse i den lange liste af Copenhagen Art Festivals kunstoplevelser.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.