CoBrA DAGBOG #4: DET JORNESISKE GENFÆRD

CoBrA Dagbog #4: Min evindelige konfrontation med det jornesiske genfærd.

Jeg møder det her genfærd fra fortiden gang på gang. Jeg kalder det den jornesiske klæbeånd. Det lyder fjollet, og det ér nok også ret fjollet, da jeg bygger det på et satirisk okult-begreb, som Søs & Kirsten fandt på i deres satireserie Kongeriget. Men som Per Kirkeby engang så klogt har formuleret det, må man som maler beslutte sig for, om man vil male sig igennem de her genfærd fra fortiden. Det er selvfølgelig Asger Jorn, jeg taler om, og han er tung at danse med i mit tilfælde. Som var han karismatisk nær familie, må man tage en beslutning, om man vil gå ”anti-asger” eller omfavne hele det jornesiske rige, han har skabt, og derfra så begynde at trave videre og fylde rygsækken med yderligere kongedømmer. Jeg vælger det sidste, for mit temperament og min personlighed samklinger med den gamle ronkedor i en sådan grad, at jeg må male mig igennem den her jornesiske periode i mit liv, og acceptere mit tilhørsforhold og enighed i hans kunstneriske visioner på det visuelle plan for nu.

Netop i disse dage er der en fantastisk udstilling på Blum & Poe i New York. Jeg ved det, fordi at en kollega har deltaget i udstillingen. Han skrev begejstret tilbage med billeder og har sågar fremsendt hele programmet herhjem til Europa. Udstillingen hedder ”The Avant-Garde Won’t Give Up: CoBrA And Its Legacy.” I New York har man valgt ikke blot at udstille den oprindelige CoBrA-kunst, men simpelthen at kuratere den, så man får hele arven frem til starten af 00′erne med i udstillingen. Det er i sandhed en genistreg at pointere, at det frie udtryk altså ikke har stået stille – selvom man skulle tro, at det har jvf. den skandinaviske kunsthistoriske standard, hvor man tillægger hele æren for CoBrA og de abstrakte malere til blot at omhandle de gyldne år fra 1948 til 1951. Men intet kunne være mere forkert, for CoBrA-udtrykket og arven derefter lever i bedste velgående. Endnu engang må jeg dog blot pointere, at Danmark er håbløst bagud og igen mangler den holistiske tilgang til både vores kuratering af den dekorative kunst og i særdeleshed også viljen til at turde bygge bro mellem fortid og nutid.

Blum & Poe nævner det således i deres pressemeddelelse: “The Avant-Garde Won’t Give Up” will argue that Cobra did not end with the formal disbanding of the group in 1951. In fact, Cobra’s ideas and aesthetics were only realized in the two decades that followed — blossoming into a relentless multinational, literary, political, and radically polymath exploration of numerous artistic media. In tracing this complex web of artists and ideas, the history that unfolds insists upon a more complex genealogy of one of the least understood, yet important movements of the last sixty years.

Det kan ikke siges mere præcist. Og uanset hvor frustrerende det end måtte være, har den amerikanske kurator på Blum & Poe, ifølge min stærke overbevisning, helt og aldeles ret. Hvorimod at vi herhjemme, med vores noget mere udefinerede – dog alligevel strenge – holdning til samtidskunsten, som har en tendens til at bremse en udvikling og kunsthistorisk forståelse, der i og for sig tager afsæt i vores egen deltagelse til den moderne verdensarv.

"Nedskæringer”, 2015 | Skulptur i røget eg og ahorn af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

"Nedskæringer”, 2015 | Skulptur i røget eg og ahorn af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

Der er altså noget galt
Jeg ved udmærket godt, at man, i visse elitære kunstkredse, som fortaler for den dekorative kunst, bliver set ned på og måske endda anset som en værende en amatør. Man får at vide, at man ikke forstår sig på den ”ægte samtidskunst”. Men jeg kender udmærket godt til udenlandske kunstforhandlere og danske gallerier, der forsøger at skabe hurtig indtægt på denne såkaldte ”ægte” skandinaviske samtidskunst. Resultatet bliver så bare i sidste ende, at vi efterlader en befolkning i dyb forundring eller forargelse over blålyset. Et blændværk, der så forsøger at blive et tidsbillede, der skal forklare den manglende kunstneriske vilje til at forfølge spontaniteten og dermed viljen til optimisme og humor, frem for at vi sidder fast i den evindelige intellektuelle pessimisme. Det er et intellektuelt tidsbillede, som jeg er direkte uenig med, for her er masser af optimistisk vilje og masser af humoristiske udtryk – bare ikke så længe vi bruger generaliserede kategoriseringer, som netop “samtidskunst”. Hvad er det dog for en generaliseret samtid de taler om? Samtiden er vel ikke den samme som i morgen? I-morgen-tid? Datid? Nej, jamen det er jo forbudt! Det skal jo handle om samtiden. Og hvad er det mon i øvrigt, at vi er sammen om?

Det er måske retorisk set provokerende sat op, men der er en generaliseret angst for æstetik, der ultimativt har udmundet sig i en pubertær ignorant anti-billed-kultur, som en stor del af den danske kunstscene for tiden har dyrket heftigt. Her synes de store horder af kunsthistorikere, og anmeldere, med lethed at kunne generalisere det kunstneriske landskab ved at sætte det hele op i et matrix af ”samtidskunst” og ”ikke-rigtig kunst”. Men jeg må desværre skuffe det selvproklamerende statsstøttede etablissement: det eneste, der bestemmer i sidste ende, er tiden. Den selvsamme tid der gør, at vi får mindre og mindre tid sammen. Og netop derfor har jeg ikke i sinde at blive sat i bås som en billedmaler, der taler om sin samtid, uden at jeg må have lov at relatere det til datiden. Det er helt forkert i min optik at lade samtidskunsten stå som den rene sandhed alene. Det er ligesom at skulle skrive en naturvidenskabelig afhandling og så bevidst undlade at forevise kildelisten. Den må læseren jo endelig ikke have lov at dykke ned i, for sæt nu at læseren finder ud af, at man er en dårlig videnskabsmand? Bør jeg lige nævne, at selv Picasso faktisk baserede en række af sine sene værker på Goya, Poussin og Delacroix? Gør det hans arbejde til dårligere kunst af den grund? Næppe.

“Utøya”, 2015 | Olie på lærred af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

“Utøya”, 2015 | Olie på lærred af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

Tiden heler alle sår, og tiden renser også ud i, hvad der i sandhed kan få lov at være kunst, samt hvad der må anses for værende en del af en kulturpolitisk bølge – om det så betyder, at malere som jeg også udhviskes, så lad det endelig ske, for det virker i dag som om, at den elitære finkultur er kammet over til det nærmest absurde i både sin teoretisering, analyse og ikke mindst visuelle værdisætning. Jeg taler ikke om decideret ny-rindalisme, men der ses da ulmende tendenser i den danske folkestemning, der helt afskriver kunsten, og som oprigtigt mener, at den er for de få. I en tid med nedlægning af arbejdspladser og stramninger vil vi, i de kreative erhverv, alle blive ramt af nedskæringer. Derfor, af den simple økonomiske grund, er der ikke tid til at ekskludere nogen eller noget fra det bedre kulturelle borgerskab. Jeg taler om at inkludere den dekorative kunst i samme grad, som den ekskluderes på nuværende tidspunkt. Men det er bestemt ikke nyt, at dansk kulturliv lukker sig om sig selv og ubevidst opbygger et værn mod folkelig indflydelse. Opbygning af hegn sker åbenbart på flere planer i dagens Europa.

“Searching Srebrenica”, 2015 | Olie på lærred af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

“Searching Srebrenica”, 2015 | Olie på lærred af Johannes Holt-Iversen | Photo: Emil Vinther Sørensen.

Johannes Holt-Iversen (f. 1989) er billedkunstner og studerende ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, Holland. Johannes har bidraget til idoart.dk siden 2014.