BYEN UNDER NORDHAVN

Klokken er 05.00 om morgenen. Vi står i hver vores ende af et 41 meter langt vægmaleri og maler de sidste strøg, de sidste mønstre. Vi er helt alene, kun omgivet af Nordhavns majestætiske betontinder.

Solopgangen er allerede begyndt at udfylde rummet mellem de nybyggede bygninger. The Life of Pablo, som har kørt på repeat hele natten, overdøves nu af lydene fra en junimorgen; skrig og skrål fra måger, fra studenter på vej hjem fra fest, fra den første passerende lastbil.

Om fire timer ringer en journalist fra Berlingske i forbindelse med en artikel om metrohegnet. Mens vi febrilsk hælder den første kop kaffe i os, forsøger vi at svare så godt, vi kan, på spørgsmål om abstrakt kunst, og på hvordan det har været at arbejde offentligt i byrummet. Der er syv timer til vores fernisering, og inden det skal vi nå forbi et deltidsjob, såvel som at tømme den lokale Netto for plastikkrus og papvin. Til trods for en prikkende træthed kan vi begge mærke en ro sprede sig, da ferniseringen endelig begynder. Det er som efter en gennemført eksamen – vi føler en dejlig udmattelse, idet vi læner os tilbage med champagne i kruset og betragter vores færdige værk.

Historien starter d. 29. april, da vi en sen aften sender en skitse afsted til Metroselskabet i håbet om at få lov til at udsmykke metrohegnet i Nordhavn – et af de få steder hvor byggeriet stadig er omgivet af grønt hegn. Vi havde sat vores skitse op i Illustrator, og det var et krav, at motivet skulle være inspireret af Nordhavn, så vi havde taget udgangspunkt i havnen og dens liv under vandet og skabt en illustrativ og abstrakt undervandsby med søplanter, sødyr og organiske mønstre. I første omgang søgte vi om at få lov til at udsmykke en del af hegnet, som målte 25x2 meter, men til vores overraskelse blev vi tildelt en 41 meter lang sektion.

Begejstrede som vi var for det positive svar, åbnede vi Illustrator igen, fordoblede dokumentstørrelsen og kopierede flere mønstre og figurer ind. “Det er ingen sag”, tænkte vi, men som en veninde bemærkede, da hun i slutningen af juni kom forbi Nordhavn, hvor vi havde arbejdet, nærmest besatte, på at repetere små malerstrøg til store organiske mønstre; “Det tager jo ingen tid at kopiere op i en Illustrator-fil – i virkeligheden, derimod, er det et uendelighedsprojekt.” Og da den ene halvdel af vores duo (Nowhereland) svimmel af gentagelser var ved at falde ned fra den bænk, hvorfra hun stod og malede, måtte vi sige os enige.

Nowhereland, Byen under Nordhavn (proces). Foto: Trine Løgstrup & Signe-Lill Valkvæ.

Vægmaleriet fik titlen “Byen under Nordhavn.” Det er en afbildning af et undervandsunivers bestående af søplanter med ansigter, cirkulerende mønstre, abstrakte koraller og fisk i farverige kompositioner.

I udviklingen af vægmaleriets billedsprog havde vi fokus på at skabe samspil mellem figurative og abstrakte elementer. Figurernes personligheder og karakterer er skabt ud fra en række abstrakte former, som f.eks. fortæller noget om figurernes humør. Selvom man hurtigt kan definere figurerne ud fra deres øjne og kroppe, kan de ikke kategoriseres som værende fra en specifik dyre- eller planteart. Vi kan godt lide tanken om, at forbipasserende dels kan få en æstetisk oplevelse af vægmaleriet i sig selv, men også at de efterfølgende kan bygge videre på det univers, som vi har forsøgt at skabe – og at de måske endda vil opdigte egne fortællinger.

Vi arbejder begge ud fra en spontan og umiddelbar tilgang, når vi tegner og idéudvikler, og derfor var det at udsmykke metrohegnet en ny og anderledes proces for os. Motivet skulle måles op, sådan at det fik de samme størrelser som i Illustrator-filen, men ingen af os havde erfaring med at arbejde i et så stort format. Det er det første vægmaleri, vi har lavet.

Til daglig har vi kontorplads ved det kulturelle og sociale startup-fællesskab KPH Projects i København, men i skrivende stund er vi flyttet ind i et atelier ved Statens Værksteder for Kunst. Her skal vi være i 7 uger, og visheden om dét fremkalder allerede samme begejstring, som da vi stod og malede metrohegnet. Et tidsrum, mellem alle de praktiske gøremål (som at strukturere vores hverdag; de utallige mailkorrespondancer og kaffemøder), hvor vi kan fokusere udelukkende på vores passion; illustration.

Vi kender hinanden fra studietiden på Designskolen Kolding, og startede sammen designvirksomheden Nowhereland i 2017. I løbet af det sidste år har vi lært at arbejde tæt sammen; at finde frem til et fælles illustrativt formsprog. Trine er ofte figurativ og grafisk i sin billedfremstilling, mens Signe-Lill i højere grad er abstrakt og malerisk. Dog deler vi mange af de samme æstetiske referencer og finder inspiration i kendte navne som Misaki Kawai, David Hockney og Tal R, såvel som i elementer hentet i alt fra afrikanske folkedragter til billeder af mærkelige undervandsplanter. Især er vi inspirerede af hinanden, og gentagelsen er en vigtig del af vores proces. Da vi skabte figurerne til vægmaleriet, byttede vi tit rundt på vores tegninger, og figurerne blev således skabt gennem en række repetitioner og små ændringer af hinandens figurative elementer, farver og mønstre.

Men, for at vende tilbage til historien: Hvor begynder man, når man skal lave så stort et værk? Hvor meget maling skal vi bruge for at fylde 41 meter? Hvordan får vi råd til at betale for malingen? Skal vi bruge skabeloner? Hvor meget kan vi nå på en dag? Hvordan får vi vasket penslerne? Og er der et toilet i nærheden? De første spørgsmål blev løst med hjælp fra den danske kunstner No Title og fra Sadolin som sponsorerede al maling samt malerredskaber. Det resterende var op til os selv, og blev løst dag for dag.

Nowhereland, Byen under Nordhavn (detalje). Foto: Trine Løgstrup & Signe-Lill Valkvæ.

En tidlig morgen i starten af juni cyklede vi afsted mod det industrilandskab, vi efterhånden er blevet så glade for, med malerspand på cykelstyret og termo i rygsækken. Fremme ved hegnet mødte vi hegnmesteren siddende i skyggen, omringet af flere ti-literspande med grøn maling. Han sagde: “Inden I går igang, skal I lige male det gamle vægmaleri over,” og sådan gik den første dag. Heldigvis var der nærmest ikke regn i den periode, vi arbejdede på vægmaleriet, og malingen var som regel tør efter 1-2 timer.

Den efterfølgende dag gik vi så igang (som de detaljenørder vi er) med sirligt at markere motivet op med målebånd, kridt og malertape. Vi havde medbragt en skitse med mål på en iPad, men på grund af gentagne strømproblemer fik vi en daglig undskyldning for at teste kaffen ud på de tre lokale kaffebarer.

Efter at have målt konturerne op til alle figurerne, kunne vi begynde at male baggrunden blå. Vi havde været forbi Sadolin og udvalgt farver med udgangspunkt i deres Pantone-system og var spændte på at se, om farverne ville stemme overens med den oprindelige skitse, hvis farveskala allerede havde været igennem to transformationer; først farvelagt i hånden, derefter på computeren i RGB. Det gjorde de heldigvis, og vi fik flere gange kommentarer og ros fra lokale forbipasserende, som syntes, det var flot med et så farverigt bidrag til Nordhavnen. Det faktum at Nordhavn er et byrum, som stadig står meget tomt, præget af nybyggeri, kraner og trailere har desuden gjort det særligt spændende at få lov til at udsmykke.

Nowhereland, Byen under Nordhavn. Foto: Trine Løgstrup & Signe-Lill Valkvæ.

Vi brugte 2 uger på vægmaleriet, og som de hårdtarbejdende tidsoptimister vi er, formåede vi ikke at holde os indenfor en normal 8-16 arbejdsdag. Snarere lå vi i takt med den lokale 7/11s åbningstider, hvor vi trofast drak varm kakao inden lukketid. Man kan måske skyde skylden på de mange mønstre, som var et lappesystem uden lige. Dog er vægmaleriet endt op med at få det udtryk, vi ønskede, hvor energien, stofligheden og de dekorative elementer udgør en stor del af indholdet. Det har været to fantastiske uger med solskin, havnebad mellem kraner og ny arkitektur, samtaler med lokale forbipasserende og ikke mindst et begynderkursus i maling. Vi vil absolut anbefale andre at søge om at få lov til at udsmykke Byens hegn.