BREV TIL FORFATTER

På universitetet (KU) har jeg for tiden et skrivefag, der hedder “Poetik” sammen med en tredjedel af mit hold, mens en tredjedel har “Podcast”, og en tredjedel har “Anmelderi.” Sådan er vi opdelt i tre formidlingskurser på dette tredje semester af Litteraturvidenskab. I denne uge har mit fag fået lov til at være med på anmelderi-kurset, og vi har derfor skullet forsøge os med at anmelde Niels Franks helt nye bog “Tristhedens Historie.”

Jeg har ikke anmeldt før, og derfor blev jeg nervøs, da jeg havde læst historien færdig og pludselig sad foran det skinnende worddokument. Jeg kunne mærke “anmeldermagten” helt ud til fingerspidserne, og sådan begyndte en lang dag. Jeg gik rundt om mig selv, lavede kaffe, satte mig ud i køkkenet, blev pludselig sulten, gik i bad og tog computeren frem igen. Jeg flyttede skriveplads fra sengen til vinduet, over i stolen og tilbage og skrev en sms: "Jeg kan ikke finde ud af at skrive den her anmeldelse."

Nu tror jeg, at jeg ved, hvorfor det var så svært. De fleste værker er jo hverken entydigt fantastiske eller entydigt elendige, de flyder ud et sted dérimellem, og det er derfor, at det overhovedet er interessant at anmelde generelt. Fordi at undersøgelsen af et værk er mere interessant end dommen. Jeg har ikke læst nogle teorier over anmeldelsen som form, ligesom de har på anmelderikurset, men jeg ved, at det er en diskussion, der fylder meget – om man som anmelder bør afsige en dom over det, man anmelder, og simpelthen fortælle læseren om bogen er værd at læse.

Jeg har ellers ikke normalt svært ved at sige, hvad jeg mener om et litterært værk, men når man ikke har skrevet en anmeldelse før, kan det føles helt uoverkommeligt at skulle afgive en sådan dom. Jeg synes, at det er svært at sidde i en position, hvor man kan påvirke et værks modtagelse hos kommende læsere (nu var det dog gudskelov kun til mit hold, at jeg skrev). At skrive en analyse af et værk er meget anderledes, og det er jo dét, jeg er vant til. Da jeg nu var en del af “Poetik”, følte jeg heldigvis frihed til at lege med anmeldelsen som litterær form, og jeg endte derfor med at skrive min anmeldelse som et brev.

Det er dét brev, jeg gerne vil vise frem her.

Anmeldelse af Niels Frank: “Tristhedens Historie”

Kære Niels Frank. I nat sov jeg ikke, men blev i stedet oppe for at læse din historie. Her er jeg med din bog i hånden, stadig i tvivl om, hvordan jeg vil anmelde den. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke vil skrive en trist historie. Jeg holder om en rå krop. Det er en vigtig roman. Nu skal jeg forklare, hvad jeg mener.

Omslaget er et tyndt lag hud uden om en rå menneskekrop. På indersiden af omslaget fortæller en tekst mig, at denne roman introducerer læseren for “ti portrætter af en række tilsyneladende forskellige karaktertyper”. I dette ‘tilsyneladende forskellige’ ligger en lighed og glimter. Desuden fremgår det af romanens niende titel: “Jeg har ladet mig fortælle”, at vi har at gøre med et ‘jeg’, der breder sig ud over historien; favner alle ti portrætter i sit eget. Det er dén krop, jeg taler om.

Selvom jeg først og fremmest er læser af din roman, Niels Frank, bliver jeg også alt muligt andet, mens jeg læser. Jeg er Erotikeren, Højreekstremisten, Alkoholikeren, Rigmanden, den Konservative, jeg er H.C. Andersen som barn, jeg er Diktator. Ligesom jeg’et flyder jeg ind og ud af stereotyper. Jeg bliver tiltalt som ‘Du’, jeg bliver talt ned til, latterliggjort, afkræftet, udhulet, det er en vrængende fortæller, du har skabt. Det er en fortæller, der stiller sig selv højere end de karakterer, han portrætterer. Det er en diktatorisk fortæller, der tilrettelægger sin historie; forminddeler, strukturerer, konstruerer. Tiende portræt af en diktator forekommer mig da også at være en kommentar til dette, når der fx. står: “… tænk, at JEG nåede så langt!” De forskellige karaktertyper er visne aftegninger af det gennemsnitlige menneske. De er ekstremer eller symboler på menneskets begær: Efter kærlighed, rigdom, selvopretholdelse, magt. Eller de er dele af en helhed; romanen bevæger sig metonymisk frem mod en sammenstykning af jeg’et.

Ekstreme mennesker findes. Men ekstremer findes også i det gennemsnitlige menneske. Det er disse to lag, der lægger sig oven i hinanden, bliver én kødelig krop samlet i jeg’et. Dine beskrivelser bliver på den måde både komiske overdrivelser og seriøsiteter. Det er en kunst at kunne skrive sådan.

Søren Kierkegård ånder mig i nakken, mens jeg læser din roman, han puster liv i dine karakterer, husker mig på sine fire karaktertyper fra værket “Enten-Eller”: Spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og den religiøse. Ved siden af ham står Thomas Mann og Fjodor Dostojevskij og stråler ud gennem dine parafraser over ‘Kældermennesket’ og ‘Aschenbach’ fra ‘Døden i Venedig’. Man kunne foranlediges til at forveksle Spidsborgeren med romanens Rigmandsfigur, Æstetikeren med romanens Erotiker, Etikeren med romanens Konservative, og den Religiøse med romanens hovedfigur, jeg’et. Hos Kierkegård er det religiøse menneske (idealet) et lidende menneske, ligesom Kældermennesket er et lidende menneske og ligesom “Tristhedens Historie” kredser om et trist ‘jeg’. Således bliver jeg’ets spørgsmål til sig selv: “Men hvad er egentlig tristhedens modpol – kunne det være utopi?” en spejling af Kældermenneskets spørgsmål, når han overvejer, om det er bedst at leve i “billig lykke eller ophøjet lidelse?”.

Man kan kritisere dig for at henvende dig til at smalt publikum, Niels Frank. Et publikum, der kender litteraturens receptionshistorie. Men teksten er mere end en parafrase over tidligere tiders værker. Den er et værk i sig selv. Tekstkødet ånder.

Kære Niels Frank. Jeg er på én gang skræmt og draget af din roman. Jeg forarges over dine karakterer, og jeg forarges over jeg’et. Men jeg begejstres over teksten. Teksten er en tunge, der slikker læseren i ansigtet. Konturer træder tydeligere frem under vand. Jeg’et er den krop, der stykker sit eget selvbillede sammen gennem teksten: “Enhver der begiver sig ud i livshistorier, giver sig også til at diskutere med skæbnen, eventuelt banke den på plads, så historiens billeder passer med selvbilledet eller selvbilledet med historiens.” Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt dette skal forstås som en kommentar til autofiktion eller som en kommentar til jeg’et selv. Som en kommentar til, hvad det er for en krop, denne tekst er.

I nat vil jeg sove, selvom bogens ‘jeg’ ikke kan. Sådan vil jeg adskille mig selv fra bogen og dykke ned i den igen. Ved siden af mig vil den ligge som et konstrueret kunstnerisk produkt. Eller den vil ligge som et lille vågent menneske og glimte.

Slagtet eller klappet på skulderen
Det har været en stor og fantastisk udfordring at skulle skrive en anmeldelse. Jeg er endnu usikker på om det er noget, jeg kunne have lyst til at dyrke fremover, men skriveprocessen forærede mig en øget opmærksomhed på forholdet mellem dét, jeg skriver om, og hvordan jeg skriver om det, som jeg kan bruge i al tekstproduktion og nærlæsning, ligesom jeg kan bruge det her på I DO ART. Jeg er ikke sikker på, at min første anmeldelse er noget at råbe hurra for, og om et par dage bliver jeg enten slagtet eller klappet på skulderen, men det er ikke dét, der er vigtigt nu, hvor jeg er i et skoleforløb. Hér må jeg stadig gerne lege.

I løbet af de sidste uger har jeg dog opsamlet en lille liste over “regler” inden for anmelderi, som jeg har erhvervet mig gennem elever og undervisere. Sådan lyder den:

  • Benyt ej “man” som pronomen.
     
  • Skriv gerne med en gennemgående metafor. I min anmeldelse kunne jeg fx. have strukket kropsmetaforen ud over hele teksten, hvis det havde givet mening.
     
  • Benyt ej abstrakte begreber i din domsafsigelse, som fx. smuk, fantastisk, dårlig, god. Denne regel er min yndlingsregel, for den viser, at en beskrivelse som god bog er alt andet end sanselig og billedskabende.
     
  • Gør gerne din anmeldelse mimetisk. Lad den fx. mime fortællerens sprog.
     
  • Giv din anmeldelse en vinkel eller et fokus, situér. En god anmeldelse har som så mange andre gode tekster en rød tråd og behøver ikke at rumme alle bogens nuancer.

Der er heldigvis ikke nogen lov over anmeldelser, og derfor kan man ikke gøre andet end at prøve sig frem, så godt man kan. Det er dét, jeg har gjort. Og det er rart at vide om fremtiden at: Jeg kan kun blive bedre!

Held og lykke med jeres egne anmeldelser og kh. Siw.

Siw Ranis (f. 1993) studerer Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Siw har bidraget til idoart.dk siden 2014.