AT ORKESTRERE DET KOMPLEKSE

I lang tid er hans navn dukket op i forskellige sammenhænge. Sammenhænge der dog har det til fælles, at de altid kredser om bogen; bogen som teknologi, bogen som kunstværk og bogens rolle i en offentlighed, styret af digitalisering og kommercialisering. Navnet er naturligvis Mathias Kokholm, og på en af januars koldeste dage er vi blevet inviteret på besøg hos hans forlag Antipyrine, i en af Aarhus’ gamle baggårde.

Vi husker ikke præcist, hvornår vi første gang hørte om Mathias Kokholm og hans forlag Antipyrine. Måske var det, da han fik til opgave at kuratere og administrere Kunsthal Aarhus’ bogbutik, måske i forbindelse med hans engagement i videnscenteret for Art Writing, eller måske var det først, da Claus Carstensen forærede os sin nye digtsamling Terr, udgivet på Antipyrine. Det er dog helt sikkert, at vores nysgerrighed og begyndende forståelse for alvor blev sat i gang, da vi besøgte udstillingen L’hombre invicible på udstillingsstedet Piscine. Udstillingen, som var tilrettelagt af Mathias, beskæftigede sig med forlaget Edition After Hand‘s stifter Henrik Have og det sammensatte arkiv af noter, manuskripter, original tryk og genstande, som han efterlod sig ved sin død i 2014. Henrik var Mathias’ svoger, og han spillede en væsentlig rolle som inspirator til Mathias’ interesse for kunstnerbøger. Sammen drev de After Hand fra 2009 til 2014, og Mathias’ eget forlag Antipyrine trækker dermed direkte tråde tilbage til Henrik’s arbejde.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Udefra ligner Antipyrine’s baggårdshus mest af alt et gammelt snedkerværksted. Der er store fabriksvinduer, og på førstesalen en lav dør som sikkert engang har ledt ind til værkstedets lager. Vi træder ind og bliver først og fremmest mødt af bøger i stakke og atter stakkevis. Hele højre side af de højloftede forlagslokale er så fyldte med bøger, at det faktisk er svært at få øje på reolerne, og på næsten alle vertikale flader ligger der titler og kæmper om vores opmærksomhed. Mathias tager imod os, og imens han hiver den ene efter den anden Antipyrinetitel ud af stakkene, begynder han at fortælle os om, hvornår det hele startede.

“Allerede som teenager tog jeg til København for at besøge min søster og svoger,” siger Mathias, og fortæller om hvordan at Henrik Have i 1990′erne drev After Hand’s butik, og hvordan at han kunne bruge flere timer dér i sin gymnasietid. På det tidspunkt blomstrede kunstnerbogen som medie på den københavnske kunstscene, og blandt en række mindre trykkerier og forlag i Nansensgade, i nummer 43, lå After Hand som et centrum for de kunstnerskabte publikationer. Mathias begyndte at læse Nordisk Sprog på Aarhus Universitet, og med sin fortsatte interesse for den smalle litteratur startede han sammen med Mads Mygind og Christoffer Ugilt Jensen poesifestivalen Verbale Pupiller i 2007. I 2009 blev Henrik Have syg, og Mathias begyndte at hjælpe til med forlagsdriften i After Hand, som han langsomt fik mere og mere ansvar for.

Bogens potentiale i en post-internet tid
“After Hand var rigtig meget Henrik’s projekt, så i efteråret 2013 oprettede jeg Antipyrine,” fortæller Mathias, som dog understreger, at der stadig er mange ligheder mellem de to foretagender. “En stædig uafhængighed, de radikale tekstformater og håndværket” er tre værdier, som de to forlag i følge Mathias har tilfælles, “men jeg udgiver flere teoretiske titler, end After Hand gjorde.” Antipyrine arbejder i feltet mellem kunst, litteratur og teori, og forsøger at nedbryde de grænser, der adskiller de tre discipliner. Vi spørger ind til, hvor det særprægede forlagsnavn kommer fra, og Mathias forklarer, at det betyder smertelindring, men at det oprindeligt opstod som titlen til tidsskriftet Monsieur Antipyrine, som er opkaldt efter Dadaisme-grundlæggeren Tristan Tzara’s manifest fra 1916. “Det var interessant at starte et tidsskrift, fordi det i sig selv er et ørkesløst projekt,” forklarer Mathias med et smil om munden, og det er tydeligt, at umulige og anakronistiske projekter virkelig interesserer ham meget.

Der er vist ingen tvivl om, at tiden er løbet fra bogen. Bogen som en demokratisk distribuering af viden er for længst blevet overhalet, men for Mathias er der stadig nogle klare fordele ved bogens iboende strukturer og egenskaber i en tid post internet. Helt lavpraktisk er bogen en af de få teknologier i vores tid, der ikke behøver en afspiller; den er uafhængig. Derudover rummer bogmediet en særlig platform for at komponere et indhold, og den er i Mathias’ øjne ofte bedre til at orkestrere komplekse sammenhænge end f.eks. internettet. Vi snakker videre om bogdesign og om bogens håndværksmæssige kvaliteter, og Mathias indskyder, at han indimellem hjælper til på Lars Hedegaard’s bogbinderi i den nordlige del af byen. Det er også der, at Mathias trykker og binder forlagets mindre oplag, for han sætter virkelig en dyd i at have en finger med i hele tilblivelsesprocessen.

Computergenererede digte og eksperimentel livsførelse
På det gamle tegningsskab, som vi står omkring, har Mathias lagt samtlige af Antipyrine’s udgivelser frem. Vi lader vores opmærksomhed hvile på de mange titler, hvis samlede æstetiske fremtoning er tør, underspillet og svær at knytte til nogen tid eller noget sted. Omslagene er monotone og båret af tekst, men hver gang vi spørger ind til en af titlerne, kan Mathias fortælle indgående og interessante historier om indholdet og forfatteren bag. Individ i fællesskab af Christoffer Ugilt er en samling af computergenererede digte, sammensat af overskrifter der begynder med “jeg” eller “vi” fra de danske nyhedsmedier. Et eksempel på en tekst i bogen er: “Vi kan sagtens være funky / Vi er i gang med at skære i benet / Vi elsker at dele vores mad på Instagram / Vi lyver om grimme babyer / Vi videoovervåger dem.imnothererepresentinghardbodies af Mads Eslund består af 621 korte beskrivelser af billeder fra Instagram’s søgefunktion Udforsk, og 01.01.CM – collection of the Museum of Ordure rummer afbildninger af mere end 100 versioner af Det Kommunistiske Manifests omslag fra vidt forskellige tider og lande.

Bishankommunen – Hvordan man laver sin egen Utopi er en gengivelse af den kinesiske kurator og aktivist Ou Ning’s notesbog fra 2010, hvori han præsenterer research og idéer til en nye leveform i Kina. Ou Ning er fortaler for en genopbygning af landområderne og er kritisk i forhold til Kina’s hyperkapitalistiske kommunistiske styre og ekstreme urbanisering. I 2011 indviede Ou Ning Bishankommunen som et modsvar til den nuværende udvikling, og siden 2013 har han selv boet i den lille landsby, som han håber kan blive en autonom zone for eksperimentel livsførelse. Mathias havde Ou Ning boende i efteråret 2014, da han deltog i en af Kunsthal Aarhus’ Systemics-udstillinger, og han havde ham bl.a. med på researchtur i Thy-lejren og på Friland.

En alternativ offentlighed
Udenfor er solen ved at gå ned, og mørket begynder at fylde de kvadratisk opdelte vinduer ud. Vi bladrer i bøger og fascineres fortsat af den kompleksitet og konceptelle styrke, som hvert værk afslører, når man lader sig opsluge. Antipyrine’s udgivelser forsøger ikke at lokke læseren til med ekspressive forsider, nej tværtimod. Mathias kalder det for “æstetisk forskning”, og de lidt nostalgiske noter, som man finder i den tørre udstråling, er da også bevidste og refererer igen tilbage til bogens anakronistiske natur. Vi lever i en tid, hvor offentlighed er alt, og hvor der er sat lighedstegn mellem eksponering og kvalitet. Massemedierne fordrer sort-hvide perspektiver, prioriterer allerede eksisterende historier og fravælger det komplekse.

Mathias ønsker slet ikke at spille op imod denne form for offentlighed og snakker om et alternativ. “Er det fordi, den nuværende brede offentlighed ikke gør det godt nok?” spørger vi. “Ja,” lyder det prompte fra Mathias, efterfulgt af et kækt grin. “Der er ligesom bare en helt anden mediediskurs i dag. Hvis ikke at du har en ekspressiv æstetik, hvad enten det er litterært eller visuelt, så kommer du sjældent i betragtning. Jeg har et ønske om at fastholde noget, som ikke aktivt søger det fikspunkt, hvor man kan blive gjort til genstand for den ideologi – og det mener jeg, at det er. Det er bare en ubevidst eller usynlig ideologi, som den generelle offentlighed og de store medier udøver.” Vi snakker videre om Antipyrine’s politiske ståsted og arbejde for at skabe et arkiv af kunstneriske, litterære og teoretiske udgivelser til en alternativ offentlighed.

En plads til det komplekse
Nu er udsigten til den aarhusianske baggård fuldstændigt forsvundet i mørket, og Mathias skal snart videre. Vi pakker sammen, forlader det lille baggårdshus og finder vej ud igennem den lidt snørklede kælder som vi også kom ind ad, før vi igen står på den kolde J.M. Mørks gade. På en eftermiddag er vi blevet meget klogere, udfordrede på vores forståelse af bogen og offentligheden, og vi har fået et nyt bekendtskab. For Mathias Kokholm er Antipyrine ikke noget forfinet og nørdet projekt, men hans udgivelser ligger sig helt bestemt i et ekstremt nichepræget felt, fordi de kræver noget af læseren.

Det er trist, at vi lever i en verden, hvor hastighed og overflade sættes over tålmodighed og fordybelse, men heldigvis eksisterer der forlag som Antipyrine, der peger i en anden retning. Mathias har givet os enormt mange nye tanker, som endnu flakser rundt i forsøget på at falde på plads og give mening. Og det er okay. Det er okay, at det hele ikke er umiddelbart og letlæseligt – der er plads til kompleksiteten, og vi er glade for, at der findes folk som Mathias, der hele tiden dygtiggør sig i at orkestrere den.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.