AT LEVE AF DET ALLERSJOVESTE

De sidste par uger har jeg skrevet sammen med en af mine tidligere klassekammerater fra Designskolen Kolding, Louise Thrane Jensen, fordi jeg rigtig gerne ville have hende til at fortælle lidt om, hvordan det er at leve af at være illustrator.

Louise laver de fineste, fabulerende, sjove og finurlige illustrationer, med skæve detaljer der får én til at trække på smilebåndet, men som også sætter fingeren på nogle absurde situationer i vores hverdag. Man kan genkende sig selv i illustrationerne, også selvom man måske ikke altid har lyst til det. Jeg har altid syntes, at det er så vildt, hvordan Louise får det ‘at tegne og illustrere’ til se ud som verdens letteste ting, for det er virkelig en svær disciplin.

Louise Thrane Jensen “Forenede Forurenere”.

Louise Thrane Jensen “Forenede Forurenere”.

Hvordan synes du, at tiden lige efter skolen var? Jeg tænker at der som illustrator jo ikke er særligt mange fuldtidsjobs, så det er vel mere noget med at få fat i opgaver og ligeså langsomt at bygge noget op?
Tiden efter skolen har i store træk været virkelig rar, og egentlig ret meget, som jeg havde forventet. Der er dog en ting, som jeg er blevet enormt overrasket over, og det er den kæmpe mængde af venlighed, jeg synes, man bliver mødt med, når man prøver at finde fodfæste som nyudklækket illustrator. Folk har virkelig været imødekommende og hjælpsomme – potentielle ‘kunder’, som jeg har overfaldet med mails, flere mails (og endnu flere mails), har taget det ‘pænere end pænt’, og selvom jeg har fået rigtig mange afslag undervejs, så har det altid været i en meget venlig, og ofte også både opmuntrende og tilskyndende tone, og det har betydet rigtig meget for min lyst og motivation til at blive ved med at søge opgaver og netværksrelationer.

Louise Thrane Jensen “Næsepiller.”

Louise Thrane Jensen “Næsepiller.”

Havde du en plan for, hvordan du skulle komme i gang med dit arbejde som illustrator?
Hæ, nej! :) I forhold til hvordan jeg, rent strategisk, klarede mig gennem den første tid efter skolen, var det næsten udelukkende baseret på tilfældigheder. Jeg flagrede med arme og ben, og skød mails efter alt, hvad der bevægede sig og lugtede bare en lille smule af en potentiel illustrationsopgave. Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg ikke lade være med at grine af det, for jeg har virkelig været en rendyrket karikaturtegning af et meget, meget ivrigt, overengageret, let forvirret, smånaivt, begejstret og monsterdesperat menneske. Jeg ville SÅ gerne! Jeg ville alting, og jeg ville det hele på én gang.

Jeg havde absolut ingen forkromet plan eller retning. Jeg ville bare gerne arbejde med det, jeg elsker, og blive god til det, så det var bestemt ikke fordi, at min taktik var særlig kløgtig, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at jeg garntrisser’ ville gøre stort set det samme én gang til, hvis jeg stod som nyuddannet nu. :)

Hvis jeg havde været alt for velovervejet, kan jeg kan godt være bange for, at jeg måske var kommet til at standse mig selv; at der nok var nogle mails, som jeg ikke ville have sendt afsted, fordi jeg havde nået at tænke: “de vil jo aldrig kunne bruge mig til noget“. Og ind imellem har ‘chance-mailsne’ faktisk givet pote, så det ville have været brandærgerligt, hvis jeg ikke havde fået sendt dem afsted. For mig var det rigtige nok bare at kaste sig ud i det med hovedet under armen, og så håbe på det bedste.

Synes du, at du var godt forberedt på livet som illustrator?
Det kom ikke bag på mig, at det rent indkomstmæssigt måske ville være svært – den erkendelse synes jeg egentlig, vi blev konfronteret med, allerede mens vi gik på skolen, så jeg havde ligesom taget valget om, at det måske ville blive op ad bakke, allerede før jeg blev færdiguddannet. Et sted, hvor virkeligheden har været anderledes end min forestilling er, som tidligere nævnt, i forhold til den måde hvorpå man er blevet mødt i ‘branchen’. Jeg havde nok regnet med, at man måske nok skulle være forberedt på at støde ind i et par virkeligt skarpslebne konkurrence-rundsave undervejs, men jeg synes næsten kun, at jeg har oplevet det modsatte. ‘Tegnemiljøet’ har været en helt igennem fantastisk klub at træde ind i, hvor langt de fleste har et oprigtigt ønske om, at det skal gå hinanden godt. Hvis folk er faldet over en opgave, som måske ikke lige ‘passer’ på dem selv, er de altid god til at give den videre, synes jeg – og det samme når det gælder andre gode tips og idéer, man må være stødt på.

Det er næsten altid som at svømme rundt i én stor hyggelig dele-pøl, når man møder andre tegnere, og det er virkelig en fantastisk følelse. Og så tror jeg, at de fleste er helt enige om, at det til enhver tid er prisen værd at leve lidt fattigt i perioder, som et bytte for det fantastiske privilegium det er, at leve af at lave det, man synes er allersjovest. Der er altid opmuntring og hep at hente, hvis man er kørt lidt sur i havregryn og pasta med ketchup. :)

Louise Thrane Jensen “Ensretning” (linoleumstryk).

Louise Thrane Jensen “Ensretning” (linoleumstryk).

Hvordan fik du dine første opgaver?
Dem tror jeg, jeg fik i en blanding af held og ihærdighed. Jeg havde, mens jeg gik på skolen, været så heldig, at tegnestuen Spild af Tid tog mig under deres vinger, efter at jeg havde sendt en virkelig patetisk praktikansøgning afsted til dem. Jeg har altid storelsket de ting, der kommer ud fra den tegnestue, og praktikansøgningen til dem, var helt klart en af dem, jeg kun sendte afsted, fordi jeg havde hovedet absolut under armen – ellers havde jeg aldrig turdet! Og stik imod alle mine forventninger, bed de på.

Det var fuldstændigt vanvittigt fantastisk! Jeg lærte SÅ meget i den tid, jeg var hos dem, og jeg fik lov til at sidde med nogle enormt spændende opgaver, og jeg blev behandlet fuldstændigt på lige fod med alle andre (endda lidt på deluxe-niveau nogle gange tror jeg :)). Allerede første dag jeg var hos dem, blev jeg sat i gang med at lave en opgave, som skulle bruges til et DR-program, hvilket fik mig til at gå i øjeblikkelig panik! På det tidspunkt var ‘noget til DR’ meget, meget stort for lille Louise fra Jylland, men det var sådan det var hele vejen i gennem; jeg fik nogle ’store’ og ‘rigtige’ opgaver, som jeg virkelig følte havde en betydning, og som var supersjove og lærerige at arbejde med. Det vildeste var, at jeg ikke bare ‘var med på dem’, jeg fik rent faktisk lov til at sidde alene med nogle af dem, så det var ligesom mig, der havde ansvaret. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det ville have været at være i praktik andre steder, men jeg har en fornemmelse af, at jeg virkelig var heldig! Det eneste minus var, at jeg desværre var meget genert, og eftersom folkene på tegnestuen på det tidspunkt var mine største idoler, havde jeg lidt svært ved at ‘give los’ og bare svælge mig i heldigheden. Jeg kunne ikke rigtig give slip på min usikkerhed, og det er jeg ked af, for der blev virkelig gjort ALT for, at jeg skulle føle mig hjemme og have det godt.

Og nu kommer vi så, langt om længe, til det med, hvordan jeg fik mine første opgaver, for jeg var faktisk så heldig, at jeg fik lov til at tage en af Spild af Tids kunder ‘med mig’, da jeg sluttede mit praktikforløb.

Rasmus Meisler (som var med til at grundlægge tegnestuen), havde tegnet for et blad, der hedder Udvikling, som hører under Udenrigsministeriet, og mens jeg var i praktik, havde han på et tidspunkt så travlt, at han spurgte, om jeg kunne have lyst til at prøve at lave et bud på en tegning til dem i stedet for ham. Det var vildt sjovt, og det var nok der, at jeg opdagede min kærlighed til bladtegning. Jeg fik lov til at beholde tegnetjansen for Udvikling (som jeg stadig har, og er meget glad for), og det var en kæmpe fordel allerede at have dem som reference, da jeg blev færdiguddannet.

Louise Thrane Jensen | Bladtegning for ‘Udvikling’.

Louise Thrane Jensen | Bladtegning for ‘Udvikling’.

Vil du fortælle lidt om din proces? Laver du mange skitser, eller arbejder du direkte på den endelige tegning?
I forhold til skitserne, så nej; jeg laver aldrig mange skitser, og ofte ender jeg faktisk med nærmest bare at ‘tegne ovenpå’ den skitse, jeg laver først. Jeg har det dog tit sådan, at hvis jeg skitserer alt for meget på den samme tegning, så når den at ‘dø’ for mig, før den bliver færdig. Den bliver kedelig at se på.

Og så tror jeg i bund og grund også bare, at jeg er et ret utålmodigt menneske, når jeg arbejder. Jeg støder altid ind i en masse nye og anmassende idéer, som prøver at bilde mig ind, at de er meget bedre og sjovere end dem, jeg sidder og arbejder på. Jeg kan godt blive rastløs, hvis jeg skal sidde for længe med det samme, og jeg er altid alt for nysgerrig på, hvad der venter rundt om det næste tegnehjørne. :) Det er noget, jeg skal arbejde lidt med, for når jeg tvinger mig selv til at dykke helt ned i et projekt over længere tid, f.eks. med en børnebog, er det jo fuldstændigt vidunderligt og vildt udfordrende, og jeg lærer utroligt meget.

Louise Thrane Jensen “Partâee”.

Louise Thrane Jensen “Partâee”.

Har du lavet en børnebog? Sejt! Det må være en stor opgave, og noget man rigtig gerne vil lave som illustrator?
Ja, jeg var så heldig at få lov at være med på et børnebogsprojekt for et par år siden, på en bog som hedder "Tak for halshugningen". Det var virkelig spændende, og uden tvivl noget jeg meget gerne vil arbejde med igen på et tidspunkt. Det var også hårdt ind imellem, fordi det er en halvlang proces, som kan være ret så intens, men samtidig er det jo også lige præcis det, der gør det så spændende, synes jeg, fordi det er så fantastisk at få lov til at arbejde så grundigt med den samme opgave, og for alvor at dykke ned i den og nørde detaljer. Og så var det nogle helt fantastiske mennesker, jeg arbejdede sammen med om projektet; både Andreas Nederland og Frederik Michael Hansen som er dem, der har skrevet bogen, men også de to redaktører, vi samarbejdede med på Gyldendal, Elisabeth Kiertzner og Kasper Syhler. Det var virkelig en fin oplevelse hele vejen igennem!

Har du tænkt på at skrive din egen tekst til en børnebog?
Jeg tror du ville være godt til det, du skriver meget på samme måde, som du tegner. :-) Det du skriver om, at du tror, at jeg ville kunne skrive en børnebog, gør mig simpelthen SÅ glad, og også helt forlegen. :). Men nej, jeg tror ikke, at jeg ville være særligt god til det. Jeg tror, at det kræver en enorm ‘formuleringsdisciplin’ og ‘fortælleorden’, hvis man skal skrive en god historie, som ‘bider på’ børn. Og de to ting er jeg nok desværre ikke rigtig ramt af.

Jeg glemmer tit, at folk ikke kan se de ting, der sker på indersiden af min hovedskal, så jeg kan godt komme til at ‘rode’ lidt, når jeg skal fortælle eller forklare noget, fordi jeg går ud fra, at læseren, eller den jeg taler med, kender til en masse forudsætninger for historien, som jeg har glemt at fortælle dem. Men jeg vil mega-meget-tip-top-gerne tegne til en børnebog igen! Det er helt klart noget af det, der står øverst på ønskelisten. :)

Har det været svært at komme til at leve af at illustrere?
I starten kunne jeg slet ikke leve af det, så jeg føler mig enormt heldig over, at der fandtes en dagpengeordning, som jeg kunne gøre brug af. Godt nok var det til tider temmelig bøvlet, fordi det (ironisk nok) kan være problematisk, hvis man gerne vil tage imod de få freelanceopgaver, man som nyuddannet kan få, samtidig med at man er på dagpenge. Det er lidt et ‘enten-eller-system’, hvor man ikke rigtig passer ind, hvis man arbejder freelance, og det er måske nok lidt en skam. Men igen, så blev jeg næsten altid mødt af folk, der forsøgte at hjælpe mig, og uden dagpengesystemet ved jeg ikke, om jeg havde kunnet leve af det, jeg gør i dag.

I dag har jeg et deltidsjob, hvor jeg er ansat som animator/illustrator i en kommunikationsafdeling. Det er jeg vildt glad for! De emner, jeg laver film og tegninger om, kan være en lille smule ‘støvede’, men jeg sidder selv med den ‘illustrerede’ del af kommunikationen og får lov at køre det ret meget, som jeg har lyst.

Men det, at det en gang imellem er noget lidt ‘tørt stof’, der skal formidles, giver for det meste nogle ret sjove udfordringer, og så tror jeg også, at det for mig, er meget vigtigt engang imellem lige at blive revet lidt ud af min egen lille tegneboble og ud i noget ‘virkeligt’, bare så man ikke lige pludselig står nede i Netto og opdager, at man måske ikke rigtigt har været udenfor de sidste tre dage, og at man har noget virkelig underligt tøj på. :) Det er en ret god balance for mig at have tid både indeni og udenfor boblen, og så giver det også en kæmpe ro at have en fast indtægt, så man har mere plads til indimellem også at tage nogle ‘chanceopgaver’ i freelancelivet, som ikke nødvendigvis giver så mange penge. Det er et kæmpe privilegium, synes jeg!

Louise Thrane Jensen | Illustration fra Graphic Poetry antologien Apparatur.

Louise Thrane Jensen | Illustration fra Graphic Poetry antologien Apparatur.

Karina Petersen (f. 1982) er grafisk designer har taget en kandidat i Grafisk Design ved Designskolen Kolding, 2009. Karina har bidraget til idoart.dk siden 2015.