ASGER JORN: RASTLØS REBEL

Det er søndag, og solen står stolt og skarpt over Statens Museum for Kunst i København. Herfra kan jeg se hele byen, som den står for mig – badet og forårseuroforisk i sol. Let, åben og doven som på en sommerdag, hvor tiden ikke går, men går i stå. Med kinder, der knitrer af varme, noget de ikke har gjort siden august, bevæges jeg igennem den runde svingdør, hvor jeg som altid mødes af en hall, der rummer adskillige døre til adskillige årtiers kunst. Og i den guldgrube, der gemmer sig inde bag dørene, ligger der igen så mange talrige følelser, samtaler og møder, som er blevet dobbelt op i mit møde med dem.

Jeg skal se udstillingen Rastløs Rebel af, og om, den danske Silkeborgkunstner, Asger Jorn, som døde i 1973, kun 59 år gammel. D. 3. marts ville han være fyldt 100 år. Hvad han derfor ikke ved af, er, at han i dag er en af de bedst betalte danske kunstnere, og at Museum Jorn i Silkeborg, er det museum i Danmark med den største udlånsrate. Det er altså en udstilling af marmortung og krystaldyr karakter. En udstilling som det er mit indtryk, at SMK derfor har stået på tæer på for at få til at blive præcis i den ånd, som Jorn bevægede sig i, troede på og ikke mindst insisterede på at bruge sit liv på. Men hvilken ånd var det?

 Asger Jorn “Avantgarden overgiver sig aldrig” | © SMK Foto.

Asger Jorn “Avantgarden overgiver sig aldrig” | © SMK Foto.

Det var en ånd, der rummede en altomfavnende ambition om at bruge kreativiteten til at gribe ind i verden. Et virkelighedsengagement på størrelse med solsystemet, og her ment som den størrelse og uovertrufne fascination, det har, når man som seksårig først bliver introduceret for det i sin børnehaveklasse. Man bruger balloner og papmaché til at lave sit eget system og hænger det ned fra loftet i korrekt størrelsesforskel og orden. Det system, jeg skal ind at se nu, er ingenlunde langt derfra i sin ambition og sit engagement, som det barndommen turde udtale og udleve.

Med over 200 værker af Jorn synes det svært at gå derfra uden at have hænderne i vildensky med de første tanker til min egen lille virkelighedsrevolution. Den fordrer nemlig en nysgerrighed og en vilje, som kun barndommen synes at rumme, uden den forudgående insisteren derpå, som det voksne livs nysgerrighed kræver. Den er ikke umiddelbar; den er krævet. I barndommen er den derimod uspoleret og ukontrolleret. Det er netop en nysgerrighed, der tæmmes efterhånden, som man lærer alt at kende og opbygger sig et begrebsunivers. Men det er en naiv og selvindbildt hvilepude. Til gengæld er den tryg, og den holder rastløsheden for døren. Behøver jeg at sige, at Jorn aldrig gjorde brug af sådan en hvilepude?

 © SMK Foto | Asger Jorn “Af den stumme myte, opus 7″.

© SMK Foto | Asger Jorn “Af den stumme myte, opus 7″.

Det gjorde Jorn aldrig, og netop det barnlige synes derfor at gå igen i Jorns værker – jeg mener nysgerrighed, jeg mener det at være umættelig og aldrig at sætte sig til tåls. Værket “Det blå billede” rummer således, i mine søndagsøjne, både en sød, lille skildpadde, en overdimensioneret myg, en flagermus, der hænger på hovedet – eller måske en ugle?, et skakspil eller et køkkengulv og en hidsig krabbeklo. Det synes måske banalt, men i Jorns allegori overgår det banale også det geniale. Så er der garanteret mange romantikere, der nu krummer sine tæer, men som jeg overhører en gæst sige: “Man bliver aldrig træt af at kigge på det – der sker sgu noget, ikke?”

Det er altså en banalitet, der aldrig bliver banal i den forstand, som vi forstår ordet i dag. Det banale synes i Jorns forstand nemlig at være i stand til at binde det sociale liv og kunsten sammen. De to er, og skal være, forenelige størrelser i Jorns optik – for hvordan skal man gribe ind i en verden, hvis man ikke taler det samme sprog, som den gør? Jorn tog dermed det elitære og snobbede af kunsten og ønskede at skabe fællesskab.

Som medlem af DKP og med et marxistisk hjerte, bankende som en ivrig kolibri, kan det heller ikke undre nogen. Jeg går derfra med en følelse af, at det netop er den slags fællesskabsorientering og den slags fællesskabsfordring, som vi savner i dag. Den er hermed videregivet.

Fællesskabsfordringen udtrykte Jorn også klart gennem sin deltagelse i CoBrA, såvel som i sit engagement i kunstnercentrumet Paris, og f.eks. i studenteroprørerne i 1960′erne. Således står der skrevet med versaler på en plakat: VIVE LA REVOULTION PASSIONÉ DE L’INTELLIGENCE CREATIVE – længe leve den kreative intelligens’ passionerede revolution.

 © SMK Foto | Asger Jorn “Længe leve den kreative intelligens’ passionerede revolution”

© SMK Foto | Asger Jorn “Længe leve den kreative intelligens’ passionerede revolution”

På et andet værk står der: “Je léve, tu léve, nous revons” – jeg løfter, du løfter, vi drømmer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er frankofil helt ind i mit lille danske hjerte, og at det går rent ind i min søndagshvilesjæl. Man skulle tro, at mennesket blev klogere og klogere med tiden, men sandheden står jo faktisk lige hér. Jeg får associationer til den danske filosof og teolog K.E. Løgstrups suveræne livsytringer – for eksempel tillid, barmhjertighed og åbenhed; nogle ytringer, der ifølge Løgstrup var udtryk for en grundløs godhed i livet.

Ydermere kan jeg ikke lade være med at tænke på Løgstrups etiske fordring: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Den menneskelige inklusion og tillid, som Jorn udtrykker i sine værker, og de tanker bag som jeg kan læse malet stort op på væggene her, hersker der for mig ingen tvivl om stadig har sin værdi. Men det er et værdisæt, der kræver af sin beskuer, og som i samme drag også huser en tillid og en fordring. Således ville Jorn opmuntre folkets fortællende fantasi – han ville have sin beskuer til at være en aktiv meddigter af værket. Og er det ikke netop det, kunsten blandt andre ting kan? Digte og fortælle. Jorn sagde tilmed, at “Billedkunst og skrift er det samme. Et billede er skrevet, og skrift er billeder.

 © SMK Foto.

© SMK Foto.

Når der er så meget tekstmateriale til udstillingen, skyldes det, at der er en historie at fortælle, og at den historie er med til at løfte værkerne derop, hvor de hører til, men hvor de på ingen måde bliver utilgængelige. Tværtimod har jeg snarere en oplevelse af, at de kun bliver mere nærværende og netop tilgængelige; der er noget på spil, og der er noget på hjerte. De lukker ikke værkerne sammen, de åbner dem op med historien som nøglen dertil. Dermed ikke sagt at den umiddelbare æstetiske oplevelse skal underkendes. For den er særlig præsent – den synes bare så altoverskyggende og superstærk, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal skrive den ned. Mange af værkerne synes som et kæmpemæssigt fyrværkeri af en farveregn. Det får hjertet til at banke, det hidser op, men det kan også lægge til hvile, som et barn, der lægger til hvile med hovedet på armen.

 © SMK Foto | Asger Jorn “Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets krampelatter”.

© SMK Foto | Asger Jorn “Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets krampelatter”.

Jeg sidder foran værket “Stalingrad, stedet som ikke er eller modets gale latter”, og det er større end noget, mine arme nogensinde ville kunne favne; ikke kun i fysisk forstand men også i netop æstetisk forstand og værdi. Den æstetiske størrelse må også have været vigtig for Jorn, hvilket følgende citat understreger: “Uden grimt eksisterer smukt ikke, kun selvfølgelighed, ligegyldighed, kedsommelighed. Det uæstetiske er ikke det grimme, men det kedsommelige.” Jeg skriver det med versaler i min notesbog med alle de andre virkelighedsengagerede ytringer, der skubber til min spontanitet, mit drømmeorgan og går mig i møde.

For i løbet af de timer, jeg går rundt i udstillingen, går det op for mig, at det netop er dét, Jorns kunst er: en kunst, der manifesterer mødet mellem kunstner og beskuer – menneske med kolibriivrigt hjerte og stormende sjæl – som kunstens levebrød og akilleshæl. For man skal være sårbar, før man kan mærke fra og til; der skal være en tillidsudveksling, og her i Jorns 100. år synes den stadig at kunne mærkes. Heldigvis.

Da jeg svinges ud gennem døren igen, rammes jeg ind i en megasol og lover mig selv, at rastløshed fra nu af skal være en velkommenhed, og at vægelsind fordrer udforskersind. Man kan vokse sig usandsynligt revolutionært rastløs i den her forårssol så stor og drømmende i sin hånd. Jeg tror, Jorn ville have gjort præcis det samme.

Hjerteligt tillykke.

Katrine Rosenbæk (f. 1992) er digter og har bidraget til idoart.dk siden 2013.