NICK CAVE | A DIFFERENT KIND OF WORLD

I en verden af funklende pailletter, omsluttende net af farverige porcelænsfugle, magiske mønstre, plettet patchwork og glemte genstande, hvis værdi tiden har skjult, finder man den amerikanske skulptør og danser; Nick Cave (f. 1959). Nick’s værker giver muligheden for et glimt ind i en anden verden og alle ens sanser indtages af en opløftende følelse af håb.

Onsdag d. 13. marts 2013, kørte vi til Kolding for at møde et menneske, hvis værker synes utroligt langt væk fra den verden, vi ellers begår os i. Til vores store held havde Trapholt få dage inden hyret os til at følge den amerikanske eventyrmager, i timerne før ferniseringen af udstillingen “The World is my Skin.” Vi blev mødt af venlige og dygtige mennesker, og håber at vi, med dette lille videoportræt, kan videregive en smule af alt det, Nick Cave rummer.

Et inspirerende og friskt syn på verden
“The World is my Skin” er titlen på Nick Cave’s første udstilling i Nordeuropa, som i onsdags, d. 13. marts 2013, åbnede på kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding. Udstillingen præsenterer 40 af Nick’s Soundsuits, som han, de seneste 20 år, har skabt ud af forlagte materialer og tekstiler samt en stor interesse i karnevaler og afrikanske ceremonier. Udover den øjeblikkeligt fascinerende æstetik og det gennemførte håndværk, rummer de 40 Soundsuits, som i øvrigt er fra en serie på over 500, eksistentielle temaer som nedbrydelse af eller frigørelse fra køn, race og identitet. I følge Nick selv er det vigtigt at budskaberne ikke er in-your-face, men at værkerne kan inspirere til, at man ser med nye øjne på verden; en verden fri for fordomme og fyldt med drømme.

Vi synes at Trapholt har gjort lidt af et scoop, og vi er glade for den kæmpe gave det er, at de har bragt Nick Cave’s arbejde til Danmark. Herfra skal lyde en stor opfordring til at hoppe på toget (eller cyklen, hvis du er så heldig) og opleve et univers, som før kun har været muligt at drømme sig væk til.

NICK CAVE “THE WORLD IS MY SKIN”
Torsdag. d. 14. marts – søndag d. 8. september, 2013.
Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books. Rikke og Matias bor og arbejder i København.