AT FØRE EN SKITSEBOG

Jeg har altid en del forbehold, der trænger sig på, når jeg skal til at tegne. Forbehold og funderinger der opstår lige omkring det tidspunkt, hvor jeg skal igang: Hvad skal jeg tegne, og giver det overhovedet mening at tegne det? Jeg bliver nødt til at tegne noget, der betyder noget. Og, papiret er godt nok hvidt… Den her nye skitsebog er helt pæn og uspoleret, og jeg ødelægger den helt sikkert med den første tegning. Jeg ved det bare!

Men cirka i midten af december sidste år skete der noget for mig i forhold til dette, ret så demotiverende, udgangspunkt. Vendepunket har været en bog af Lynda Barry, der hedder “Syllabus – Notes from an accidental professor”.

“Syllabus – Notes from an accidental professor” by Lynda Barry.

Amerikanske Lynda Barry (f. 1956) er tegneserietegner og forfatter. Hun har udgivet en del bøger og tegneserier, og “Syllabus” er en slags lærebog der, på en anderledes og meget visuelt formidlende måde, præsenterer forskellige metoder til at arbejde med tekst og billeder. Bogen giver en del konkrete øvelser og rummer bl.a. spontane tegneøvelser og skriveopgaver. Lynda Barry er fascineret af en hel del ting, og et af de spørgsmål, som hun flere gange vender tilbage til, er: “Hvorfor stopper vi med at tegne et sted mellem overgangen fra barn til voksen, og hvad sker der, hvis vi genoptager det?” For Lynda Barry er det sjældent det færdige resultat af en tegning, der er interessant, men processen der sker på vejen derhen. Hun siger, at nogle af de tegninger, der inspirerer hende mest, er børnetegninger og tegninger fra dem, der ikke har tegnet i mange år.

“Syllabus – Notes from an accidental professor” by Lynda Barry.

Lynda lægger stor vægt på skitsebogen som redskab. Den kan, hvis vi bruger den flittigt, siger hun, blive et personligt katalog for idéer og observationer; en oversigt over fortid, nutid og fremtid. Skitsebogen kan blive et sted, som man til enhver tid kan grave projekter frem fra. Endnu en side effekt kan være, at den bliver et unikt stykke “kunst”, selvom, og det er vigtigt, at det ikke er det, som man skal gå efter, når man påbegynder sin skitsebog.

Det at ‘føre en skitsebog’ er ikke en ny tanke for mig. Langt fra. Jeg har bare været rigtig dårlig til det. Med “dårlig” mener jeg, at ‘enten er den ikke blevet brugt op, fordi jeg har glemt den lidt og er begyndt på en ny; meget ofte er jeg blevet for forkrampet i min brug af den, og har syntes at det hele skulle være for pænt’, eller også ‘har jeg lavet en tegning, som jeg har været så tilfreds med, at jeg ikke har villet bruge bagsiden af den til nye skitser’. Sommetider har jeg også revet sider ud af mine skitsebøger. Det største problem har dog nok været, at jeg ikke har brugt mine skitsebøger flittigt nok. Med ‘flittigt’ mener jeg ‘nærmest dagligt’.

Da jeg havde læst Lynda’s bog, blev jeg opmærksom på flere ting. For det første: Skitsebogen er kun for mig. Som udgangspunkt skal den ikke vises frem, og allerede det tager en del pres fra mig (Det bliver den så nu alligevel). Ud over det, så skal den ikke kun indeholde tegninger. Den skal også indeholde ord: f.eks. det du ville ønske, du kunne sige højt. Det du har fortrudt, at du har sagt højt. Ting som andre mennesker siger. Drømme. Citater. Erindringer. Tanker. Problemet er dog tit, at jeg synes, at mine tanker er for banale. Kender du det at blive spurgt: “Hvad har du lavet i dag?” og så ved man ikke lige, hvad man skal svare, for man synes ikke, at man har lavet noget specielt nævneværdigt. Det er lige præcis dette ‘ikke specielt nævneværdige’, som man kan putte i sin skitsebog. Der kan være noget helt afsindigt poetisk smukt i hverdagen og ‘ingenting’.

En øvelse fra bogen er at nedskrive hvad du har set, hvad du har hørt, og hvad du har gjort i løbet af en dag. For mig har det været en fantastisk øvelse. Når man begynder at være til stede og lægger sine tanker, planer, bekymringer og vurderinger til side, så begynder man at lægge mærke til ting. Så jeg begyndte at optage hverdagen i min skitsebog. Også alt det kedelige. Og jeg tvang mig selv til at skrive alt det kedelige ned, også selv om det virkede helt absurd. Det kedelige ændrer karakter, når det kommer på skrift. Udover skriveøvelserne begyndte jeg også at transformere mine observationer til tegneserier. Den store triumf for mig var, at jeg tvang mig selv til ikke at skitsere med blyant først. Jeg brugte blæk og pen, for der kan det grimme ikke viskes væk. Alt skulle på en måde laves i første forsøg, og når man gør det, får det man laver en eller anden autencitet, der ellers kan være svær at finde frem. De streger man sætter bliver helt personlige, ligesom ens håndskrift er.

Noget af det, som jeg begyndte at nedskrive, var hvad andre mennesker sagde. Det kom der en masse mærkelige sætninger ud af. Jeg skrev dem allesammen ned. De virkede besynderlige og usammenhængende. Men da jeg læste dem dagen efter, var det anderledes. Jeg begyndte at tænke på, hvad de havde sagt før og efter, eller hvem de var, de her personer. Og pludselig opstod der historier i mit hoved; historier som jeg havde lyst til at tegne.

31. december skrev jeg følgende:

Hørte: 9 kanonslag. Sirener. Lyden af en jogger. En mor der sagde: “Bella pas på!” til sin datter. En mand der, til en anden mand, sagde: “Jeg tror ikke, at de har sådan en sauna, som de kan kravle ind i”. En kvinde der, til en anden kvinde, sagde: “…uden at ha’ været på gynækologisk afdeling”. 6 drenge cyklede forbi, en af dem sagde: “Når det kommer til at skrive digte, så hopper han altid af”. Skridt. Hinom TX af Bon Iver, som altid får mig til at føle, at jeg er inde i en stor klump gele, jeg ikke kan komme ud af.

Gjorde: Sov længe. Spiste morgenmad hos en veninde. Bagte rugbrød for første gang i mit liv. Gik en tur alene i skoven. Kom hjem og tog et bad. Tænkte på en der har såret mig. Hørte Beth/Rest 2 gange. Græd. Savnede min dreng.

Så: Et skilt ved skrænten af skoven, hvorpå der stod “Skrænten er sårbar”. Tænkte, at det var et sjovt ord at bruge om en skrænt. Havet. At nogen havde skrevet “Butthole Crew” på et træ. At nogen havde skrevet “Hævn” på muren ind til den tunnel, som jeg går igennem på vej hjem. En mand med en schæfer. Månen. At nogen havde sat et fuglehus op på et af træerne i skoven. En mejse – ved at det var en mejse, fordi jeg fik mejse yoghurt, da jeg var barn.

- og et par dage efter blev det til denne serie:

All illustrations by Line Refstrup | All photos by I DO ART Agency.