VELKOMMEN TIL DEN MIDLERTIDIGE BY
torsdag 3-07-2014


Gry Worre Hallberg | Photo: Stine Skøtt Olesen.

Danmarks største kulturbegivenhed er igang. Det er min første dag på Roskilde Festival, og jeg skal, som sidste år, dække årets kunstprogram her på idoart.dk. Der er sket meget. I år har festivalen valgt at placere hele kunstprogrammet i ét samlet område, der hedder Art Zone. Det består af 2km stillads, 21 kunstprojekter, 75 frivillige og 150 kunstnere.

Jeg er spændt på, hvordan området fungerer. Om det, at adskille musikken fra kunsten, ødelægger fusionen mellem performancekunsten og musikoplevelsen, som ellers må siges er en klar tendens i tiden. Om det, at kunstprojekterne ligger sammen, styrker det samlede udtryk og kan være med til at hjælpe med at kunsten ikke drukner i den kaotiske festival. Og om det adskilte program er et udtryk for to separate festivaler under samme paraply.

Her, i mit første indlæg fra Roskilde Festival 2014, har jeg talt med Gry Worre Hallberg, som i år er Performance Kurator på festivalen. Jeg har talt med hende, om hvordan man skaber et rum på en festival, som er intimt, og om hvad jeg bør opleve på mine 4 fire dage her i den midlertidige by, som er blevet bygget op for at skabe oplevelser, der bliver til historier, som vi tager med os tilbage til vores statiske liv, – hvor end vi så kommer fra.

Vil du give en kort introduktion af din praksis?
Jeg arbejder i krydsfeltet mellem performance, forskning og aktivisme. Mit metodiske udgangspunkt er den immersive og interaktive performancekunst. Denne bruger jeg til at udfolde den æstetiske oplevelses- og erkendelsesdimension på hverdagslivets scener, ud fra en vision og idé, eller måske snarere en fornemmelse, om bæredygtigheden i at åbne, aktivere og udfolde sanseligheden og poesien i hverdagslivet.

Denne vision kalder jeg ’Sensuous society’. Min tilgang er aktivistisk, idet jeg ønsker at udforske alternativer til den samfundsstruktur, der har domineret vores samfund siden hhv. Oplysningstiden, der sætter den rationelle erkendelse og forståelse af verden i centrum og Industrialiseringen, der har akkumuleringen af kapital som den ultimative værdi. Performancekunsten er en værdifuld metode til at undersøge alternativer gennem kropslig indlevelse, som igen har evnen til at skabe forståelse på et dybere niveau (Især den immersive og interaktive performancekunsttradition, der forvandler ’publikummet’ til ’deltager’ og nedsænker denne i noget radikalt andet, intimt og andenverdensligt.) Forskningen giver os en forfinet forståelse af centrale begreber, fx sanseligheden, og kan medsikre validitet og genklang og dermed reel impakt.


The Medicine Woman, Sisters Academy staff, Sisters Hope, engaged in exchange with a Human Research Object. Photo: Diana Lindhardt.

Sidste år var du med til at skabe Velvet State, som dannede ramme for den stærkeste kunstoplevelse, jeg havde på Roskilde i 2013. I år er du kurator for hele performanceprogrammet. Hvad har du lagt fokus på nu?
Sidste år kuraterede jeg, for første gang, performancekunstprogrammet på Roskilde festival. Da jeg fik opgaven, vidste jeg med det samme, at jeg ville skabe et større immersivt, interaktivt værk. Roskilde festival er i forvejen en art karnevalsk rum, der udforsker andre værens- og samværsnormer, og mit formål er at udvide dette potentiale ved at åbne for et rum, der har poesien, sanseligheden og en ’unheimliche’ andenverdenslighed i centrum. Altså vise at vi kan konstruere vores tilværelse på et hav af måder, gennem performancekunstneriske rum, der fejrer en alternativ tilgange til tilværelsen.

Jeg ville udforske nye kuratoriske tilgange ved at skabe en overordnet interaktiv og immersiv performanceinstallatorisk ramme, hvori andre værker udfoldede sig, ud fra en forhåbning om gensidig inspiration og intensivering. Ud fra denne ambition samlede jeg performanceprogrammet i The Velvet State. The Velvet State havde også en scene, der vendte ud mod pladsen, der på sin vis vendte vrangen ud på sig selv og tilbød sig for et større antal festivaldeltagere. Performancegrupperne Fiction Pimps (DK), som jeg selv er en del af, og Collective Unconscious (UK) skabte i samarbejde med arkitekt Simon Hjermind Jensen og SHJWorks (DK) området, hvor vi undersøgte, hvordan indbyggerne i et mere sanseligt samfund ville være. Indenfor denne ramme optrådte bl.a. Dorit Chrysler og Baby Dee (US), The Nielsen Sisters (DK), Tantra clap (DK), The Triangle Project (US, Cairo, DK), Voina (RU), Florrin (DE), Sarah Armstrong kuraterede Kimatica (UK) og Emilie Fehrn-Christensen (DK).

Hvor den performanceinstallatoriske ramme sidste år blev skabt af to performancegrupper og en arkitekt, bliver rammen i The Performance Sense Laboratory, i år, skabt af intet mindre end 4 performancekunstgrupper: Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK), Savage Amusement (AUS/DE), Sisters Hope (DK) og Katalin Halasz (UK) samt The Evokers (DK/SE), en gruppe performancekunstnere der optræder som sammenhængskraft og synergiskabere, lysdesignere fra Ungt Lys, The Hands, som arbejder med scenografi og lyddesign samt The Ear fra Sisters Hope.


Lilibeth Cuenca Rasmussen and Mobile Mirror gazing into the chamber of Yndlingen, Sisters Academy staff, Sisters Hope. Photo: Diana Lindhardt.

Da det organisatoriske udgangspunkt for arbejdet med performanceprogrammet i år har været helt anderledes end sidste år, er vi startet et nyt sted. Havde det været det samme, var jeg måske blevet forført til at gentage den formel, som fungerede så godt med The Velvet State, men det er ikke muligt i en organisation som Roskilde festival, hvor tingene konstant er i fluks. Trods udfordringer og benspænd er jeg taknemmelig for, at jeg igen er blevet skubbet til at udforske på en ny måde, om end mit formål forsat er en fordybelse af det kuratoriske eksperiment, som jeg har igangsat, samt min forkærlighed for immersive, andenverdenslige, intime og interaktive performancerum, som jeg kontinuerligt ønsker at åbne.

I årets Performance Sense Laboratory er udforskningen af sanselighedens væsen udgangspunktet. Hver af de fire performancegrupper fortolker så denne opgave på hver deres måde. Deres fortolkning er fri, og derfor bliver det også spændende at se, hvordan denne vedvarende improviserede komposition kommer til at udfolde sig, og hvordan den, som sit eget levende væsen, vil skifte ham over tid. Jeg ved at Savage Amusement kommer til at arbejde med det dyriske som udgangspunkt for udforskningen af sanselighedens væsen. Lilibeth Cuenca Rasmussen vil arbejde med det visuelle og blikkets interaktion med kroppen, og Katalin Halasz vil arbejde med hvide kvinders følelse af skam og skyld. Sisters Hope går ind i laboratorietanken og betragter festivaldeltagerne som Human Research Objects, idet deres interaktion vil levere data til udforskningen af det sanselige. Sidstnævnte er endvidere applikeret som en overordnet struktur, så fra det øjeblik festivaldeltagerne ankommer, leverer de på sin vis data gennem deres tilstedeværelse. Et fælles soundscape, The Evokers og et spørgeskema kommer til at skabe synergi mellem de fire forskellige værk-bidrag. Det bliver ligeså spændende for mig, som for festivalgæsterne, at se hvordan eksperimentet udfolder sig ved åbningen.

Det overordnede fokus er således i år dels på at opnå en fordybet forståelse af sanselighedens væsen gennem festivaldeltagernes transformation til Human Research Objects og data. Dels på det kuratoriske eksperiment, som det er at sætte fire forskellige performancegrupper sammen som et fælles værk, indenfor en samlende ramme, men med individuelle bidrag. Dels på det overordnede samspil mellem flere kuratoriske områder i en fælles zone (jf. svar på dit næste spørgsmål).


The Sisters Office, Sisters Hope. Photo: Diana Lindhardt.

Hvordan vil du sikre intimiteten og nærværet i år?
Art Zone er i sig selv et eksperiment, da de forskellige kuratoriske områder er samlet samme sted som The Velvet State lå sidste år. Området skal endvidere imødekomme flere behov. En overordnet stilladsstruktur danner zonens knogle- eller infrastruktur. Med disse eksperimenterende benspænd, som udgangspunkt, er det min opgave igen at åbne performancekunstens potentiale.

I kuratorgruppen har vi haft et billede af en skov som samlende pejlemærke. Hvis Art Zone er en skov, er The Performance Sense Laboratory, som performanceprogrammet udspiller sig i, rævehulen eller kaninhullet. Hvis skoven er den fortryllede hos Carroll’s (Dodgson’s) (red. Alice in Wonderland), som Maser’s (IR) overflader på stilladsstrukturenes træplade-ydrestrukturer godt kan minde mig om (især om natten hvor de spiller sammen med den islandske lyskunstner Marcos Zotes installationer), er det en form for ambition, at man trænger igennem eller ’immerser’ til den anden side, når man entrere The Performance Sense Laboratory. Trods de visuelle udfordringer, der umiddelbart kunne være ved en stilladsstruktur med træpladevægge, især hvis vi tænker tilbage på Simon Hjermind Jensens ikoniske byggeri sidste år, er håbet igen at aktivere et andenverdensligt, intimt og sanseligt rum også indeni hulerne af den psykedeliske skov, som den samlede Art Zone kunne være. Og en af fordelene ved disse strukturer er deres multifunktionalitet og den sammenhængskraft mellem de forskellige værker i Art Zone, som den skaber.

I år er der endvidere indført et interaktivitetsdesign, der giver lettere og hurtigere adgang til The Performance Sense Laboratory. Den lange kø sidste år har mødt kritik, da det måske fraholdt nogen for at entrere. Køen havde dog en art uforudsagt pre-liminal funktion (den forberedende fase i et ritual). De mange timers venten, forberedte på en eller måde festivaldeltagerne til at synke ned i en helt anden stemning, end den der dominerer på festivalpladsen. Til at udforske på en ny måde. Endvidere illustrede det attraktionen mod helt anderledes og performancekunstneriske rum. Med interaktivitetsdesignet i år, hvor man kan afhente et armbånd til en time i Performance Sense Laboratory bliver det interessant at se, om vi får styrket det pre-liminale niveau tilstrækkeligt. Dette pre-liminale niveua ligger i Permance Sense Laboratory i the Evoker, og i modtagelsen/The Reception. At Evoke betyder at åbne, og intentionen er at de åbner det sanselige og forbereder til den potentielle liminale oplevelse, der potentielt finder sted i de performancerum, som de fire performancegrupper (Savage Amusement (AUS/DE), Sisters Hope (DK), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK) og Katalin Halasz (UK)) har indtaget. Den post-liminale fase foregår mod udgangen af The Performance Sense Laboratory, og her er der tænkt en art integrering og forankring af den potentielt liminale oplevelse ind. Formålet, med at arbejde ud fra den tre-fasede rituelle proces, er at tage det transformative og andenverdenslige og dybe potentiale, der kan ligge i interaktionen, fordybelsen og indlevelsen i performancekunsten alvorligt. Rummene er i sig selv intime æsker, hvor hver performancegruppe på hver sin måde arbejder med forbybelsen af sanselighedens væsen.


Chambers of Savage Amusement. Photo: Diana Lindhardt.

Er der andre tematikker, som du synes er relevante at arbejde med i år?
Sidste år var en introduktion til denne type performancekunst (den immersive og interaktive) samt til tematikken omkring sanselighedens betydning gennem en fortolkning af, hvordan indbyggerne i et mere sanseligt samfund ville være. I år sætter vi ind på en dybere undersøgelse af sanselighedens væsen og udvider rammen for, hvad der kan opstå i samarbejdet mellem beslægtede, men dog forskellige, grupper. Dette samarbejdseksperiment udvider sig endvidere til hele Art Zone. På den måde kan man sige, at jeg i 2014 forsøger at holde fast på to ting, som jeg synes er vigtige for Roskilde festival – Dels performancekunsten immersive potentiale og dels betydningen af sanseligheden og poesien som udgangspunkt for et mere bæredygtigt samfund.

Hvad kan Roskilde Festival for performancekunsten? Og hvad kan performancekunsten for Rosilde?
Performancekunsten kan åbne for alternative værens- og samværsrum og dermed udvide vores mulighedsrum for væres, samværen og navigation i verden. Festivalen er i forvejen en platform for denne udforskning, og jeg vil mene at undersøgelsen kan udvides, eller intensiveres, gennem performancekunsten. Hvis festivalen er et ritual, så er den liminale zone allerede åbnet. Performancekunsten kan styrke det potentiale, der er i denne tilstand. Den kan også pege på, at udforskningen af alternative værens og samværsformer kan foregå på mange forskellige måder, og at de alternativer, vi leger med, kan være mangfoldige.

Roskilde festival er en platform udenfor den etablerede kunstinstitution, og den er derfor med til at demokratisere kunstrummet og den æstetiske oplevelsesdimension. Det rum, hvor vi oplever verden på æstetikkens og sanselighedens præmisser.


Chamber of Katalin Halaz in the Performance Sense Laboratory. Photo: Diana Lindhardt.

Hvad må jeg ikke gå glip af?
Du skal tage dig tid til at dvæle og genbesøge The Performance Sense Laboratory over flere omgange. Alt vil være improviseret indenfor den overordnede ramme, og derfor vil det på aldrig være det samme. I løbet af dagene vil performanceinstallationen, og de værker der udspiller sig herinde, transformeres og gå igennem et hav af stemnings- og undersøgelsesskift. Der vil også være en progression i dagene, bl.a. alt efter hvilke interaktioner der foregår med festivaldeltagerne The Human Research Objects. En bevidst beslutning om hengivelse og fordybelse er vigtigt for virkelig at kunne tage værkerne ind.

Tags: , , , , ,





Indlæg af: ESBEN WEILE KJAER

Kommentarer til “VELKOMMEN TIL DEN MIDLERTIDIGE BY”
Skriv en kommentar