MÅSKE DET IKKE KAN FORKLARES

I tre uger er kunstinstitutionen Inkonst i Malmø omdannet til en immersiv performanceinstallation under navnet Sisters Academy. Bag værket er den danske performancekunstner Gry Worre Hallberg, som arbejder i grænselandet mellem aktivisme, forskning og performancekunst. Gry er, ved siden af sin praksis, lektor med speciale i performancestudier på Roskilde Universitet, så koblingen mellem teori og praksis ligger i forlængelse af Grys syn på performance; altså som et kunstnerisk felt, der rummer et akademisk, politisk og levet potentiale. Det centrale spørgsmål, som værket behandler, må være: Kan vi opløse rammerne for de rum, som er tiltænkt kunsten, og lade kunsten flyde sammen med vores levede liv?

Som gæst er du er en del af Sisters Academy i mindst 24 timer. Du overnatter, spiser og tager bad i værket. Selv er jeg netop kommet hjem, og jeg har virkelig svært ved at bryde oplevelsen ned til noget, som jeg kan formidle til jer. Installationen er vildt massiv, og jeg føler kun, at jeg har berørt en brøkdel af de lag, som den består af. Først er der hele ritualet og omklædningen, så er der undervisningen, spisningen, omgivelserne, et virkeligt veludførte lydværk, installeret i hele bygningen, alle performerne, de meget teateragtige taler og monologer, og søvnen under skærmhimlen som jeg nok i virkeligheden fandt mest interessant.

The Conjures | A Mode | The Hands.

The Conjures | A Mode | The Hands.

Værket er struktureret som et uddannelsesforløb med undervisere, elever og lektier. Som besøgende er du elev på skolen Sisters Academy, og performerne i værket har hver sine klasser eller undervisningsformater, som foregår i dybere lag i installationen, og som man bliver ført til via kort eller anbefalinger. Disse ‘klasser’ kan opleves som selvstændige performative værker, placeret i det overordnede værk, som den kuraterende ramme. Som elev oplever du ca. 4, ud af de i alt 15, klasser i løbet af 24 timer. Det er nemmest at beskrive Sisters Academy som en uddannelse, men det er ikke nødvendigvis en rigtig betegnelse. Ens gængse idé om hvad undervisning eller klasser, studerende eller lærere er, bliver udfordret meget, og man kan argumentere for at Sisters Academy i højere grad dekonstruerer idéen om et uddannelsessystem, som vi kender det, frem for at understøtte det.

The Chain Hand Pianist | The Mechanic | The Connector.

The Chain Hand Pianist | The Mechanic | The Connector.

Jeg mødte Gry Schneider, som studere kunsthistorie på Københavns Universitet, mens vi begge deltog i værket. Da vi var kommer hjem, begyndte vi at chatte sammen om vores oplevelser, og jeg har nu besluttet mig for at dette indlæg skal udgives som en dialog med hende, da jeg tror, at det er den mest effektive måde, hvorpå jeg kan nå frem til, hvad essensen af Sisters Academy er – altså igennem vores samtale. Jeg har set lidt, Gry har set lidt andet, og sammen kan vi forhåbentligt give jer et mere nuanceret billede af, hvad det i virkeligheden er der foregår på Inkonst i Malmø lige nu. Jeg synes faktisk, at vi, løbende i vores chats umiddelbare sprog, er kommet frem til et par meget gode pointer. Læs selv med herunder.

All photos by Diana Lindhardt | The I of Sisters Academy.

All photos by Diana Lindhardt | The I of Sisters Academy.

Esben (E): Hey Gry.

Gry (G): Hey du! Tak for sidst – det var syret.

E: Ja det var! Men inden jeg besøgte Sisters Academy, var jeg ret skeptisk overfor de æstetiske greb. Jeg havde luret på billeder derfra og tænkt: Hvorfor skal udtrykket være så retromanisk? Er det her endnu en performance som overfladisk, via en Twin Peaks-inspireret fiktion, insisterer på en ligegyldig interaktion?

G: Jeg havde det på samme måde. Jeg vidste ikke, om jeg ville blive fælt skuffet eller positivt overrumplet. Jeg var jo inde og se Ventestedet, som teatergruppen Signa lavede sidste efterår, og det var jeg ikke synderligt fan af, da det for mit vedkommende blev den form for interaktivt teater, der desværre ikke efterlod nogle former for refleksioner hos mig efterfølgende. For mig var Ventestedet lige præcis en ligegyldig interaktion, mens Sisters Academy var en ændring og en udvikling af mit sind. Wow.. Det er vildt at sige. Hvordan havde du det med at skulle være helt anonym og ikke at kunne føre en almindelig samtale?

E: Nå sjovt. For mig er Ventestedet Signas bedste værk. Indenfor immersiv performancekunst i Skandinavien synes jeg, at Ventestedet har været et af de vigtigste værker, og jo længere tid der går, jo mere bliver fiktionen relevant. I Ventestedet så man et Europa, der byggede murer omkring sig selv. Det må siges at være aktuelt. Nå, det er ikke Ventestedet, vi skal snakke om nu.. :)

Jeg ved ikke, om jeg følte mig anonym. Jeg valgte at tage mit eget liv med ind på Sisters Academy, og jeg var i samtalerne tro overfor det, som jeg laver uden for performancen. Men måske havde det givet mig en større frihed til at give mig hen til værket, hvis jeg ikke havde gjort det. Oplevede du, at du var anonym?

G: Haha, det er sjovt hvor forskellige oplevelser, man får ud af det! Mht. at føle sig anonym, så ja – jeg gjorde meget ud af ikke at snakke om mit ‘andet’ liv på nogen måde. Det gjorde jeg kun sammen med én, og det var meget kort. Jeg synes, at det var en befrielse at være et sted, hvor “Nå, hvad laver du så?” ikke var det første spørgsmål, man fik. Det handlede om dybere aspekter og niveauer af en selv, og det er jeg vild med.

E: Jeg er enig i, at det bestemt ikke er livet uden for akademiet, som var det centrale. Det var først i slutningen, at jeg involverede min ‘rigtige’ historie. Hvis jeg skulle derind igen, så ville jeg nok undlade den helt, men jeg synes virkelig ikke, at interaktionen i værket var overfladisk. Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg føler mig utroligt beriget, klogere, ja nærmest som et bedre menneske? (Det er sgu store ord!). Det vildeste er, at jeg ikke helt ved, hvorfor eller hvordan? Måske er det bare fordi, at jeg har lært en masse nyt?

G: Jeg er imponeret! Og helt rundt på gulvet ligesom du. Det er en lidt kontemplativ følelse, altså en indadvendt og virkelighedsfjern fornemmelse. Ikke fordi, at stedet var indadvendt, tværtimod, jeg har aldrig i mit liv (og det er også store ord!) haft så meget øjenkontakt, som jeg havde i det døgn.

E: Det forvirrede mig, at oplevelsen var så kompleks, og at den stadig er det.

G: Enig – jeg føler mig i en form for limbo. Som om jeg enten kan glemme det hele om lidt, eller at det vil sidde fast i mig for evigt. Jeg ønsker klart, at det sidder i mig for evigt, for det var nogle banebrydende følelser af kollektiv tankegang, bevægelse, sindsro og åbenhed, som jeg mødte. Hvad var din mest intense oplevelse derinde?

E: Det må være på et tidspunkt, hvor jeg fik en varmemaske på, der lugtede ekstremt syntetisk. Imens jeg lå med den, spændt på mit ansigt, var der en kvinde, som spillede en enormt hurtigt komposition på klaver. Jeg kunne høre lyde overalt, men jeg kunne intet se. Det stressede mig meget, at jeg var iscenesat i den her meditative position, imens der helt tydeligt var kaos omkring mig. Det er nok den mest intense oplevelse – måske faktisk fordi, at den ikke var objektfokuseret overhovedet. Jeg fik selv lov til at forestille mig, hvad der foregik. Min hjerne blev aktiveret performativt.

E: Hvad var din mest intense oplevelse, og hvordan har du det med at være hjemme igen? Jeg vil helt vildt gerne tilbage, det er virkelig syret. Det føles dog ikke som om, at det blot er et kunstværk, jeg gerne vil tilbage til, men mere en tilstand?

G: Jeg havde en del vilde oplevelser, men der er to som skiller sig ud; den første var en oplevelse, som jeg havde midt om natten (tror jeg, for jeg vidste jo ikke, hvad klokken var). Jeg vågnede inde i sovesalen, hvor der står måske 100 køjesenge. Jeg kunne ikke falde i søvn, og i stedet for at tvinge mig selv til at sove tænkte jeg: “Okay, nu er jeg her. Det handler om at lytte til sine sanser og tanker, så nu står jeg bare op.” Så jeg stod op og vandrede lidt rundt på skolen som en søvngænger. Observerede bare stedet. Var inde i samlingssalen, som normalt er et koncertsted, indrettet i ubeklagelig art deco stil, gik rundt i spisesalen og var nede ved lærerenes tableauer. Jeg var den eneste, der var vågen, og det føltes som om, at jeg flød på overfladen af en stille sø.

En anden særlig oplevelse jeg havde, var da jeg fandt det såkaldte “secret map”, som er et kort, der, når det bliver vist til de forskellige lærere, åbner op for deres dybeste hemmeligheder og dybere niveauer. Jeg var til enetime hos The Mechanic, og da jeg viste ham kortet, bad han mig om at lukke øjnene. En gammel transistorradio med en krattende udsendelse startede, og lyset blev slukket. Da han bad mig om at åbne øjnene igen, blev radioen slukket, og han havde ikke længere sit normale outfit på. På dette niveau kunne han også tale (hvilket han ellers ikke rigtigt gør, da han taler igennem en maskine). Hele rummet var lyst op af vilkårlige ord og tankestrømme, som var skrevet med en selvlysende tusch – vi havde en halvanden time lang samtale om “sandhed” og “det absolutte”, og jeg var helt rundt på gulvet bagefter.”

Jeg har en enorm trang til at tage tilbage, og jeg tror især, at det er til tilstanden. Jeg har det ambivalent med at være tilbage i ‘virkeligheden’, for den har ændret sig for mig. Jeg har nogle nye og ekstremt vigtige ting, som skal implementeres i min hverdag efter besøget i Malmø. Tiden dér var både ukendt og ligegyldig, og det hele handlede om at være ekstremt sansende, nærværende og reflekterende. Det lyder som den værste kliché, men jeg er uden tvivl et andet menneske efter de 24 timer på akademiet.

20827905089_eafcf59725_k.jpg

G: Hvis du havde tre ord til at beskrive din oplevelse, hvilke ville du så bruge?

E: Hmmm. Trygt, udvidende og udmattende. Hehe, det er meget sjovt og vennebogsagtigt det her. Hvilke tre ord vil du sætte på?

G: Hehe, true! Sindsudvidende, intenst og intimt. Jep, det er de tre ord, som jeg ville bruge. Så, er det kunst, et menneskeligt eksperiment eller en udforskning af mellemmenneskelige relationer? Eller måske alle tre dele?

E: Jeg synes ikke, at det er særlig interessant at tale om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst. For mig handler det om, hvor vidt det er god eller dårlig kunst, – og om det virker. Jeg oplever værket som havende alle de her delelementer, som du nævner. Det menneskelige eksperiment og mellemmenneskelige relationer.. men samtidigt også systemer, hvad man opfatter som erfaringer og viden i relation til den måde, som vi opfatter os selv på i verden. Det som for mig at se virkelig er lykkedes hos Sisters Academy er ikke så meget det æstetiske lag, men i langt højere grad de teoretiske lag. Hvad tænker du om det?

All photos by Diana Lindhardt | The I of Sisters Academy.

All photos by Diana Lindhardt | The I of Sisters Academy.

G: Du aner ikke, hvor glad for jeg er over, at du svarer lige præcis dét! Som kunsthistoriker beder folk altid een om at definere, hvad kunst er.. Hm, det teoretiske lag er helt klart lykkes til perfektion. Jeg ved dog ikke, om jeg fornemmede nogle deciderede systemer, men de gav een nogle ‘redskaber’ til at udforske ens selv med, og jeg tror, at mange af dem der inde handlede lige så meget på deres intuition og umiddelbarhed, som mange af os “elever” gjorde. Det gjorde meget for mig at vide, at det ikke er fiktive roller lærerne indtager, men derimod deres poetiske selv, som er en form essens eller dybere lag af deres egen persona.

E: Ja, det er meget befriende. Jeg tror netop, at det var det aspekt, som gjorde, at performancen ikke virkede som teater. Det gjorde det virkelig ikke. Det var virkelighed, men en anderledes iscenesat virkelighed.

G: Lige præcis – jeg er glad for, at vi har fået snakket om vores oplevelser. Jeg har fået sat ord på nogle tanker, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af.

Sisters Academy kan opleves på Inkonst i Malmø frem til d. 20. september 2015. Læs mere på SistersAcademy.dk, Inkonst.com og på facebook. Billetter kan købes her.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.