LYDEN AF OKTOBER
mandag 10-10-2011

Jeg er for alvor begyndt at kunne mærke efteråret for første gang i år. For første gang slår det mig, at det er slut med korte shorts og sommerkjoler, og at jeg lige så godt kan begynde at finde uldtrøjerne og halstørklæderne frem. På en gang er det fantastisk og forfærdeligt. Hvor mange andre altid har villet sige at deres yndlings årstid er sommer, så har jeg altid haft efterår som min. Efterår er for mig den årstid, hvor alle de konflikter og spøgelser, jeg ikke har fået ryddet af vejen i løbet af sommeren, men bare har fejet ind under gulvtæppet og langsomt ladet hobe sig op, for alvor kommer væltende frem. Jeg kan af og til have svært at finde hovede og hale i noget som helst, og ens eget adfærdsmønster virker pludselig meget uigenkendeligt. I stedet for at være social, ser jeg mig selv trække mig helt tilbage. Her er nogle af de sange, jeg fylder min egen tilstand ud med lige nu. Put dig lidt længere ned under dynen, sæt en ekstra kande the over, kys din kæreste en ekstra gang, ryg en ekstra cigaret og nyd min lille oktober lyd. Enjoy.

Ricky Nelson – Lonesome Town

Fordi: Lonesome Town er for mig et af de der numre der aldrig dør. Det er helt afsindigt tidsløst og enormt velskrevet.

Lana Del Rey – Video Games (Clean Version)

Fordi: Lana Del Rey uden tvivl er “the one to watch”, lige nu. Alle skal af en eller anden grund have en holdning til hende, og jeg synes ikke der er så meget andet til det, end at hendes lyd er ganske unik. Jeg kan næsten ikke udholde ventetiden på hendes debutplade. Det. Gør. Så. Ondt.

Youth Lagoon – July

Fordi: At Trevor Powers adrogyne vokal passer perfekt, til at se bøgetræet udenfor skifte farve fra grøn til brun. Youth Lagoons The Year Of Hibernation er klart anbefalelsesværdig, og er i følge mig uden tvivl en af årets bedste udgivelser.

The Bethlehem Beard Corporation – Mercy Ave

Fordi: At det er så undergrund som det overhovedet kan være. T.B.B.C spår jeg en stor fremtid, for med sit legesyge lydunivers er det for mig ganske og aldeles umuligt at komme bare i nærheden af en genre beskrivelse af denne kunstner. Det må være en kvalitetsgaranti i sig selv.

Baths – Lovely Bloodflow

Fordi: Baths sikkert er ganske ukendte for jer, som mange af de andre numre. Debut pladen fra 2010 Cerulean, passer ganske fremragende til en lang gåtur langs havet.

Laurel Halo – Embassy

Fordi: At dette nummer gang på gang giver mig kuldegysninger præcis som det stiger i intensitet, med Laurel Halos fantastisk vokal som eneste standpunkt standpunkt.

Desire – Under Your Spell

Fordi: At jeg også har set Drive. Nummeret havde jeg faktisk et ganske særligt forhold til inden jeg så filmen, men som så mange andre numre, var det ligesom blevet lidt glemt i mit utal af nye plader. Teksten er intet mindre end skræmmende god.

Cæcilie Trier & Jannis Noya – City Lies (Marie Fisker Cover)

Fordi: At det ikke kan være andet end fantastisk. Tre af mine absolut yndlings artister fra Danmark (Cæcilie Trier – Chimes & Bells, Jannis Noya – Choir Of Young.. og Marie Fisker) arbejder her sammen på et cover af den ellers glimrende sang fra Marie Fiskers debutplade Ghost Of Love, som jeg forresten gerne vil give et skjult lille shout out til – en ganske fantastisk, men lige så overset plade.

Kurt Vile – The Creature

Fordi: Det lyder som om Kurt Vile har lagt røvballe-stener-rocken på hylden, og vendt lidt ind ad i stedet. Det kan kun blive en god EP.

Kate Bush – Deeper Understanding

Fordi: At det er Kate Bush og hun ikke behøver nogen begrundelse. Yndlings kvinde #1.

Lykke Li – Velvet (The Big Pink Cover – gør dig selv en tjeneste og hør originalen også!)

Fordi: At Lykke Li er en af de få musikere der i dag virkelig ikke er bange for at skrive sange om det der gør allermest ondt. For at citere hende fra hendes sang Hanging High: “And when it hurts the most, I push a little more” – ganske glimrende cover af den udødelig sang.

Joni Mitchell – Blue Motel Room

Fordi: At hele Hejira pladen er helt vidunderlig. Afsindigt dekadent, overfølsom, klog. Som min veninde sagde til mig; den lugter af New York, forliste forhold, drama, spåkoner og efterår. Mm. Ja tak.

Lhasa De Sela – I’m Going In

Fordi: At jeg konsekvent får lyst til at ligge mig på mit parketgulv i fosterstilling når jeg hører dette nummer. Lhasa De Sela blev desværre kun 37, da hun d. 1 januar 2010 gav op efter en to årig lang kamp imod brystkræft. Heldigvis har vi fantastiske sange som denne, til at minde os om, hvilken fantastisk sangskriver hun var.

Tags:





Indlæg af: MADS AXELSEN

Kommentarer til “LYDEN AF OKTOBER”
Skriv en kommentar