INTERVIEW: POPPEL & LUCIA ODOOM

Poppel er et trykt kulturmagasin om identitet, popkultur og drømme. Her skrives der om universelle ting, som fx. at være fan, at se tv-serier, at høre popmusik og at have forvirrende drifter. Bladet giver folk lov til at dele deres historier og tanker, og inviterer læserne ind i alverdens åbenbaringer, man kan have om ting, der på afstand kan virke banale.

Poppel er ”for alle os, der søger tilflugt i paralleluniverserne” – et kludetæppe af essays, klummer, interviews, fotoserier, illustrationer, mixtapes, drømme og digte. I første udgave finder man eksempelvis fotoserien ”Spice Girls-terapi”, et interview med den californiske sangerinde Jessica Pratt, et essay om fanfiction og en digtsamling af norske Audun Mortensen.

Portræt af Poppels redaktør Lucia Odoom. Foto: Maria Thornfeldt.

Vi mødte magasinets redaktør og stifter, Lucia Odoom, til en snak om magasinet. Hun inviterede os forbi Poppels lille, men hyggelige kontor, som ligger lidt gemt i et baglokale i Ark Books på Møllegade. Over kaffen og bladren igennem magasinet, fortalte hun at:

”Jeg mistede mit drømmejob, da jeg var 25. Jeg havde lavet radio i en del år, og pludselig skulle jeg finde ud af, hvem jeg egentligt er, når jeg ikke er nogen som helst. Hvem er jeg, når der ikke sker en skid og når nogle af mine venner holder op med at synes, at jeg er fed, fordi jeg er deprimeret og pessimistisk og har bløde albuer? Jeg gik på journalisthøjskolen i et års tid, fordi jeg troede, at uddannelse var svaret på min depression, men det viste sig, at det var det ikke. Jeg har af alle mulige årsager svært ved at gå i skole.

Jeg har gået ret mange, lange kriseture med venner, og talt om alt mellem himmel og jord. Jeg har ligget ret meget i fosterstilling, og jeg har gået i tv-serie terapi, hvor jeg begyndte at identificere mig med karakterer i bøger, film og tv, som jeg har skrevet mange tekster om. Det fik mig til at tænke, at jeg manglede et magasin, som kunne være et afløb for den “krisehjælp”, som popkultur kan give. Når man graver sig helt ned i nørderier, kan der komme en del åbenbaringer ud af det. Jeg har aldrig læst så meget som i løbet af de sidste tre år. Jeg har haft forskellige jobs, dog aldrig fuldtids eller fast, så jeg har kunnet bruge meget tid på at lappe bøger, Netflix, digtsamlinger, New York’er essays, podcasts og aktivistiske blogindlæg samt små nicheblade i mig. Poppel er ikke et blad, jeg startede, fordi jeg er super overskudsagtig. Jeg har startet det, fordi jeg havde ligget ned for længe og havde brug for noget at holde af igen. Noget at være begejstret over, og som andre kunne være begejstrede over, men som ikke er en karriere, der kan slå op med en.”

Poppels kontor. Foto: Maria Thornfeldt.

Hvad er tankerne bag magasinet? Hvordan startede det?
Jeg havde gået i et par år og taget tilløb til at lave et magasin, der hylder ”fandom”; dét at være optaget af popkultur, kunst, poesi, musik og identitet, og som kunne være et mix af alle disse ting uden at handle om trends eller mode eller livsstil eller hype. Jeg synes, at vi befinder os i en tid, hvor popkultur er blevet en vigtig faktor i samfundet. Popkulturen sniger sig ind i kunsten og litteraturen og blander sig i samfundsdebatten.

For nylig så jeg et afsnit af tv-serien Scandal, som er en slags kommentar på den aktivisme, der spirer i USA ovenpå alle de mord, der har været på sorte, ubevæbnede mænd og kvinder. Det var utroligt stærkt. Det vækkede noget i mig, som dagbladene og nyhedsindslagene ikke kan vække i mig, fordi hele den her situation, som rigtig mange, virkelige mennesker dealer med, rent faktisk blev fortalt, så det både vakte empati og vrede. Vi er immune overfor nyhedsstof, fordi nyhedsstoffet er blevet nøgternt. Popkulturen er stadig god til at være følelsesladet og engagere dem der ser på, og derfor er den en vigtig platform, uanset om det er tv-serier eller bøger, vi taler om.

De færreste af os vokser op i finkulturelle hjem med Bach og Wagner på pladespilleren og Camus og Satre i bogreolen, men vi har tv, radio eller computere, som også er vinduer til viden og refleksion. Der er mange, der tror, at jeg ville lave et modsvar til finkultur, men jeg har det fint med finkultur. Jeg synes bare, at den popkultur, som vi bruger så meget tid på, skal tages lidt mere alvorligt, samt at vores forhold til popkulturen skal undersøges. De fleste af os har haft et lidt for neurotisk forhold til eftermiddags tv-serier, i hvert fald i den såkaldte ”millenial generation”. Så jeg har tænkt meget på, hvor dannende popkulturen egentligt er for vores identitet, seksualitet og forestilling om livet, kærligheden og relationer. Jeg ville gerne lave et blad, der kunne invitere læserne ind i andre folks begejstring og nørden, og som samtidigt kunne være visuelt sprødt at se på.

Poppels redaktør Lucia Odoom. Foto: Maria Thornfeldt.

Hvor adskiller Poppel sig fra andre magasiner? Hvordan er det relevant?
Nu er der ret mange magasiner på kloden, så der er nok også magasiner, der er i samme boldgade som Poppel. Herhjemme er der dog ikke mange små, essayistiske magasiner. Der findes ej heller ret mange essayistiske magasiner, der ikke er akademiske i sprog og referencer. Endelig er der heller ikke mange magasiner med udgangspunkt i uaktuel popkultur. Vi laver ikke blade, som man skal læse for at følge med i, hvad der sker. Den slags er der rigeligt af.

Vi laver et magasin, som folk skal læse for at følge med i, hvad folk tænker om kunst, poesi, seksualitet, nostalgi, pop, modernitet, kreativitet, musik, samfund og meget mere. Vi vil ikke fortælle folk, hvad de skal have på, eller hvad andre har på. Jeg ved ikke hvorfor, at vi er relevante, det må vores læsere svare på. Jeg er i hvert fald glad for at vores læsere både findes i Ringkøbing, Odense, Vejle, Åbyhøj, Hillerød, Hundested, Aarhus og alle mulige andre steder i Danmark, som jeg slet ikke havde regnet med, at vi kunne ramme. Relevans er ekstremt subjektivt. Jeg synes, at alle mulige ting er relevante, – ting som mange andre folk nok synes er ligegyldige. I vores næste nummer kan man fx. læse et digt om en tur i IKEA og alt muligt andet, som sikkert virker sindssygt irrelevant. I grunden gad jeg godt at læse flere irrelevante magasiner, skrevet af virkelig gode skribenter.

Poppel. Foto: Maria Thornfeldt.

I skriver at Poppel er ”for alle os, der søger tilflugt i paralleluniverserne” – hvem er de, og hvad betyder dette?
Jeg er eskapist, som betyder at jeg er i stand til at flygte fra mine problemer ved at læse eller glo fjernsyn og så samtidigt tage en masse ting med mig ud i virkeligheden fra disse fiktive universer. Fiktionen blander sig altid ind i mit liv. Det er mennesker, som har en tendens til at vikle sig ind i fiktionerne og popkulturen, – som er med til at lave dette blad, og som vi samtidig laver dette blad til. Vores tekster har et tæt forhold til virkeligheden, selvom de er dagdrømmende. Vi sammenbinder virkelighed, fantasi, længsler og drømme, for det behøver slet ikke at være så skamfuldt at vælte sig i pop. Den visuelle del af magasinet skal også være med til at skabe et univers omkring teksterne, som man kan flygte lidt ind i, når man læser vores blad.

Hvilken rolle spiller internettet ift., at Poppel er et trykt magasin? Kan man kalde det ”en forlængelse af internettet” i sin fysiske form?
Man kan måske kalde Poppel et eksempel på den måde, vi taler om ting på, på nettet. Nettet har givet popkulturen en helt ny relevans. Der er masser af aktivisme, som stammer fra popkulturelle ”online-communities” som fx Tumblr, og masser af nye strømninger og fandoms, der vokser ud af internettets mange mærkelige afkroge, hvor folk dyrker alt muligt. Men Poppel følger ikke med i nettets nådesløse trendtempo. Vi har ikke noget imod at gøre os umage med at lave hver udgave, og så til gengæld ikke at være med på noderne med mode og trends og de hotteste internetsamtaleemner. Journalistik er blevet et ræs, særligt på nettet. Alle sakker bagud og skriver om de samme ting. Når man ikke skal løbe konkurrenceløb med andre magasiner, kan man koncentrere sig om at sige de ting, man har gået og tygget på længe og derfor simpelthen ikke kan lade være med at skrive.

Poppels redaktør Lucia Odoom. Foto: Maria Thornfeldt.

Hvordan har processen været? Og hvordan har I valgt, hvem der er med?
Processen startede, da jeg skrev til Sofie og lokkede hende til at lave et blad, hvor hun skulle hjælpe med den visuelle del. Så slog jeg mig sammen med min medredaktør Pauline, som det viste sig, at jeg arbejder vildt godt sammen med. Herefter skrev jeg til folk, jeg kender, og hørte om de ville bidrage med en tekst. Så skrev jeg til illustratorer, som skulle tegne til artiklerne og fotografen Stephanie Stål, som skulle fotografere ”Spice Girls fans”. De fleste har sagt ja, også selvom vi ikke havde penge.

Vi lavede en Kickstarter for at få råd til at trykke magasinet, og det gik over al forventning! Vi indsamlede 20.000 kr. på 13 dage og endte med at have indsamlet 25.000 kr. Det er nærmest gået lidt for godt, kan man sige. Vi er så heldige, at der faktisk er mange, der har skrevet og spurgt, om de må bidrage. Vi modtager tilmed CV’er og rigtige jobansøgninger. Jeg siger ja, når jeg bliver overrasket og begejstret og kan mærke, at folk har nogle interessante perspektiver, men mine kriterier er stadig ret flyvske. Vi kan jo ikke engang ansætte os selv eller udbetale et honorar til dem, der bidrager. Det håber jeg, at vi kommer til at kunne en dag. Jeg kender virkelig mange dygtige folk, – også folk der ikke selv ved, at de er gode til at skrive. Så jeg spørger lidt ud, om folk vil bidrage. Nogle gange bliver det, vi får tilbage, smukt, og andre gange rammer det ikke lige hovedet på sømmet.

Lige nu er det her blad, noget vi laver ved siden af vores voksenjobs, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Vi er heldige, at folk gerne bidrager eller stiller op til interviews. Til gengæld giver vi lidt lang snor med deadlines, og sørger for at gøre en masse visuelt ud af folks bidrag.

Mit problem er, at jeg er super kræsen. Jeg bruger så meget tid på at lave det her blad, og jeg ønsker derfor, at indholdet skal være super fedt og opfylde kravet om at kunne overraske læserne og suge dem ind i interessante universer og tanker – også selv om vi ikke har mange penge. Jeg skifter mening om artikler og kan godt være besværlig.

Poppel. Foto: Maria Thornfeldt.

Hvornår udkommer næste nummer? Og hvad kan vi finde i det?
Åhhåhåhåhååhåå… det spørgsmål holder mig vågen om natten. Jeg håber, at vi når ud i midten af september! I hvert fald udkommer vi en gang i september. Man kan endnu engang både blive præsenteret for poesi, kunst, tv-serie nørden og drømme, men også interviews med interessante kunstnere, som inddrager sig selv i det de laver eller i popkultur.

Der er flere fotografier i dette blad end i det første, hvor der var meget tegnet indhold. Vi synes, at det næste blad byder på ret mange inspirerende karakterer – særligt kommer ”Buffy The Vampire Slayer” til at fylde rigtigt meget. Ham der har skrevet dette essay, kommer i samme vending ind på krisen i Grækenland. Man kan også læse om feministisk tentakel porno, om et museum i Zagreb for forliste forhold, og om en kunstner der har skrevet og illustreret en fanficionbog om Frida Kahlo.

Hvilken retning ser du, at magasinet kunne udvikle sig imod?
Det er vi stadigvæk i gang med at finde ud af. Vi håber, at der fortsat kommer flere læsere i hele Danmark, og at vi får flere forhandlere og en federe og mere tjekket hjemmeside, hvor folk kan bestille magasinet.

Vi skal også finde ud af en masse “voksne” økonomiske ting. Vi vil gerne betale folk og os selv for alt det hårde arbejde, så vi ikke får mørke rander under øjnene. Vi vil gerne være endnu skarpere i vores indhold. Vi mangler stadigvæk at finde ud af, hvad vi gør med bidrag, og hvordan vi formulerer, hvad det er vi gerne vil modtage af bidrag. Vi vader ret meget rundt i 90’er nostalgi – det er nok en generationsting. Jeg har altså også hørt meget om de sorte 80’ere med Michael Strunge og Café Viktor, og om de lilla flower power tider og 68’er halløj med kollektiver, og Rolling Stones og Beatles, og de ironiske mennesker i 40’erne har også fået lov til at dominere os andre med alt det, de kommer fra. Så jeg har det egentligt ok med at vade lidt rundt i min egen generations begejstring. Jeg vil bare gerne have mere indhold om vores samtid og også skrive lidt mere originalt om musik..

Jeg overvejer desuden, om der skal være en form for kritik, fordi at kærlighed kan også være kritisk kærlighed. Jeg vil gerne fortsat have, at vi kigger lidt ud i verden og skriver om, hvad der foregår i den, ved for eksempel at lave interviews med udenlandske stemmer, der har noget at sige for tiden.

Poppel. Foto: Maria Thornfeldt.

Besøg poppelmag.com for information om hvor bladet sælges.