ET MENNESKE DER FLYDER RUNDT I UNIVERSET

Vi går langs Kongens Have, trafikken er gået i stå. Den kongelige livgarde passerer Gothersgade med lifligt fløjtespil og trækker en lang hale af nysgerrige turister efter sig fra Rosenborg Slot og ind mod centrum. Vi skal ikke den vej. Tilgengæld skal vi mødes med en mand der efter sigende er yderst ualmindelig – en mand hvis virkelighed minder allermest om en historie fra de varme lande.

Vi træder ind i Københavns muligvis mindste kaffebar med landets største loftslampe og bliver taget imod af indehaveren. Det synes umuligt at beskrive Rud Christiansen med en helt præcis titel og at ridse hans beskæftigelse og livshistorie op er et ret snørklet og omfattende projekt.

Rud har lavet alt og kan alt – det tror man rent faktisk på, når man hører ham fortælle og måske er det ikke engang meget galt. Vores møde med Rud er netop lige begyndt og hvad vi ikke ved af er at det vil blive en formiddag, som hurtig skal blive til sen eftermiddag med endnu en aftale den følgende dag. Med Rud Christiansen ved man aldrig rigtigt, hvad man kan forvente.

Rud Christiansen | Foto af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Rud Christiansen | Foto af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Jeg kunne ligeså godt samle på frimærker eller brugte tøjklemmer – men istedet samler jeg på rum, der kan give folk oplevelser.
— Rud Christiansen

Kafferiet, som kaffebaren ved Kongens Have hedder, har en navnesøster på Esplanaden i samme hus som Rud selv bor i. Han har startet begge caféer, sammen med sin kone Lo Østergaard, ligesom han også har Royal Café på Amagertorv, tre Royal Caféer i Japan, én på vej i Santa Monica, Californien, og en pipebar in progress i Tokyo. “Jeg kunne ligeså godt samle på frimærker eller brugte tøjklemmer – men istedet samler jeg på rum, der kan give folk oplevelser,” fortæller Rud, og vores blikke kastes rundt i Kafferiets omfattende samling af gammelt mekanisk legetøj fra loppemarkeder, børnebørn, japanske tegneserier, kælderen og loftet. Det er bestemt ikke en ordinær oplevelse at være i Kafferiet.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Smittende nysgerrighed og eventyrlyst
For Rud er noget af det vigtigste for hans caféer, at de har personlighed, og han er derfor altid med til at indrette de nye steder, ofte med ting fra sine egne gemmer. Den personlige og nærværende tilgang er også let at spotte, når der kommer kunder i caféen; mange er stamkunder, men selv helt nye ansigter får en varm modtagelse og en sludder langet over disken sammen med kaffen. Rud blander sig – for han er nemlig vanvittigt nysgerrig.

Jeg stod engang sammen med en japansk professor på den modsatte side af gaden, overfor en fin dansk smykkebutik i Japan,” indleder Rud endnu en af sine historier. “Og jeg spurgte ham om, hvorfor de mon ingen kunder havde.” Til det svarede professoren at: “Jeg kan jo se det hele, så hvorfor gå ind? Man må hænge noget op i vinduet, så man kun kan se ind igennem en sprække. Når der er så bart, føler man sig overvåget – der bør altid være steder i en butik, hvor personalet ikke kan se én. Og så mangler der farver.” Dette fik Rud til at tænke over butiksindretning, og hvad der skal til for at give kunderne den bedst mulige oplevelse. Det er tanker, som helt bestemt går igen i hans egne caféer, og som han siger: “Når man går ud af døren efter et besøg, skal man have en fornemmelse af ikke at have set det hele".

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Al den snak om Japan
Vi har allerede været sammen med Rud i nogle timer, fortalt lidt om os selv (da Rud hellere vil høre om os – “jeg kender jo mine egne historier, så jeres er mere spændende“), vi har fået god kaffe, og samtalen har nået at sno sig en hel del om Japan. Men hvorfor lige Japan? “For det første er der jo designudvekslingen,” bemærker Rud og henviser bl.a. til 50′ernes danske møbeldesignere's (f.eks. PH, Arne Jacobsen og Verner Panton) fascination af den japanske æstetik. “Og så har vores smagsløg også mange ligheder; fx. fisk samt syltede og røgede smage fra det traditionelle danske køkken.”

I forlængelse af sammenligningerne mellem det traditionelle danske og japanske køkken kaster Rud sig ud i en historie om Svend Svendsen, der mistede sit værtshus i Nyhavn, da København brændte i 1795.

Det eneste Svend formår at sikre sig fra flammeskoven er sit æbleskivejern, og da han efterfølgende bliver spurgt af kaptajn Andersen, om han vil være skibskok på et togt til Kina, siger han ja tak og tager æbleskivejernet med til søs. På vej til Kina ryger skibet ind i en orkan og går ned, og som den eneste overlevende får Svend padlet sig i land ved at bruge æbleskivejernet som pagaj. Bølgerne kaster ham ind på Osaka strand, hvor han bliver fundet, halvdød af en 80årig værtshusejer og denne mands 18-årige barnebarn. De tager sig af Svend og giver ham job i køkkenet, hvor han introducerer æbleskiven, på bedste sønderjyske vis med et lille stykke æble i midten. En dag, da den gamle bedstefar er alene i køkkenet, sker det dog at han tager fejl af spanden med æblestykker og blæksprutte og således opfinder han en af det japanske gadekøkkens meget populære specialiteter; Tako Yaki.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Udmagrende malaria og 8 måneder på cykel
Da Rud var lige omkring 20 år, var han i Vietnam. Desværre var han på daværende tidspunkt ikke klar over sin immunitet overfor kinin; et stof man bruger i malariamedicin, og Rud blev ramt af et voldsomt tilfælde af sydommen. Ingen i Vietnam vidste, hvad man skulle stille op med den feberramte unge Rud, så han blev sendt til et hospital i Japan, hvor en læge havde specialiseret sig i netop situationer som Ruds. Rud blev heldigvis kureret, men efter de mange måneders sygdom og febervildelser, havde han tabt håret, var skrumpet ind og vejede ikke mere end 42 kilo. Ruds muskelmasse var nedbrudt, så den lægen sendte ham på genoptræning i Kyoto, hvor en søster, der var sygeplejeske, kunne tage sig af Rud.

Rud’s genoptræning gik hurtigt fremad, og det varede ikke længe, før han kunne træde ud af sin kørestol. Den japanske læges søster havde en datter, som Rud “kom til” at forelske sig i, men da datteren gik på geisha-skole, så det skidt ud for deres kærlighed til hinanden. De besluttede sig for at stikke af sammen, så Rud købte et par bukser til sin udkårende, og i ly af nattens mørke sneg de sig afsted og drog ud på en cykeltur gennem Japan, som endte med at vare hele 8 måneder. Her oplevede Rud endnu mere af japanernes utrolige åbenhed, og måske var det netop på denne tur, at den første kærlighed til landet opstod. Japan havde vist ham åbne arme og tilmed reddet hans liv. De 8 måneders cykeltur fik dog sin ende, pigen tog tilbage på geisha-skole, og Rud vendte igen tilbage til Vietnam.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kafferiet ved Kongens Have | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Flipcam og hang til recording
Snakken smyger sig fortsat om vidt forskellige emner som lampen i loftet (som to italienske ingeniører brugte 10 timer på at installere), om ironiens fine og fatale balancegang, japanernes 236 forskellige “høfligheds-regler” og et tilbud fra Polaroid om en udstilling på Louisiana, som Rud sagde nej tak til (og som i stedet gik til David Hockney).

Pludselig hiver Rud noget, der mest ligner en mobiltelefon fra det forrige årtusinde, op af sin taske. Det er et videokamera, et såkaldt flipcam, og han fortæller, at han altid har det med sig, når han bevæger sig rundt i verden. Han viser os en film, som han har filmet på en bustur i Japan. Han kalder den “The busdriver loop.” Filmen viser en ung, kvindelig buschauffør, som manøvrer rundt på smalle, stejle veje, men dér hvor fokusset bør lægges er på kvindens gentagende gestikuleren ved vejkryds og sammenfletninger. Rud forklarer, at japanske buschauffører altid, som en slags service til passagerne, giver tegn om at de er opmærksomme på andre bilister, og at de har orienteret sig i spejlene. “Sådan er den japanske mentalitet.

Det mintgrønne hus på Esplanaden
Vi er kommet til at bruge fire timer i Kafferiet, solen hænger lavt over København, og vi begynder at få halvtravlt, hvis vi også skal nå at tage billeder i Ruds hjem på Esplanaden. “Jeg skal lukke ned om en times tid, men i kan bare gå i forvejen og tage billeder, så kommer jeg,” siger Rud og sender os ned af Kronprinsessegade, til højre af Gernesgade, og ned til det smalle, mintgrønne hus på Esplanaden, som både huser den anden Kafferiet samt Rud og Lo’s hjem. Frederik d. 5. byggede huset til sin elskerinde i 1760, og fra husets kælder fører en underjordisk tunnel direkte til Amalienborg Slot. Ifølge Rud er tunnelen dog desværre muret til nu.

Vi går gennem Kafferiet, hilser på kaffepigen som er varslet om vores ankomst, og går op ad den smalle bagtrappe til Rud og Lo’s lejlighed. Vi bliver overraskede over, hvor beskedent de to velbevandrede mennesker bor. Her er ikke ret meget plads, men hver kvadratmeter (gulv, væg og loft) er udnyttet på smukkeste vis til flere souvenirs, bunker af arbejds- og fritidstegninger og koncentreret, inspirerende personlighed. Der er visuelt rigeligt at lade øjnene vandre over og overraskelser bag hvert et hjørne.

Ruds hjem med gemte skatte i alle kroge | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ruds hjem med gemte skatte i alle kroge | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vi har pludselig brugt over en time men har intet hørt fra Rud endnu, så vi giver ham et kald. “Hver gang jeg har forsøgt at lukke ned, er der kommet nogle nye forbi, jeg lige skulle hilse på. Hvad med om i kommer forbi i morgen tidlig igen, så kan jeg også vise jer Royal Café,” siger Rud i telefonen med en lattermild tone, og vi aftaler at mødes igen dagen efter kl. 09.30.

Tegninger til pynt og kommunikation
Det er blevet fredag morgen. Vi drikker en kop kaffe i Kafferiet og venter på at Rud bliver klar. Vi er kommet for tidligt. Lo kommer ned af trappen, vi får et kram “Rud er klar lige om lidt,” siger hun og stryger ud af døren, afsted for at åbne Royal Café. Vi drikker ud og møder Rud i stuen, hvor han sidder ved bordet ved siden af det farverige tapet med fisk og de mange bøger i lag.

Under vores nystiftede bekendtskab med Rud, er tegninger fra hans egen hånd dukket op alle vegne; i lejligheden, på caféernes menukort og på løse papirlapper. Rud virker beskeden omkring sine tegninger, men efter lidt overtalelse får vi lov til at se nogle af hans skitser i bogen med kalkerpapir og forskellige, mere eller mindre færdige, tegninger på computeren. Han bruger sine tegninger som dekoration i caféerne, f.eks. som vægmalerier og som værktøj til kommunikation. For da Rud ikke taler japansk, er det klart den nemmeste måde at formidle idéer på imellem ham og de japanske arkitekter.

Ruds tegninger | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ruds tegninger | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Men jeg er jo bare et menneske, der flyder rundt i universet” bemærker Rud, lidt ud af det blå, måske af forlegenhed over at have gennemskuet vores begejstring over alt det han kan. Et øjeblik efter ringer Lo fra Royal Café og beder os om at tage stearinlys og flydende Ajax med. Så afsted med os.

I bilen, på vej til Illums parkeringskælder fortæller Rud om dengang han flyttede til Firenze: “Jeg var 40 år og havde lige pensioneret mig selv for første gang.” Rud gik på kunstskole (The Florence Academy of Art), hvor han kun kom til croquis om torsdagen, for at tegne “en nøgen dame“. Efter 2 år på akademi erkendte Rud dog, at han aldrig ville blive god nok: “Jeg målte mig for meget med de andre elever som var bedre“, så han stoppede, dog med tegnelysten i behold, og kastede sig over andre projekter.

Der er stor forskel på pasta
Vi ankommer til Illum, og historierne fra de 10 år hvor Rud boede i Firenze fortsætter. “Jeg var den første, der satte spørgsmålstegn ved, hvad der stod på hylderne i supermarkederne. Det handler ikke kun om at blive mæt for få penge – der skal være noget for øjet og de finere smagsløg,” forklarer Rud, da vi kommer til en hylde med De Secco pasta, som Rud var den første til at importere til Danmark. I Firenze blev Rud klar over, at der var forskel på råvarer, og at der var nogle, der var meget bedre, end dem han kendte fra Danmark. “Når jeg arbejdede på forskellige restauranter som f.eks. opvasker, plejede jeg at spørge kokken om, hvad den bedste pasta var, og så noterede jeg det.” Ruds viden udviklede sig til at blive en ganske god forretning og hans virksomhed omfattede til sidst over 4000 produkter, inden han solgte det hele til BKI. “Der var ingen fremtid for mig i det.

Uddannelse?! Jeg kan ikke en skid. Heldigvis er jeg blevet udstyret med et hoved, der kan opfange og forstå de ting, jeg oplever. Og så er jeg nysgerrig.
— Rud Christiansen.

"Har du egentligt en uddannelse, Rud?" spørger vi. “Uddannelse?! Jeg kan ikke en skid. Heldigvis er jeg blevet udstyret med et hoved, der kan opfange og forstå de ting, jeg oplever. Og så er jeg nysgerrig. Er i nysgerrige?” spørger Rud, og da vi finder os selv i Illum og dybt interesserede lytter til forklaringer om pastas overfladespænding, må svaret nok blive ja. “Godt. Så skal i nok nå langt. Nysgerrighed avler viden – andet er der ikke i det!

Værre end Bagdad, men smukt som i Paradis
Vi har endelig fundet de rigtige stearinlys og den flydende Ajax og går mod Royal Café. Caféen er blevet nomineret til at være verdens smukkeste café af Vogue Paris, så vi er ret spændte på at se den. Baggården ved siden af Royal Copenhagen, som normalt er indgangspartiet for Royal Café, er revet op ved roden og fyldt med gravemaskiner samt mænd med refleksveste og hjelme, så i stedet går vi ind igennem Royal Copenhagen.

Royal Café ved Amagertorv | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Royal Café ved Amagertorv | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

5-6 meter over os er et sølvprydet loft hvorfra gigantiske, gennemsigtige, changerende lysekroner hænger. Rummet er luftigt og højtideligt, men hyggeligt indrettet med tapeter, dimser, roser og gedigent dansk design – her er som i et eventyrland og næsten alle genstande er nøje udvalgt af Rud og Lo selv. En ekstra understregning af stedets personlighed er kaffen med Ruds soldatansigt på kaffeposerne og et konfirmationsfoto af Lo.

Idéen med Royal Café er at promovere dansk kvalitet, og det er et af de første tilfælde af product placement i café-verdenen. Her er en sjælden George Jensen cykel (en gave til Lo), høje barstol-versioner af Arne Jacobsen-klassikeren Myren, som Fritz Hansen specielt har designet til Rud, verdens største Flora Danica malet direkte på endevæggen af Herdis Myseth, og i køkkenet forberedes Smushi (Ruds hybrid af sushi og smørebrød).

Et pirrende fravær af bindeled
Vores indtryks-lagre er ved at være fyldt op og vi siger pænt på gensyn til Rud og Lo, inden vi igen bevæger os, desillusionerede, ud i den virkelige verden. Efter vores dage i selskab med Rud Christiansen, kæmper vores hoveder med at få det hele til at passe sammen. Hvad er sandhed, og hvad er røverhistorier? Og betyder det overhovedet noget?

På samme måde som tingene på kafferiets hylder; noget er dyrt og autentisk, andet kopier og billigt skammel, men af den grund ikke mindre ægte – ikke mindre en del af fortællingen. Det er alt sammen brikker i denne fantastiske historie, som sikkert kan fortsætte ud i det uendelige. Vi har en klar fornemmelse af kun at have set og hørt om en brøkdel af Ruds verden, og måske gør det egentlig ikke så meget, for så er der jo en grund til at vende tilbage igen en dag. Der er intet bedre end eventyr uden ende.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.