ET BESØG PÅ MUSEUM OVARTACI

Igennem knapt et århundrede har et lille museum på Aarhus’ psykiatriske hospital kæmpet for sin berettigelse og fysiske tilstedeværelse i de gamle bygninger. Museum Ovartaci har indfundet sig i mellemrummene, på loftet og i et gammelt beskyttelsesrum, indtil det i 2001 fandt sin nuværende form i bygning 25. På grund af et omfattende nybyggeri er Museum Ovartaci’s fremtid dog igen usikker, og som det ser ud nu, står Aarhus overfor at miste et absolut unikt sted.

På én af augusts varmeste dage, besluttede vi os for at tage et smut til Risskov nord for Aarhus for at besøge Museum Ovartaci. Vi har altid fået fortalt meget om det lille museum på psykiatrisk hospital, men af uforklarlige årsager skulle dette blive vores første besøg. Det meste af forsommeren har Ovartaci fyldt de lokale medier, da det er blevet besluttet, at museet ikke skal følge med, når resten af hospitalet flytter ind i nye bygninger i Skejby. Besparelser har slået hårdt ned på museet, som står til nedlukning af samtlige af dets aktiviteter. Dog har en massiv underskriftsindsamling gjort, at museet er blevet bevilliget ét år mere, og vi ankommer til Ovartaci i en tid, som, ironisk nok, både domineres af en usikker fremtid og højere besøgstal end nogensinde før.

Den helbredende kreativitet
Vi mødes med medskribent Camilla Bundgaard midt i det gamle hospitals hovedgård, hvor vi omgives af Gottlieb Bindesbøll’s gule murstensbygninger, der lige siden 1852 har huset helbredelsescenter for psykiske syge. Vi bliver mødt af museumsleder Mia Lejsted, som fortæller os om stedets allerførste overlæge Harald Selmer, for hvem asyltanken, de smukke omgivelser og dermed også arkitekturen var vigtige elementer i helbredelsen. Psykiatrien har ændret sig enormt meget siden dengang, og hele vidensfeltet har gennemgået en kæmpe ekspandering, alt sammen til det bedre, men måske har udviklingen også betydet, at nogle ellers gode principper er gået tabt. På Museum Ovartaci er man bekymrede for, at psykiatrien på det nye storhospital i for høj grad kommer ind under den øvrige sundhedssektor, og at helbredelsesmetoderne ligeledes ensrettes. For kan sindet altid kureres med piller og kortvarige indlæggelser? Og hvad vil det betyde for restitutionen at lukke de kreative udfoldelsesmuligheder?

Detaljer fra et atelier på Museum Ovartaci.

Netop spørgsmålet om, hvilken påvirkning kreativitet spiller i helbredelsen af psykiske lidelser, har vi glædet os til at snakke med Mia om. Vi sætter os på hendes kontor, på førstesalen i den gamle hospitalsbygning, og på bordet ligger allerede nogle af de seneste dages artikler, som har beskæftiget sig med kunst og kultur som medicin. I Politikens artikel Danmark halter efter med kultur til syge (af Morten Hjortshøj, d. 10. august 2015) sættes der fokus på projektet Kultur på recept, som efter 5 år med gode resultater spås til at blive et permanent tilbud i hele Skåne, når prøveperioden ender i slutningen af året. Trods gode resultater og videnskabelig dokumentation af tiltag i både hele Skandinavien, Storbritannien og USA, afviser kulturminister Bertel Haarder at initiere et lignende initiativ i Danmark. “Det må komme fra sundhedssektoren.”

Umiddelbart står Museum Ovartaci i en unik position til at bevise kunstens positive indvirkning på det sårbare sind, da de både råder over kreative værksteder, et museum og rigtig mange års erfaring. Desværre kræver politiske argumenter dog kvantitative undersøgelser, resultater og tal, hvilke Museum Ovartaci aldrig nogensinde har indsamlet. Museet har nemlig valgt at minimere al form for visitation af f.eks. deres værkstedsbrugere for at undgå følelsen af overvågning. Derudover er det en næsten umulig opgave at udføre, når man samtidig skal kæmpe for sin berettigelse og overlevelse. Tilgengæld kan Mia uden tøven opremse en lang liste af tidligere brugere af museet, hvis tilknytning til stedet har haft en positiv indvirkning på deres restitution og livskvalitet.

Et levende værksted
Vi forlader Mia’s kontor igen og bevæger os ned gennem en af bygningens trappeopgange, hvor de første glimt af museets kunstsamling møder os. På begge sider af os hænger udpluk af Museum Ovartaci’s gigantiske samling, som tæller mere end 8.000 værker. Vi kommer til de kreative værksteder, hvor vi møder Grete, som både er en aktiv bruger af værkstedets faciliteter og én af de frivillige, der driver den daglige drift. Grete giver os en rundtur i de forskellige værksteder, som spænder fra smykke-, tekstil- og væve- til keramik- og glasværksted. Hvert værksted har sit eget lokale, og overalt er der gang i kreative udfoldelser.

Vi giver udtryk for vores overraskelser over, hvor meget liv der er i de forskellige værksteder, men Grete forklarer, at i dag faktisk er én af de mere stille dage. Værkstedets brugere er en blanding af folk med nuværende eller tidligere tilknytning til det psykiatriske hospital, og det virker som om, at værkstederne, udover at danne nogle fantastiske rammer for den kreative proces, også fungerer som et samlingssted. Vi snakker lidt med et par af brugerne og hører om deres igangværende projekter, der bl.a tæller et smukt dekoreret tæppe, som i de kommende uger, ved hjælp af den store væv, skal forvandles fra skitse og trådprøver til færdigt resultat. Grete viser os nogle flere af de kreationer, som er skabt her på stedet, inden hun viser os vej til rammeværkstedet. Det er svært ikke at blive overvældet over Museum Ovartaci’s værksteder, og der er da også en snert af stolthed i Grete’s stemme, da hun ytrer sit ønske om, at mange flere af hospitalets brugere burde kende til dette tilbud.

Detaljer fra Museum Ovartaci’s væve- og rammeværksted.

Underskrifter og porcelænshunde
På vej op i udstillingslokalerne retter Grete vores opmærksomhed mod et par avisartikler om den underskriftsindsamling, som i juni sørgede for, at museet fik bevilliget et ekstra år. På cirka en måned indsamlede museet over 7.000 udsagn om opbakning, som de overrakte til byens borgmester. Underskrifterne blev overleveret i to kasser, udført af kunstneren Lone Pedersen, hvis kunst også kan opleves på museet (vi var selv så heldige at nå Lone’s soloudstilling Med vilje, som kunne opleves frem til d. 14. august).

Værker af Lone Pedersen fra udstillingen “Med vilje”.

Lone er uddannet fra Kolding Kunsthåndværkerskole (nu Designskolen Kolding) i 1988, og hun arbejder med en lang række medier og materialer. På udstillingen bliver vi bl.a. præsenteret for en række tårne, af nærmest mytisk karakter, gjort i Lego og træ og beboet af et utal af porcelænshunde. Lone’s praksis strækker sig også over sirlige collager, træfigurer, metalarbejder, udskårne muslingeskaller, dagbogsnotater og tegning, alt sammen udført med en særlig håndværksmæssig forståelse.

Historien om kunstneren Ovartaci
Vi fortsætter igennem udstillingslokalerne og kommer til den permanente del, hvor museet bl.a. præsenterer et udsnit af Ovartaci’s egne værker. Ovartaci er født i 1894 med navnet Louis Marcussen, og han kom første gang til det psykiatriske hospital i Risskov i 1929, hvor han opholdte sig indtil sin død i 1985. Hans kunstneriske interesse startede ud i naturalistiske malerier, men med tiden udviklede han sit eget særlige univers, som han overførte til skulpturer, illustration og dukker. Især optagelsen af det kvindelige køn, som han så som det mest guddommelige, kom til at spille en næsten altomfattende rolle i hans kunst og liv.

I sidste halvdel af sit liv tilstræbte Ovartaci det kvindelige så meget, at han to gange selv forsøgte at ændre sit eget køn – blandt andet ved hjælp af hammer og mejsel, som han fandt i hospitalets snedkerværksted, og først i 1957, i en alder af 63, fik Ovartaci endelig bevilliget en egentlig kønsskifteoperation. På trods af at Ovartaci identificerede sig med det kvindelige køn, er hun i eftertiden altid blevet omtalt som “han”, hvilket egentligt er ærgerligt, især da kønnet havde så stor betydning for hendes selvopfattelse og kunst. I Ovartaci’s afdeling af museet går en særlig kvindeskikkelse, med lange legemer og spidse øjne, igen i både tegninger, malerier, småfigurer og dukker i menneskestørrelse. Til sidstnævnte havde Ovartaci skabt et snoresystem, så hun kunne flytte dem rundt på sit værelse og på den måde indgå i forskellige interaktioner med dem.

Ovartaci’s værker opstod oftest ud fra egne fantasier og oplevelser, og udfoldelserne fungerede i store dele af hendes liv mest som en form for terapi, men særligt i slutningen af livet opnåede hun både en sindslig frihed og anerkendelse for sin kunst. Hun deltog bl.a. på en stor udstilling om outsiderkunst på Louisiana i 1979, og Jean Dubuffet optog nogle af hendes værker i sin kunstsamling L’art Brut i Lausanne. Asger Jorn fik også øjnene op for Ovartaci’s arbejde og hendes ærlige måde at billedliggøre underbevidsthedens væsen på – noget som CoBrA-kunstnerne også tilstræbte. I forbindelse med et forsøg på at få Ovartaci med til Paris sagde Asger Jorn: ”Du rangerer på højde med nogle af Europas førende kunstnere og er, med dit personlige billedsprog, en kilde til inspiration. Jeg kan gøre dig til millionær på én dag, hvis du rejser med mig til Paris.”

Vores lidt bagvendte tur rundt på Museum Ovartaci ender i museets reception, hvor Grete viser os et af sine værker. Billedet er et portræt af Ovartaci, og det hænger, så det møder alle museets besøgende. Det er med en unødvendig beskedenhed i stemmen, da Grete fortæller om processen bag, der indebærer små tekstilstykker og et utal af timer brugt ved symaskinen. Ved første øjekast fremstod portrættet som en tegning, men da vi kigger nærmere afsløres, hvad vi først troede var blyantstreger, som tusindvis af farvekoordinerede syninger. Vi takker for den grundige rundvisning, inden Grete vender tilbage til sit arbejde i værkstedet igen.

Grete’s fortolkning af et Ovartaci-portræt.

“Jordforbindelse. Maa ikke fjernes”
Vi træder ud i solen igen, fyldt op med en følelse af at være blevet overraskede. Vi undrer os både over, at vi aldrig før har været forbi Museum Ovartaci, og endnu mere over hvorfor at man på nogen måde kan forsvare en lukning af dette vigtige sted. Her er et hus, som både arbejder med at danne rammerne om restitution, eller i hvert fald at øge livskvalitet gennem kreativitet, at indsamle dansk art brut, og at nedbryde den stærke tabuisering af psykisk sygdom. Med lukningen af Museum Ovartaci mister psykiatrisk hospital en vigtig formidlingskanal, men de mister også et kreativt værksted for de indlagte, den velbesøgte café, et samlingssted og ikke mindst en kunstsamling på over 8.000 værker. Grunden til den mulige nedlukning er naturligvis for at spare penge, og det faktum at regionerne ikke må drive museum, men er det argument nok for at nedlukke alle ovennævnte aktiviteter?

Vores tanker ledes hen på et lille emaljeskilt, som hænger på et af værkstederne, nok som en humoristisk kommentar på sindets flygtighed; “Jordforbindelse. Maa ikke fjernes,” men i virkeligheden synes vi, at Museum Ovartaci netop er med til at fremme forståelsen af det sårbare sind. Den mistede jordforbindelse må dermed ligge hos dem, der overvejer at lukke det.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Pop-up udstilling med Ovartaci
Under vores besøg på dette års Chart Art Fair i weekenden mødte vi Maria Kappel Blegvad, museumsinspektør på ARoS, som fortalte os, at de netop arbejder på en pop-up udstilling i samarbejde med Museum Ovartaci. Sammenfaldet var nærmest for perfekt, så vi tog en snak med ARoS’ formidlingsinspektør Birgit Pedersen for at høre mere om udstillingen, der åbner i M.P. Bruuns Gade 46 på torsdag, d. 13. september. Birgit kunne fortælle, at snakken om Museum Ovartaci i længere tid har kørt på ARoS, da museet muligvis kunne tage imod Ovartaci-samlingen, hvis en lukning blev en realitet. Det vil dog ikke rigtig give mening, både fordi Museum Ovartaci’s samling rummer meget kunst af en mere terapeutisk karakter, og da man fra ARoS’ side mener, at den helt særlige Ovartaci-ånd dermed vil gå tabt. Museum Ovartaci skal have sit eget sted.

For at udtrykke deres støtte til museet har ARoS indgået et samarbejde om at lave en to uger lang pop-up udstilling, som primært vil præsentere Ovartaci’s kvindelige dukker samt enkelte malerier. Forhåbentligt vil denne synlighed kunne skubbe lidt til den folkelige og politiske opbakning og være med til at bevare en vigtig del af Aarhus. Vi krydser fingre alt hvad vi kan.