ELEV: HVAD ER DER GALT PÅ KADK’S DESIGNSKOLE?

Mit navn er Nynne Hauge Larsen, og jeg studerer rumdesign på Kunstakademiets Designskole på 4. semester. Det har altid været min store drøm at blive optaget på designskolen, og derfor har jeg forsøgt at dygtiggøre mig i forberedende højskoleforløb. Jeg blev optaget i andet forsøg. Antallet af ansøgere til designskolerne er steget de seneste år, og jeg betragtede det derfor lidt som en umulighed at komme ind, hvilket bl.a medførte, at jeg fik sat skolen op på en piedestal.

Jeg er nysgerrig, og jeg elsker at blive inspireret og skubbet til, og derfor vil jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne tage en uddannelse, særligt indenfor designfeltet, som jeg betragter som en never ending disciplin. Derfor oplevede jeg også min uddannelsesstart som energifyldt med motiverede, inspirerende og dygtige medstuderende, men den positive snitflade og energi, som jeg oplevede, at vi delte med hinanden dengang, føler jeg ikke længere knytter sig til designskolen.

Istedet oplever jeg nu, at vi i højere grad deler en fælles utilfredshed, og jeg har et indtryk af, at møder jeg en tilfældig medstuderende, og emnet falder på det negative ved vores skole, så kan samtalen vare for evigt. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, for jeg synes ikke, at kvaliteten af vores uddannelse på nogen måde er respektabel, og jeg er mest af alt virkelig ked af, vred og frustreret over dette!

Jeg har overvejet at skrive dette indlæg tusindvis af gange, men jeg har ikke ønsket at bidrage yderligere til det dårlige klima, som jeg oplever på uddannelsen. Ej heller har jeg ønsket at fratage andre deres glæde for uddannelsen, hvis den da findes derude. På bunden har jeg også overvejet, om det blot var mit eget ansvar at finde en strategi for at overleve og uddanne mig selv gennem en uddannelse, som jeg betragter som værende næsten ikke-eksisterende. For jeg har også indtrykket af, at det lykkes for nogle studerende at udnytte de sindssygt luksuriøse værkstedsfaciliteter, som uddannelsen, med kompetente værkstedsledere, tilbyder, såfremt at man altså har kørekort til disse værksteder.

Opråbet her er stensikkert hamrende tungt at læse, men jeg føler ikke, at jeg kan formulere mig anderledes om MIN oplevelse af Kunstakademiets Designskole, for hold kæft hvor er der ugler i den designskole-mose! Det synes helt uoverskueligt at få raget dem alle sammen op af mosen igen. DOG er indlægget her først og fremmest skrevet, fordi jeg håber at andre studerende, tidligere som nuværende, med en åben debat forhåbentlig kan skabe forandring. Med et spinkelt håb om at dette også kan ske i min studietid, men så sandelig også for kommende generationer af designstuderende, der måske har sat skolen op på en ligeså høj piedestal, som jeg selv, hvor ikke engang halvdelen lever op til ønsketænkning. Som nystartet studerende føles det måske også ekstra svært at dele kritiske tanker om uddannelsen med sine medstuderende. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke er det fedeste sociale trick at starte med at rive den fælles platform ned, som vi, som venner og medstuderende, netop sidder på.

Jeg mener, at debatten er nødvendig, og i min optik skal der seriøst nye boller på suppen, hvis Kunstakademiets Designskole bl.a. skal være med til at videreføre Danmarks internationale rolle indenfor designverdenen. Allermest af alt ville jeg ønske, at dette indlæg var totalt unødvendigt, fordi jeg gik på verdens sejeste uddannelse! Jeg ville vitterligt ønske, at jeg vidste præcis, hvorfor jeg studerer her, men efter 1.5 års studietid leder jeg stadig frustreret og desperat efter en grund til at blive ved med at gå her. Jeg har et inderligt håb om, at nye boller stadig kan nå at komme i suppen, for jeg har ikke lyst til at uddanne mig til noget som helst andet i verden. DENNE KATTEPINE GØR MIG MEST AF ALT SINDSSYGT KED AF DET:

Identitetskrise: en akademisk og/eller kreativ uddannelse
JEG ER KED AF at gå på en uddannelse, hvor jeg ikke ved, om jeg skal arbejde på at blive akademiker, konceptudvikler eller tilnærmelsesvist kunne mestre et håndværk. Jeg fornemmer, at jeg som færdiguddannet designer burde kunne kalde mig alle 3 titler, selvom projektet allerede fra start næsten har dødsdømt sig selv med sine tårnhøje ambitioner. Jeg er med på vognen så langt, at en uddannelse aldrig kan være et færdigafsluttet projekt alene, som ikke kalder på efterfølgende erhvervsmæssige erfaringer, men jeg er af den opfattelse, at uddannelse, idealistisk set, skal udgøre en lækker forret i måltidet, så den værste sult er stillet, og så appetitten til at fortsætte til næste ret blot er vokset.

Men som jeg reflekterer over oplevelserne ved middagsbordet, så er forretten aldrig blevet serveret, og jeg føler allermest, at det er projekterne, som jeg arbejder på udenfor designskolen, der gør mig bedre og altså ikke selve uddannelsen. Udfordringen, med at skulle jonglere med disse 3 titler/bolde i luften samtidigt, synes endnu mere usandsynlig at kunne lykkes, eftersom nogle semestre er tørlagte for teoretisk pensum og forelæsninger, mens de håndværksmæssige teknikker, der i min optik er essentielle for en god designproces og løsning, ofte synes at videregives på enkeltbasis, når den enkelte studerende mangler hjælp i et projekt, frem for til et helt hold, så videndelingen sker bedst. Det er vel selve pointen med en uddannelsesinstitution?

Som studerende har vi selvfølgelig et fælles ansvar for at skabe en stemning, hvor vi opsøger og sparrer med hinanden. I sidste ende vil det komme os alle til gode. Men det er blot som om, at designskolen er opløst, som et portræt af et grædende italiensk barn, og det sætter nok en dæmper hos de fleste. Det har en smittende effekt, og jeg tror, at det gør de fleste usikre på, hvordan man skal gebærde sig. På ulykkeligvis stjæler det den åbenhed og det overskud, som vi burde have og kunne dele med hinanden.

JEG ER KED AF, hvor forvirret jeg er over, hvad designskolens fokus er. Den danske designguldalder hyldes livligt af designskolen, og som dansk designstuderende finder jeg det da også vigtigt at kende til den danske designtradition. Men når danske sværvægtere, som eksempelvis Hans J. Wegner, særligt karakteriseres ud fra “en unik tilgang til, og forståelse for, håndværket”, og vi studerende prædikes at skulle videreføre den danske designarv, så forstår jeg ikke helt, hvordan planen skal lykkes, da netop håndværket nedprioriteres på uddannelsen til fordel for en akademisk vinkel.

Stillet helt på spidsen kan man reflektere over, hvorvidt man på uddannelsen har glemt, hvad der adskiller denne fra andre universitetsuddannelser og dermed fundamentet for uddannelsens relevans. Argumentet, for at designuddannelsen skal være akademisk, er jeg som sådan ikke uenig i. Selvfølgelig er det vigtigt, at vi kan reflektere over vores designvalg, men måske er refleksionsprocessen allerede en indgroet del i de fleste kreativt udøvende individer, der altså så ikke behøves at skulle sættes i system eller kontrolleres. Eller er det vigtigere at adlyde krav, givet fra politikeres side, for at tilfredsstille … ja, hvem i sidste ende?!

JEG ER KED AF, at en medstuderendes eksamensprojekt af den interne censor kritiseres for at være en decideret “grim” designløsning, da jeg finder en så usaglig kritik komplet til grin, på en uddannelse der netop bryster sig af at være akademisk. JEG ER KED AF, at akademiseringen virker trukket ned over hovedet på de fleste gamle (og nye) undervisere, hvilket heller ikke mindsker den forvirring, som man som studerende i forvejen kan have. Det er vel ingen hemmelighed, at øges antallet af de jonglerende bolde, så hæves risikoen også for, at man taber dem alle på gulvet igen.

Kunstakademiets Designskole(?)
JEG ER KED AF, at jeg ofte ikke føler, at mine projekter bedømmes på de præmisser, som jeg indskriver dem i, når vi studerende tudes ørerne fulde af, at jo hurtigere vi bliver bevidste om, hvilken designretning vi fremtidigt ønsker at arbejde indenfor, jo bedre er det. Det være sig eksempelvis med en kunstnerisk eller kommerciel tilgang. Men når man som studerende netop er bevidst om sin retning, burde man vel også bedømmes ud fra dette valg, og ikke på den designpræmis, som man bevidst har fravalgt?

JEG ER KED AF, at der, efter min opfattelse, blandt os studerende, huserer et åbenlyst rygte, som lyder på, at ønsker man at arbejde med en kunstnerisk tilgang til designfeltet, så er det op ad bakke på kunstakademiets designskole, hvilket bl.a. kommer til udtryk i karakterdyk. Desuden kræver valget om at arbejde indenfor dette felt et enormt overskud fra den studerendes side til selv at opsøge specifik vejledning eller i værste fald ligefrem undgå den, hvis denne alligevel ikke synes relevant.

JEG ER KED AF, at en af mine medstuderende, efter sin præsentation af en velargumenteret designløsning, af den interne censor får at vide, at pågældende må være gået forkert, da der jo ikke står “Kunstakademi” på designskoleskiltet. Censors påpegelse kan synes særdeles humoristisk, eftersom designskolens officielle betegnelse netop er: Det Kgl. danske KUNSTAKADEMIS skoler for Arkitektur, Design og Konservering (forkortet KADK).

JEG ER KED AF, at KADK’s rektor i åbningstalen af skoleåret 2013/2014 byder de studerendes forskelligartede personligheder velkomne som en ressource, der skal dyrkes. Også her knækker filmen for mig, og jeg har svært ved at finde den røde tråd, medmindre jeg leder efter den tråd, der beretter om skolens hykleri. I åbningstalen til skoleåret 2014/2015 havde det samlede KADK endda inviteret den anerkendte kunstner Olafur Eliasson ind for at holde åbningstalen.

Olafur Eliasson holdt en inspirerende tale om det at uddanne sig, men desværre synes hans tanker ikke at flette ind med designskolens take på, hvad uddannelse skal være. At en verdensberømt kunstner skulle åbne min uddannelse, blev jeg lidt rundt på gulvet over, for var der virkelig kommet nye boller på suppen angående skolens åbenhed overfor, at godt og funktionelt design også kan have en kunstnerisk og eksperimenterende proces bag sig? Eller var dette blot endnu et stunt, hvis formål er at opretholde et image, mens skuden synker stadig dybere, dybere og dybere?

Manglende undervisning, men høje forventninger
I rektors åbningstale for skoleåret 2013/2014 blev alle nye studerende gjort opmærksomme på, at skolen er en eliteuddannelse, og at “på de pladser, som hver af os optagede har fået tildelt, ville der gerne have siddet så og så mange unge, der ikke kom ind”. Rektor glemmer blot, at denne hardcore pålæggelse af pres fra start samt italesættelsen af uddannelsen som en særligt attraktiv institution, lige så vel kan bide skolen i røven, da forventningerne til den bliver højnet yderligere.

JEG ER KED AF, at vi, i selv samme åbningstale, skal gøres op i tal mod antallet af kinesiske designstuderende, som stod vi på slagmarken og skulle udkæmpe en ulykkelig krig i stil med 1864. For er det for meget at forlange, at designskolen først får styr på sine, nå ja; egne “tropper” på “hjemmebanen”, før den bekymrer sig om dennes tilsyneladende “fjender”.

JEG ER KED AF, at skolens strukturforandringer er så ringe planlagt, at det forringer semestrene for os nuværende studerende, men mest af alt ER JEG KED AF, at strukturforandringerne bl.a. i siddende rektors modsvar til det tidligere indlæg her på I DO ART, skal løfte hele ansvaret for, at tingene ikke kører på designskolen nu, for når jeg taler med dimittender, der har taget afgang længe før, at strukturforandringerne kom i spil, så får jeg altså ikke det indtryk, at de heller oplevede en uddannelse, der i stor stil kunne lære fra sig, og hvor der var styr på selv de grundlæggende ting.

Designskolen har ved skoleårets begyndelse 2014 påbegyndt et omstruktureringsforløb, som bl.a. skal sørge for, at vi som studerende får mere specialiseret undervisning. Denne vision er jeg helt på linje med, men sagen er blot den, at jeg ikke oplever, at designskolen har været klar til de omstruktureringer, der ellers har været mange år undervejs. For mit eget vedkommende har strukturændringerne resulteret i manglende, eller fuldstændig kaotisk, undervisning, hvor underviseren fx. kun halvdelen af tiden er dukket op, og hvor vi 3 årgange på min linje selv har skullet tage kontakt til underviser i weekenden, for at få en undervisningsplan med start mandag. Hvor vi gentagne gange ikke har modtaget vores semesterplan før semesterstart, og hvor vi gentagne gange selv har skullet kæmpe for at modtage simple informationer, bl.a. om vores semestereksaminationer, hvoromkring formen på disse var usikker helt op til dagen forinden. Det er en enormt udmattende proces både at skulle være studerende på en uddannelse, samtidig med at man skal være barnepige for den. Jeg er bevidst om, at det at tage en uddannelse indeholder et vist eget ansvar, men her går “barnet” blot aldrig i seng, og “barnet” stjæler i stedet min tid og dræber min kreativitet.

JEG ER KED AF, at nystartede studerende fra min uddannelse allerede overvejer at droppe ud af studiet pga. niveauet og i frustration over den manglende information. Eller at nogle helt dropper at gå til semestereksamen, da pointen med at skulle vise og forsvare ny viden forsvinder helt, hvis en ny viden ikke er opnået på semesteret. JEG ER KED AF, at en af mine medstuderende på ubehageligste vis i en eksamenskritik nærmest hånes, imens pågældendes medstuderende er tilstede, for forkerte opgavevalg, når jeg egentlig ikke synes, at underviserne har løftet deres egen opgave.

DERFOR GØR DET MIG OGSÅ KED AF DET, og jeg finder det urimeligt, at vi som studerende i eksamenssituationer mødes med tårnhøje forventninger til, hvad vi skal præstere, uden at vi har modtaget den nødvendige undervisning, så vi står alene med vores egen intuition og æstetik. Hvordan kan det være rimeligt, at man sætter benhårde krav til sine studerende, når man ikke selv tilnærmelsesvis formår at opfylde sin rolle som uddannelsesinstitution? Omvendt oplever jeg fuldstændig døde perioder, hvor der næsten ingen forventninger sættes. I hvert fald bruger vi lang tid på at få fat i informationer om disse og på at forsøge at regne dem ud, og det tror jeg er medvirkende til at skabe en forsvindende lyst til at møde op, samt at det giver generel nedadgående gejst.

JEG ER KED AF, at når jeg sender en reminder til ledelsen om, at uddannelsen midt i strukturændringerne må huske på, at kvaliteten af vores studie, lige her og nu, er af enorm betydning for hver enkelte elevs liv og arbejdsmæssige fremtid, bliver spist af med at det nærmest er en ’gave’ at være med til at forme den fremtidige uddannelse. Så føler jeg blot, at ansvaret igen bliver placeret på de studerendes skuldre, i stedet for at ansvaret påtages af ledelsen.

JEG ER OGSÅ KED AF, at når vi som studerende prøver at beskrive de problematikker, som vi fornemmer eksisterer på vores linjer, blot betragtes som enkeltpersoner istedet for at nogen tør åbne kritikken op og give plads til en fælles debat, så der endelig for alvor kan blive skabt mulighed for forbedring.

De udvekslingsstuderende
JEG ER KED AF, at min skole ikke inkluderer sine udvekslingsstuderende i undervisningen. Skolen profilerer sig på at være en internationalt anerkendt uddannelse, hvilket selvfølgelig derfor også tiltrækker udvekslingsstuderende. Desværre behandles de blot sådan, som danskere bedst tager imod udefrakommende; som var de en håndfuld flygtninge, der skulle placeres i en lejr, da de uanset årgang eller specialisering placeres sammen og anvises til at følge forelæsningerne på dansk.

Fravær af inspirerende og samtidige opgaveoplæg
JEG ER KED AF, at den inspiration, som jeg finder, sjældent stammer fra mit studie, og at de opgaver, som vi har fået stillet igennem hele mit første studieår, har været op til 10 år gamle, særligt når designfeltet er i rivende udvikling, hvilket uddannelsen også gør opmærksom på, men åbenbart ikke selv ønsker at afspejle.

JEG ER KED AF, at de stillede opgaver ofte virker verdensfjerne. Jeg forstår det ikke helt, da der jo er nok af problemer i verden at løse. Det danske erhvervsliv kunne sikkert også nyde godt af bud på designløsninger, hvis opgaveoplæggene blev givet i større samarbejde med erhvervslivet. F.eks. kunne iværksættere og nyopstartede virksomheder sikkert finde det gavnligt at modtage designforslag, hvilket også kunne blive medvirkende til at danne nye samarbejder, designere og virksomheder imellem, og for de studerende give et mere realistisk billede af et arbejdsliv inde for den pågældende designretning.

Bedømmelse af godt design
JEG ER KED AF, at en af mine medstuderende kan udtale, at pågældende har “knækket koden”, til hvordan man opnår et 12-tal på min uddannelse og i særdeleshed lykkes med at høste dem. Det fortæller en sørgelig historie om, at selv på en uddannelse, hvis fornemmeste opgave burde være at hylde originaliteten og modet til tænke om, større og nyt, præmieres en præstation ud fra formalia og ikke på præstationens indhold. Samtidig italesættes det fra politisk side, at Danmarks fremtid står og falder med vores evne til at skabe innovation og iværksættere…

JEG ER KED AF, at der potentielt set går en helvedes masse dygtige studerende på min skole, der godt kunne sætte skub i den rigtige retning, men hvis man karaktermæssigt belønnes på præstationer, hvor man “spiller sikkert” og skaber opgaver, som man ikke engang selv er stolt over, men som man alligevel inkasserer 12 for, så er det måske ikke de mest motiverende omgivelser, der sørger for at skubbe os nye steder hen. Når alt kommer til alt, er det vel hele finten ved at gå på en uddannelse i første omgang?

Form over indhold
JEG ER KED AF, at jeg ved en semesterafsluttende eksamen skal mødes af en ekstern censor, der udtaler at den eneste grund til at pågældende er tilstede, er at pågældende kan vores studieordning ud og ind og derfor krydser af, om vi opfylder og overholder hvert enkelt punkt til sidste prik. Således afgøres vores karakter efter dette system. At en uddannelse som designskolen skal benytte karakterskalaen kan diskuteres, men om en eksamination skal vurderes af et menneske, der på ingen ingen måde tør at lave en vurdering på opgavens præmisser: originalitet, mod, æstetik og formidling, finder jeg helt horribelt. Men hvis det nu alligevel er stilen, så kunne en robot måske overtage afkrydsningsskemaet, så skolen i det mindste kunne spare på et praktisk sted.

Administrative udfordringer
JEG ER KED AF, at jeg selv skal kæmpe for at blive korrekt registreret på uddannelsen, da uddannelsen heldigvis giver mig lov til at starte sammen med en ny årgang, efter en sygeorlov. JEG ER KED AF, at det er en veninde, som jeg tilfældigvis skal starte sammen med, som skal informere mig om årgangens introforløb og introtur, som jeg ikke når med på, da jeg altså ikke står i skolens system, og det på trods af, at det netop er skolen, der har lavet aftalen. Og JEG ER KED AF, at jeg hører samme historie fra andre medstuderende, som har stået i sammen situation som jeg.

Konstruerede tiltag
JEG ER KED AF, at jeg ikke oplever, at designskolens fine intentioner og visioner, for hvad den ønsker at være og tilbyde, holder stik, men istedet oftest synes fejlslagne eller misforståede. Eksempelvis deltog jeg sidste semester i et forløb, hvor vi i grupper, groft sagt, skulle diskutere design. Min uddannelse havde stykket forløbet sammen for at få mere designdiskussion på dagsordenen. Tanken synes jeg er relevant, men løsningen virkede pinligt konstrueret. Man burde gribe problemet an ved roden og skabe et studiemiljø, hvor de studerende bliver opfordret til mere gruppearbejde, der naturligt ville udløse en masse diskussioner om, hvad godt design er, og hvad vores roller som designere skal være. I stedet føler jeg, at den individuelle arbejdsform bliver fremelsket, og det skaber et ensomt og konkurrencepræget studiemiljø, hvor de gode idéer eller selvstændige businesses skabes “i krogene” istedet for i det åbne, hvor idéerne kan kvalificeres til nye niveauer, inspirere og motivere. I sidste ende har jeg heller ikke indtrykket af, at den selvstændige arbejdsform primært er den, der møder os som nyuddannede designere, men måske tværtimod venter der os et arbejdsmarked, der dikterer evnen til at samarbejde og uddelegere kompetencer.

Image vs. virkelighed
JEG ER KED AF, at designskolens image med royalt logo og smuk beliggenhed ved Københavns kanal bl.a. overfor Operaen, ikke lever op til virkeligheden. JEG ER KED AF, at jeg går på “Det-sejler-skolen” og ikke på “Designskolen”, og at når jeg falder i snak med nye mennesker, og snakken falder på mit studie, at disse har helt andre forventninger til, hvor fedt mit studie er. Og allermest er JEG KED AF, at deres og mine forventninger ikke indfries!!!

Fremtidsperspektiver
JEG ER KED AF, at jeg skal blive i tvivl om, om jeg overhovedet har noget at tilbyde en virksomhed eller et arbejdsmarked, når jeg er færdiguddannet, og det på trods af at jeg forsøger at knokle derudaf, og at jeg, i en i forvejen usikker og konkurrencepræget branche, bliver endnu mere usikker på, om jeg kan formå at forsørge mig selv en dag. JEG ER KED AF, at medstuderende måske får slukket deres passion for design og opgiver feltet til fordel for et andet studie blot i ren og skær frustration.

På det generelle plan frygter jeg, at andre nationer med stærke og seriøse designskoler overhaler Danmark indenom, særligt når jeg hører, at medstuderende kan føle sig mega bagud, efter at de har flyttet deres uddannelse til udenlandske designskoler.

På sigt er jeg nervøs for, om Danmark kan blive ved med at hylde den danske designguldalder, hvis vi ikke kommer på banen med nyskabende design, som kan være medvirkende til at stille spørgsmålstegn og løse blot brøkdele af de enorme udfordringer, som verden står overfor og eksempelvis være normbrydende inde for en bæredygtig tilgang til forbrug.

KORT SAGT ER JEG KED AF, AT SKOLEN TABER DE STUDERENDES ENGAGEMENT, EVNER OG ENERGI PÅ GULVET, FORDI SKOLEN IKKE PÅTAGER SIG ANSVARET FOR AT STRUKTURERE OG ORGANISERE ET LÆRINGSMILJØ, DER UDNYTTER DET STORE POTENTIALE, SOM ER SLUPPET GENNEM NÅLEØJET TIL UDDANNELSEN!!!

---

Siden denne debat har vi flyttet vores hjemmeside, men vi mener, at de kommentarer der kom til den er vigtige at gemme, og derfor kan du stadig læse med i dem her (åbner som pdf).

---