E.B. ITSO | BUILDING STORIES

I sin allerførste museumsudstilling udbygger den danske kunster E.B. Itso (f. 1977) sin omfattende undersøgelse af vores fælles byrum og de, mere eller mindre synlige, mekanismer der dikterer vores færden. Building Stories udfordrer vores nysgerrighed og opdagelseslyst, og fortæller historier der konstant svinger mellem dokumentation og myte.

Første gang vi stiftede bekendtskab med E.B. Itso var i starten af 2007. Den 20. februar bragte Mikael Bertelsen, i sit daværende program Den 11. time, en længere historie om en lejlighed, som Itso havde indrettet sammen med den svenske graffitimaler og gadekunstner Adams lige over spor 12 på Hovedbanegården i København. Over en periode på fire år bibeholdte kunstnerduoen en hemmelig tilværelse under gadeplan og opbyggede et hjem komplet med kogeblus, køleskab, stole, bord og hængekøjer af gamle postsække. I Den 11. time snakkede Mikael Bertelsen med DSB’s chefinspektør Per Buur kort tid efter, at lejligheden blev opdaget. I forbindelse med et større renoveringsarbejde på hovedbanegården fandt man nemlig det skjulte hjem, og i programmet udtrykker Per Buur både sin forundring, forvirring og voksende nysgerrighed omkring Adams & Itso’s færden under jorden.

I programmet, som kan ses her, snakker Mikael Bertelsen også om Adams publikation Holes, huts and hidings, som indeholder dokumentation af Adams forskellige aktiviteter i Stockholms undergrund. Bogens særartede udformning, indhold og pirrende mystik, som er gennemgående i både Adams og Itso’s arbejde, fangede vores udelte opmærksomhed, og trods et lille oplag og kryptiske distributionsmetoder sikrede vi os et eksemplar.

E.B. Itso, Building Stories. Foto © I DO ART Agency.

Lige siden 2007 har vi haft en helt særlig interesse for E.B. Itso’s arbejde, så da ARoS inviterede ham til at afvikle sin allerførste museumsudstilling i et af deres gallerier, vidste vi, at det ville blive en udstilling, som vi for alt i verden ikke måtte gå glip af.

Udstillingen Building Stories er anden del af ARoS’ nye udstillingsserie New Nordic, som sætter fokus på nordisk samtidskunst. Over tre år vil museet, i gennem tre årlige udstillinger, præsentere kunst af interessante internationale kunstnere. I forbindelse med udstillingsrækken uddeler ARoS hvert år legatet Young Talent på 100.000 kr. til et ungt talent, som endnu ikke har fået sit institutionelle gennembrud. Itso har, som den første, modtaget det nye legat, hvilket bl.a. har muliggjort et omfangsrigt projekt, med udgangspunkt i den italienske ø Lampedusa, som også indgår i Building Stories.

Usynlige magtforhold og byrumsarkæologi
Vi træder ind i udstillingens første rum og ledes igennem en form for spindelvævslignende port, konstrueret af gamle stilladsrør. Itso referer i værket til den italienske forfatter Italo Calvino og en helt særlig del af hans roman De usynlige byer fra 1972. Bogen skildrer en fiktiv samtale mellem Marco Polo og Djengis Khan, hvor den italienske opdagelsesrejsende fortæller den mongolske stor-khan om 55 byer, som han har besøgt på sin rejse. I én af byerne, Ersilia, forbindes husene af et komplekst system af farverige tråde, som på kryds og tværs illustrerer indbyggernes relationer til hinanden. En interesse for menneskelig tilstedeværelse i byrummet er gennemgående i Itso’s værker, som ofte er grænsesøgende i forhold til det offentlige rum og sætter spørgsmålstegn ved de, mere eller mindre synlige, magtforhold, som dikterer vores brug af det fælles byrum.

På den modsatte væg hænger en række afskærmningsplader, som Itso har afmonteret og hjembragt på cykel fra forskellige nedrivningstruede, industrielle bygninger i København. Ved at fjerne de rå finérplader åbner Itso op for de aflukkede områder og udfordrer ejerskabsforholdet. Som en central del af sin praksis indtager Itso det forladte og negligerede og genopfinder dets funktion. Både i samarbejde med Adams og på egen hånd har han etableret hjem i byens gemte hjørner, og det siges, at han stadig har flere hemmelige lejligheder, som ikke er blevet fundet endnu (deriblandt også en ny bolig på hovedbanegården). Igennem sine undersøgelser, alternative brug og videreformidling af det offentlige rum fungerer Itso som en slags byrumsarkæolog, der arkiverer den nære historie som ellers konstant går tabt.

Mystiske hvallyde og faretruende klippesider
Inden vi bevæger os videre ind i udstillingen leder en mekanisk brummen os ind bag et tungt, sort forhæng og ind i fuldstændig mørke. I værket Pacific 52 Hz konfronteres vi med en rungende støj, der imiterer en mystisk hvallyd, som flere forskere har sporet i Stillehavet. Da hvalers kald normalt ligger indenfor et væsentligt lavere frekvensområde, går der historier om, at lydene stammer fra muterede hvaler, der grundet hemmelige atomprøvesprængninger i Polynesien, har udviklet de særlige kald. Selvom der i Pacific 52 Hz er langt til storbyen, vinder nogle af de samme interesser, for det ikke-opdagede, ukontrollerede og de mystiske afkroge af vores ellers totalt kortlagte planet, tydelig genklang.

Vi dukker hovederne og går ned af en smal gang, der domineres af en lavthængende trækonstruktion. Lyset sænkes, og lyden fra gamle filmfremvisere overtager den mekaniske hvalsang. Itso har taget os med til den del af Middelhavet, der omkranser den italienske ø Lampedusa, og i et mørkt lokale projekteres tre 16mm film op på væggene. På en stemningsfuld måde bliver vi ledt fra de uregerlige bølger i filmen Pelagic Zone, mod øens faretruende klippesider i Island of the high sea, til fyrtårnets lyskegle i Night watch Lampedusa. Lampedusa har en placering i Middelhavet, som gør den oplagt som destination for afrikanske flygtninge, men samtidig udgør havet, og særligt øens klippesider, et fjendeligt miljø for de ofte ramponerede både, som transporterer dem.

Itso har et stort talent for at opbygge historier, der ved hjælp af omhyggelige registreringer og en tydelig kunstnerisk tilstedeværelse placerer sig som en udefinerbar størrelse midt imellem virkelighed og fiktion. Hans indsamlinger og bearbejdninger af de omgivelser, som han befinder sig i, manifesterer sig i udstillingsrummet som en konstant påmindelse om værkets forbindelse til virkeligheden. Et godt eksempel på dette finder vi i næste rum, der fortæller videre på historien om Lampedusa.

En skibskirkegård og aftryk af virkeligheden
På væggen til venstre hænger 21 sort-hvide fotografier, som samlet udgør værket Clandestine boat cemetary; en serie fra Lamedusa’s skibskirkegård. Her forgår en form for dobbelt projektion, i og med at Itso har brugt trærester, fundet på skibskirkegården, til at konstruere de rammer som fotografierne hænger i. Flager af maling pryder siderne på de ellers nedslibede trærammer og tilfører de stilrene fotografier en ekstrem taktilitet og nærhed. På rummets andre vægge hænger store, todelte værker i en stærk blå farve, der ved første øjekast ligner abstrakt maleri. Værkerne er blevet til igennem en form for trykproces, hvor Itso har vædet fundne tøjstykker fra Lampedusa’s flygtninge i maling og lavet aftryk på papir.

I lokalets fjerneste hjørne hænger værket The lie of the lands (escape maps), som består af et smukt gammelt silkekort af den slags, som blev udviklet under anden verdenskrig. Kortene blev trykt på silke for at undgå papirets knitrende lyde, og for at undgå at kortet opløses i kontakt med vand; nyttige funktioner hvis man vil planlægge sin rejse i hemmelighed eller skal krydse Middelhavet for at nå sit mål. I midten af rummet ligger en deflateret, gummiredningsbåd spændt fast til en træpalle og sender vores tanker i retningen mod de mange flygtninge, for hvem rejsen mislykkedes.

En rejse til jordens indre
Vi forlader Lampedusa og bevæger os videre til de nordiske grotter. Mount Cavernous er titlen på en række fotografier fra 2013, hvori Itso igen undersøger menneskets indbyggede trang til at gå på opdagelse. Billederne viser forskellige grotteåbninger, som på en gang synes både afskrækkende og ekstremt dragende. Nysgerrigheden tager over, og vi rammes af en trang til at udforske det ukendte. Heldigvis har Itso, bag ét af værkerne, muliggjort rejsen ind i mørket. Udstillingens hemmelige rum (og kender man Itso ret er det sandsynligvis ikke det eneste) indeholder værket Troglofauna (the land of no horizon), som igennem 36 lysbilleder citerer Jules Verne’s roman Voyage au centre de la Terre (Rejsen til Jordens Indre) fra 1864.

“Hollow Earth. Entrance Zone: Wherever he saw a hole he always wanted to know the depth of it. To him this was important. Twilight Zone: Wandering the system of small tributary tunnels with rainwater seeping through the cavern’s limestone walls. Transition Zone: Echo Preceeding body exploring the subterranean humid rooms of rock. Dark Zone: No light. He imitates the eyeless and colorless Troglofauna. The land of no horizon.”

Værkets titel Troglofauna referer til den form for liv, der lever i en grottes mørkezone; helt der inde hvor solens stråler aldrig rammer. De organismer, der lever i dette miljø, har over mange år udviklet særlige egenskaber, såsom ekstra lange følehorn, og det konstante mørke gør, at de hverken har pigmentering eller et udviklet syn. I følge græsk mytologi medfører blindhed en særlig indsigt, og det passer rigtig godt sammen med Itso’s optagethed af det uudforskede.

En sørgelig historie om en bygnings forvandling
I udstillingens sidste rum er vi igen tilbage i København. Over vores hoveder hænger et lysbilledapparat, som projekterer flere af Itso’s fotografier, taget under Tivoli’s gamle rutsjebane, op på den modsatte væg. En af udstillingsvæggene er efterladt ubeklædt, og flere steder er borehuller stadig synlige for at tilføre en processuel atmosfære til det pæne galleri. Længere inde i rummet fortæller værket C. V. Element historien om Københavns gamle godsbane, som var en af Itso’s foretrukne locations for urbane udforskninger, indtil det blev besluttet at jævne den med jorden til fordel for en Ikea. Den sørgelige proces beskrives i tre gigantiske fotografier, som henholdsvis læner sig op at museumsvæggene og hænger fra loftet i et industrielt hejsesystem.

Om oversete potentialer og rejsen som menneskeligt grundvilkår
Building Stories rummer et stærkt udvalg af værker, som alle kræver, at man er nysgerrig og har lyst til at gå på opdagelse. Noget af det, vi elsker allermest ved Itso’s arbejde, er netop dét, at løsningen ikke er givet på forhånd, og at man er nød til at følge med ham, også på usikker grund, hvis man vil have det hele med. Hans aktivistiske tilgang fungerer som en fantastisk inspiration til at se ens egen tilværelse med nye øjne, og åbner op for det utal af oversete potentialer, som vi hver dag lader gå forbi. Også i udstillingen er der mange aspekter, der er nemme at overse, så derfor vil vi anbefale, at man væbner sig med udstillingskataloget, som, udover at være smukt designet af Jacob Birch, også rummer historier, der knytter sig til værkerne.

De to hovedspor i Building Stories er Itso’s utrættelige undersøgelse af byrummet og rejsen som menneskeligt grundvilkår. Vi bliver taget igennem storbyens magtforhold og dikterende byplanlægning, til flugten over Middelhavet og videre helt ind i grottens altomsluttende mørke. Det handler om at udforske de nære mysterier, og om menneskets naturlige trang til at rejse; at flytte og ikke mindst udvikle sig. Building Stories er en fantastisk udstilling, som vi på det varmeste kan anbefale, at man går på opdagelse i.

Building Stories åbner på lørdag, d. 13. juni og løber frem til d. 20. september, 2015.